Stor drage presser en mindre. Vietnam har opnået ’centralitet’ i klodens mest dynamiske verdensdel, hvor landets arvefjende Kina presser sine sydlige naboer i territorielle konflikter.

14. september 2026 kl. 10.29

Flemming Ytzen, gæsteskribent

Seniorhøjskoleunderviser, redaktør emeritus

_{Redaktionel note: Artiklen er et eksternt bidrag. Synspunkter og vurderinger i artiklen er skribentens egne og er ikke nødvendigvis udtryk for Sinolyticas holdninger eller vurderinger.}

Først et par nedslag i kinesisk-vietnamesisk historie for at illustrere nogle geostrategiske dilemmaer.

Intet andet sydøstasiatisk folkeslag kender kinesisk kulturel og politisk adfærd bedre end vietnameserne, hvis nordligste statsdannelse i flere århundreder var underlagt forskellige former for kinesisk dominans og påvirkning. Skiftende vietnamesiske dynastier blev formet af den konfucianske embedsmandslære, som har domineret Kina hen over et par årtusinder. I officiel vietnamesisk historieskrivning opnår den nordlige del af landet uafhængighed fra Kina i år 939 e.Kr., men i de følgende århundreder gik Vietnam ikke fri for kinesiske angreb og invasioner.

I 1427 invaderede en kinesisk hær Vietnam, men led nederlag. Kejser Le Loi ville henrette kinesiske krigsfanger, men blev advaret af sin rådgiver Nguyen Trai om konsekvenserne: risikoen var, at næste gang ville Kina sende en større hær. Derfor var det klogest at søge en fred ved at formulere en forklarende undskyldning til den kinesiske kejser. Le Loi valgte at følge rådgiverens anbefalinger. Der blev stillet heste og skibe til rådighed for de kinesiske fanger, fordi man ville sikre sig, at de vendte ordentligt og sikkert hjem til moderlandet.

Imperialister fordrevet

Nogle århundreder senere, i perioden 1950-1954, deltog kinesisk militær i vietnamesernes uafhængighedskrig mod den franske kolonimagt ved at stille artilleri til rådighed under Vietminh-partisanernes belejring af Dien Bien Phu, den sidste franske militære forlægning af betydning. I 1965 erklærede den kinesiske leder Mao Zedong i et sjældent interview med vestlige mediefolk, at artilleriet havde været bemandet med kinesiske tropper.

Kort efter amerikanske styrkers landgang i Sydvietnam i 1965 optrappede Kina sine militære hjælpeindsatser på nordvietnamesisk side. Frem til 1968 udgjorde antallet af kinesiske styrker i Nordvietnam i perioden samlet set over 320.000 mand; højest i 1967 med et niveau på 170.000. Størsteparten var ingeniørtropper og bygningsfolk, der stod for genopbygning og vedligeholdelse af broer, veje og jernbaner foruden fabrikskomplekser, der var ødelagt af amerikanske bombardementer. De samlede kinesiske tab blev i 1973 opgjort til 1.100 dræbte og 4.200 sårede, et beskedent omfang sammenholdt med de millionstore vietnamesiske tab. Vietnamkrigen sluttede i april 1975 med Sydvietnams sammenbrud. Året efter fulgte den formelle forfatningsjuridiske integration af den slagne stat. Men et usædvanligt geopolitisk opgør fulgte.

I 1978 indgik Vietnam en 25-årig ’venskabsaftale’ med Sovjetunionen; forsvarspagt ville have været en mere præcis betegnelse. I december samme år invaderede Vietnam det kinesisk-støttede Cambodja, dengang kendt som Kampuchea. I februar 1979 svarede Kina igen med en såkaldt afstraffelsesaktion, hvor kinesiske tropper trængte ind i det nordlige Vietnam og forårsagede omfattende ødelæggelser. Aktionen varede en måneds tid, hvorefter kineserne trak sig ud. Krigshistorisk er forløbet en sjældenhed: at to kommunistiske stater engagerede sig i en traditionel landkrig, der sluttede uden definitiv sejr eller nederlag. Konfliktens bagtæppe var ideologisk og geostrategisk: hvem skulle være den dominerende magt i det tidligere Fransk Indokina efter den amerikanske retræte. Der var også elementer af en stedfortræderkrig mellem Kina og Sovjetunionen.

Forspillet var iøjnefaldende: I januar var den kinesiske leder Deng Xiaoping på besøg i Washington for at markere den fulde normalisering af USA-Kina-relationerne. Her skal Deng have bemærket følgende til præsident Jimmy Carter: ’Det lille barn opfører sig uartigt, så det er nødvendigt med en afklapsning’. Kort tid efter bebudede Deng en invasion af Vietnam, som varede en måned og påførte Vietnam store materielle skader og Kina store tab af soldater. Ingen af parterne offentliggjorde nogensinde præcise tabstal. Vestlige opgørelser nævner 28.000 kinesiske dræbte og 43.000 sårede, mens antallet af dræbte på den vietnamesiske side skønnes at være tæt på 10.000.

En anderledes regional krig

De følgende ti år var grænseområdet mellem Vietnam og Kina præget af spændinger i form af bl.a. lejlighedsvis artilleribeskydning. Cambodja var i perioden under vietnamesisk besættelse og kontrol: der blev udkæmpet en lavintensiv guerillakrig, hvor Røde Khmer-partisaner og to ikke-kommunistiske partisangrupper med husly i Thailand og støtte fra USA og ASEAN-landegruppen foretog lejlighedsvise indfald mod vietnamesiske styrker.

Op gennem 1980’erne befandt Kina og Vietnam sig i en koldkrigsagtig tilstand med styret i Hanoi som den eneste sovjetallierede regionale magt i Sydøstasien. Så sent som i april 1985 fortalte kinesiske regeringstopfolk en besøgende dansk udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, at alliancerelationen Moskva-Hanoi var en trussel mod fred og stabilitet i Asien. Få måneder forinden var Mikhail Gorbatjov blevet udpeget som ny generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti, hvorefter en række reformforsøg blev påbegyndt. I 1986 holdt Gorbatjov en tale i Vladivostok, hvor han åbnede op for en løsning på konflikten om Cambodja og dermed viste en vej til forsoning med Beijing.

Styret i Phnom Penh var en udbryderfraktion af de Røde Khmerer, indsat af Vietnam omkring årsskiftet 1978-79. I FN beholdt de Røde Khmerer Cambodjas plads, støttet af ASEAN, Kina og et flertal af vestlige lande. 1982 dannedes en koalition af Røde Khmerer og de to ikke-kommunistiske grupper, hvilket ikke fik konsekvenser på slagmarken. Anslået 300.000 cambodjanske flygtninge blev huset i lejre i Thailand.

Adskillige tusinder vietnamesiske flygtninge opholdt sig i årevis i lejre i Malaysia og Hongkong, mens andre igen blev sendt til USA, Canada, Australien og Vesteuropa. Begrebet ’bådflygtninge’ blev en vigtig udfordring, som UNHCR, FN’s flygtningehøjkommissariat, tog sig af. UNHCR blev 1978-85 ledet af danskeren Poul Hartling (mangeårig Venstre-politiker, udenrigsminister 1968-71 og statsminister 1973-75).

Hvad der kun fik beskeden opmærksomhed dengang var, at en meget stor del af ’bådfolket’ var etniske kinesere. Fordrivelsen af denne gruppe fra Vietnam kunne være blevet betegnet som etnisk udrensning, men mere præcist var der tale om, at stats- og partiapparatet i Hanoi betragtede den tidligere entreprenørklasse fra det kollapsede Sydvietnam som klasseforrædere, der ikke kunne betragtes som loyale borgere i det genforenede, socialistiske Vietnam.

Men et historisk kursskifte fulgte med Gorbatjovs forsoningsbesøg i Beijing i 1989 og den vietnamesiske tilbagetrækning fra Cambodja samme år. Vietnam sendte året efter atter partidelegationer til Kina og udvidede gradvist samarbejdet med sin historiske rival i nord. Sovjetunionen overlevede ikke venskabsaftalen fra 1978 med sin allierede i Sydøstasien og forsvandt fra verdenskortet med udgangen af 1991. Herefter blev Vietnam integreret i det økonomisk dynamiske Sydøstasien. Landet blev 1995 optaget i ASEAN-sammenslutningen.

Nye ledestjerner

Vietnams internationale orientering i nutiden (2026) er resultatet af dramatiske skift og opbrud i det 20. århundrede: afkoloniseringsprocessen og de deraf afledte krige mod først Frankrig og siden USA og i denne sammenhæng den indlysende alliance med Sovjetunionen. Hele forløbet er stærkt præget af landsfaderen og uafhængighedshelten Ho Chi Minh med dennes nærmest guddommelige status i befolkningen og magtapparatet. På det politisk-ideologiske plan er forløbet båret af en syntese mellem leninisme (såkaldt demokratisk centralisme, formuleret af Vladimir Lenin i 1902), den årtusindegamle moralfilosofis konfucianisme – importeret fra Kina – og dennes betoning af hierarkier, pligtrelationer samt elementer fra den kinesiske filosofiske/politiske tradition legalismen. Det har haft stor betydning for Vietnams evne til at trække internationale investeringer. Landets økonomiske kurs har påfaldende ligheder med den reformpolitik, som Kina påbegyndte fra 1978.

Med ophøret af den kolde krigs bipolare verdensorden og den kommunistiske magtbloks forsvinden efter 1989 måtte beslutningstagerne i Hanoi orientere sig anderledes: Kinas opstigning og kurs mod supermagtsstatus i det 21. århundrede og de sydøstasiatiske nabolandes økonomiske dynamik var blevet vietnamesernes nye ledestjerner.

Sovjetisk inspireret planøkonomi måtte vige til fordel for tilpasninger til verdensmarkedet i form af globaliseringen, og Vietnams ledere er lykkedes imponerende med at placere landets erhvervsliv og arbejdsstyrke på relevante positioner i den globale produktions- og værdikæde. Sydkoreanske Samsung er Vietnams største private arbejdsgiver.

Eftersom Vietnam ikke længere har en enkelt stormagt at læne sig op ad, giver det mening at betegne landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering som en selektiv og balanceret alliancefrihed, byggende på medlemskabet af den sydøstasiatiske fællesmarkedsklub ASEAN. Denne blev ved sin oprettelse i 1967 betegnet som en provestlig, antikommunistisk sammenslutning, men rummer i dag Vietnam, Cambodja og Laos, alle stater, hvor magten er koncentreret i et enkelt politisk parti. Gruppens største og vigtigste medlem er den muslimske verdens eneste sekulære demokrati af betydning, Indonesien, der med godt 285 millioner indbyggere er blevet en økonomisk sværvægter.   

ASEAN er ikke i nærheden af at være en militær alliance, men roser sig af sin såkaldte ’centralitet’, som indebærer, at medlemmerne søger partnerskab med flest mulige og undlader at tage part i rivaliseringen mellem Kina og USA. EU og ASEAN har et intensivt økonomisk samkvem og har siden 1996 institutionaliseret politiske dialoger med Bruxelles på de regelmæssige Asia-Europe (ASEM)-topmøder.

Trump forstyrrer

Sydøstasiens og dermed Vietnams betydning for den globale økonomi har i løbet af et halvt århundrede været stigende. Ved årtusindeskiftet var den japanske økonomi otte gange større end ASEAN-landenes. Et kvart århundrede senere udgjorde Sydøstasiens økonomiske volumen mere end to tredjedele af Japans, og inden for et tiår må det forventes, at sydøstasiaterne overhaler Japan. I tiåret 2010-20 bidrog ASEAN mere til global økonomisk vækst end den Europæiske Union.

Ingen anden verdensdel har på så kort tid præsteret en tilsvarende reduktion af fattigdom. Selv om langtfra alle regionens flere end 650 millioner indbyggere har mærket forbedringerne i befolkningernes levestandard, er potentialet indiskutabelt (Myanmar, det tidligere Burma, skal holdes helt ude af ligningen. Heller ikke Laos ligner en succes).

De positive udsigter er fra 2025 blevet forstyrret af, at USA under præsident Donald Trump med sin toldpolitik forsøger at gennemtrumfe en variant af protektionisme uden fortilfælde i moderne økonomisk handelspolitik. Når hertil lægges den skærpede rivalisering mellem USA og Kina, bliver det ekstra vanskeligt for beslutningstagerne både i Hanoi og nabolandene at navigere.

Stridigheder til havs

Den største sikkerhedspolitiske udfordring i magtspillet mellem Kina og Vietnam er de territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, som mange vietnamesere naturligt nok kalder Østhavet. Anslået en fjerdedel af verdenshandelen passerer gennem dette farvand, som også rummer store forekomster af olie og gas.  

Kina gør krav på omkring 80 procent af Det Sydkinesiske Hav og hævder, at området har været kinesisk territorium i flere hundrede år, hvilket er et tvivlsomt udsagn. I 1947 publicerede datidens nationalistkinesiske styre et kort, der i dag bruges til at begrunde Beijings krav i havområdet. Inden for en linje, der kaldes nistregslinjen eller U-linjen på grund af dens form, ligger to øgrupper, Spratly og Paracel. Vietnam og Filippinerne er de to af Kinas nabolande, hvis territorielle krav kolliderer med den voksende kinesiske tilstedeværelse i form af sejladser og landfyldninger. Malaysia og Brunei gør krav på enkelte af øerne, men ses ikke som vigtige aktører.

Spratly og Paracel udgør stridsemner for Kina og flere af dets sydlige naboer. I spørgsmålet om, hvor øerne hører til, er USA som udgangspunkt neutralt, men den amerikanske militære tilstedeværelse bygger på den forudsætning, at fri transport kan opretholdes. Derfor opfattes de kinesiske landfyldninger i Washington som en udfordring af den orden, som USA etablerede i regionen efter 1945, hvor hovedparten af Kinas sydøstasiatiske naboer i varierende former etablerede alliancelignende samarbejdsrelationer til supermagten på den anden side af Stillehavet.

Paracel-øgruppen består af 130 små koralrev og klippeskær og ligger ca. 250 kilometer fra den kinesiske ø Hainan og 400 kilometer fra kystlinjen i det centrale Vietnam. I 1974, et år efter indgåelse af fredsaftalen mellem Nordvietnam og USA (som Sydvietnam ikke underskrev), tog kinesisk militær kontrollen med Paracel-øerne efter kamphandlinger, der angiveligt kostede 65 vietnamesiske soldater livet. Hele gruppen har siden været under kinesisk kontrol, men Taiwan (formelt Republikken Kina siden 1912) og Vietnam gør stadig krav på øgruppen.

Taiwan omringes

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium har Kina indvundet næsten 1.300 hektar land i Spratly-gruppen. Hensigten vurderes at være at omdanne internationalt farvand til zoner, hvorfra Kina på sigt kan begrænse rettighederne for kommerciel og militær sejlads eller på anden måde intimidere modstandere. Gennem årene har der været talrige episoder med sejladser, hvor kinesiske marinefartøjer chikanerer filippinske og vietnamesiske fiskefartøjer, men indtil videre uden regulære krigshandlinger. Blandt motiverne til Kinas politik ses bestræbelserne på at opnå genforening med Taiwan, eftersom landfyldningerne kan blive en del af en basestruktur, der omringer Taiwan.   

Spratly-øerne strækker sig over et område på 409.000 kvadratkilometer, hvor Vietnam, Kina, Taiwan, Malaysia, Filippinerne (og Brunei, omend marginalt) har rejst territorielle krav. Kina etablerede sin militære tilstedeværelse i 1988, hvor kinesisk militær fjernede en vietnamesisk garnison fra Johnson South Reef og i 1994 tog kontrollen med Mischief Reef, som Filippinerne gør krav på.

I 2009 meddelte Kina FN-systemet, at den såkaldte nistregslinje bør respekteres som den folkeretligt gældende. Vietnam og Malaysia svarede igen ved at udvide deres respektive kontinentalsokler. Sandsynligvis som en konsekvens af denne udvikling bebudede USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton på et topmøde i Hanoi i juli 2010, at hendes regering ville udforme en såkaldt ’pivot to Asia’ – en sikkerhedspolitisk opprioritering af den østasiatiske region og derfor uundgåeligt en skærpet konfrontation med Kina.

Hvor meget af kursskiftet, der vil overleve Donald Trumps anden embedsperiode, er tvivlsomt, men med i billedet hører, at USA har flere sikkerhedsmekanismer i den østasiatiske region: AUKUS (Australien, Storbritannien og USA) og QUAD (Quadrilateral Security Dialogue), som omfatter USA, Australien, Indien og Japan. Ingen af disse kan dog gøre det ud for noget, der bare tilnærmelsesvist ligner det nordatlantiske Nato. Glemt af de fleste er, at Sydøstasien engang havde et forum, der mindede om Nato; navnet var SEATO (South East Asia Treaty Organisation), grundlagt i Manila i 1954 og afviklet i 1977 i konsekvens af den amerikanske retræte fra Vietnam. SEATO fik aldrig betydning for datidens konflikter i Vietnam, Laos og Cambodja.      

Ganske vist vandt USA’s ældste alliancepartner i regionen, Filippinerne, i juli 2016 den sag, som regeringen i Manila havde rejst ved det Internationale Havretstribunal, og som afgjorde, at de kinesiske landfyldninger i Det Sydkinesiske Hav er i strid med FN’s Havretskonvention af 1982, Unclos, men Kina ignorerede kendelsen uagtet at Beijing er medunderskriver af konventionen.

Havenes grundlov

Unclos (United Nations Convention on the Law of the Sea) kaldes havenes grundlov. Konventionen definerer kyststaters og indlandsstaters rettigheder og pligter. For kyststaternes vedkommende regulerer konventionen deres territorialhøjhed og retshåndhævelse i det farvand, der defineres som en eksklusiv økonomisk zone (EEZ) i en afstand af 200 sømil fra en kystlinje. Kina har ratificeret konventionen og har forklaret visse forbehold, mens USA ikke har – trods flere præsidenters opfordringer er der aldrig opnået flertal i Kongressen.

Ifølge Unclos er det kun naturligt dannede øer med menneskelig tilstedeværelse og en dertil hørende økonomisk aktivitet, som kan berettige krav om en såkaldt eksklusiv økonomisk zone, der kan række 200 sømil ud. En zone giver kystnationen rettigheder til udvinding af naturressourcer inden for denne grænse og skal tillade andre landes skibe at passere gennem farvandet. Unclos er tiltrådt af 168 lande, herunder ni af de ti ASEAN-lande med Cambodja som undtagelse.

Vietnam og flertallet af dets ASEAN-partnere mener, at Kina er i færd med at ændre den fysiske geografi i dette hav og afviser derfor Kinas ’historiske tilstedeværelse’ fra gammel tid som grundlag for suverænitetskravet i nutiden. ASEAN har ingen beslutningskraft, ej heller domstolslignende institutioner, men er en konsultationsmekanisme, der opererer på basis af konsensus, dvs. de laveste fællesnævnere for, hvad der kan opnås af enighed mellem medlemmerne.

Sydøstasiatisk politisk tradition søger at balancere mellem større magters interessesammenstød, ikke ulig den såkaldte ’europæiske koncert’, der efter Napoleonskrigenes afslutning i 1815 gjorde det meste af århundredet stabilt og relativt fredeligt frem til udbruddet af verdenskrigen i 1914. Ubestrideligt er det, at der ikke siden 1979 har været krigshandlinger mellem stater i Sydøstasien; en dramatisk forskel fra forholdene i Mellemøsten og Afrika. Populært sagt er Kina og de sydøstasiatiske lande enige om at være uenige – og at undgå krigstilstande. Fortidens konflikter skræmmer.  

Hvorfor skulle Kina risikere regionens stabilitet og voksende velstand ved at provokere sine sydlige naboer? Formålet med den store aktivitet i Det Sydkinesiske Hav er tydeligvis at teste USA’s vilje til at stå ved sine forsvarsforpligtelser i regionen. Under præsidenterne Obama, Trump og Biden har amerikanske flådeenheder været markant til stede i området med de såkaldte Fonop-sejladser (freedom of navigation operations), hvis formål kan være at afskrække Kina fra at ændre status quo. Men nok så mange Fonops har ikke standset de kinesiske landfyldninger og heller ikke afskrækket Beijing fra at opstille missilramper på nogle af områderne.

Flertallet af ASEAN-lande tolker den kinesiske havpolitik som et forsøg på at omdefinere de spilleregler, der har været gældende for international politik siden 1945, og det er her, disse små og spredte klynger af øer og klipper får større betydning. Spørgsmålet er herefter, om USA kan agere som den kontrollant, der håndhæver havretskonventionen, når Washington ikke er medunderskriver. Paradokset er selvindlysende. Mulighederne for et kompromis synes ikke udtømte. I 2011 blev der opnået enighed mellem Kina, Brunei, Malaysia, Filippinerne, Taiwan og Vietnam om foreløbige retningslinjer for gennemførelse af et såkaldt adfærdskodeks, der kan fremme løsninger i striden. Retningslinjerne kaldes Declaration on Conduct of Parties in the South China Sea og blev oprindeligt formuleret i en tidlig udgave i 2002.

Det er ikke sandsynligt, at Unclos kommer til at danne grundlag for en løsning, for ingen af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd har nogensinde efterlevet afgørelser fra det internationale domstolssystem, når en afgørelse har stået i vejen for et medlems nationale sikkerhedsinteresser. Kina har med andre ord handlet, som USA altid har gjort. 

Vietnameserne er nervøse over, hvad giganten i nord kan finde på. Folkelige, men naturligvis myndighedsgodkendte protestaktioner vendt mod Kina er et velkendt fænomen i Vietnams byer. I 2014 trak kinesiske skibe en boreplatform ud til et punkt syd for Paracel-øerne kun 220 kilometer fra den vietnamesiske kyst og dermed inden for Vietnams økonomiske zone, EEZ. Vietnamesiske fiskefartøjer sejlede ud for at protestere; flere af dem blev påsejlet og et enkelt sænket. Begivenheden udløste protestdemonstrationer på virksomheder i Vietnam, hvor der også arbejdede etniske kinesere. Flere end 400 kinesiskejede virksomheder blev helt eller delvist ødelagt af rasende demonstranter, der med stor sandsynlighed blev tilskyndet eller var direkte udkommanderet af myndighederne.

Fænomenet gentog sig i 2018, hvor Hanoi, Ho Chi Minh City og andre byer oplevede, at tusinder af demonstranter gik på gaden for at protestere mod et lovforslag, der blev set som regeringens knæfald for landets historiske arvefjende i nord. Demonstrationernes emne var et lovforslag om at åbne tre nye udviklingszoner: den ene af disse i Quang Ninh-provinsen, der grænser op til Kina. Lovforslaget skulle gøre det muligt at udleje landarealer til industriformål i 99 år, hvor den hidtidige tidsgrænse i Vietnams øvrige 18 udviklingszoner er 70 år.

Markeds-leninister

Både Kina og Vietnam repræsenterer økonomiske udviklingsmodeller, som kan kaldes for ’markeds-leninistiske’ med magten koncentreret i et enkelt parti- og statsapparat og med en stærkt reguleret kapitalisme. Begge landes økonomiske udvikling har mindelser om den strategi, der blev fulgt af Taiwan i diktaturtiden under præsident Chiang Kai-sheks Nationalistparti KMT.  

Den kinesisk-vietnamesiske normalisering tog otte år og førte i december 1999 til underskrivelse af en  traktat om grænsedragning på land. Denne blev ledsaget af en såkaldt ’16 gyldne ord’-erklæring, der fremhævede ’langsigtet stabilitet, venskabeligt naboskab og omfattende samarbejde’. Året efter pointerede den kinesiske leder Jiang Zemin, at formuleringen indebar, at parterne havde lagt fortidens stridigheder bag sig. Denne øvelse i forglemmelse og fortrængning har prominente vietnamesiske personligheder ikke haft det nemt med. I 2013 lød det fra den tidligere leder af en forskningsenhed under ministeriet for sikkerhed, generalmajor Le Van Cuong, således:

’Tusinder mistede livet for at beskytte vores land i nord. Hvorfor har vi ikke de rigtige ord for dem? Vi kan ikke udskyde dette, heller ikke have et vagt synspunkt eller helt ignorere dette historiske anliggende’. Generalmajoren fandt det urimeligt, at 1979-krigen blev ignoreret i den officielle historieskrivning.

Alle modsætninger til trods er der meget, der forener de to fortrolige og kulturelt nært forbundne modstandere. I sammenligning med udviklingslande, der forsøger sig med vestligt inspirerede demokratiske systemer, har regeringerne i Hanoi og Beijing gjort markante fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom. Dermed har begge etpartisystemer fundet solide argumenter for ikke at indføre systemer, der bygger på principperne om én mand, én stemme, mindst to partier, forfatningssikrede frihedsrettigheder og dertil hørende uafhængige medier, civilsamfund og domstole.

Hvor koldkrigslogikken og de ideologiske modsætninger er lagt på hylden, er traditionel geopolitik og dens faste ledsagere – økonomiske og territoriale interessesfærer – rykket ind. Spørgsmålet for Vietnams ledere er, hvorledes de bedst navigerer over for en nordlig nabo, der for længst er blevet en økonomisk supermagt. Kort sagt: Er Kinas økonomiske mirakel ensbetydende med Vietnams politiske mareridt?

Geografi er skæbne, lyder et kendt dictum. Overført på Vietnams udfordringer i klodens mest dynamiske region er det rimeligt at formulere Vietnams dilemmaer således: relationerne til giganten i nord vil altid være en kombination af velsignelser og forbandelser. Førstnævnte, fordi den østasiatiske økonomiske udviklingsmodel har udløst et kolossalt potentiale; sidstnævnte, fordi beslutningstagerne i Hanoi må opleve sig som værende underdanige og inferiøre, når Kina håndhæver sine kerneinteresser.

Med Kinas status som vigtigste handelspartner for et flertal af verdens lande har Vietnam måttet indordne sig realiteter, ingen havde set for sig, dengang krigen i 1979 blev udkæmpet. Den status som partnerland i BRICS-gruppen, som Vietnam fik i 2025, fremstår som et acceptabelt alternativ til at blive en del af den af Kina initierede Belt and Road-gruppe, af mange beskrevet som historiens største og mest ambitiøse infrastrukturprojekt.

Hen over et lille halvt århundrede var det Vietnams økonomiske forarmelse i 1980’erne, der gjorde en forsoning med Kina til en nødvendighed. Daværende partichef Nguyen Van Linh blev manden, der gennemtrumfede en kinesisk-inspireret reformpolitik på en skelsættende partikongres i slutningen af 1986. Presset af en faldende sovjetisk bistand, militær og civil, trak han de vietnamesiske militære styrker ud af Cambodja i 1989 og rejste året efter i hemmelighed til Beijing og forhandlede normaliseringens betingelser med Kinas dengang nyligt tiltrådte partichef Jiang Zemin.

Et af de kinesiske krav handlede dengang om at få udrenset den udenrigsminister, Nguyen Co Thach, der havde været Hanois internationale talsperson siden konflikten om Cambodja 1979-1991. Den Kina-fjendtlige Thach havde været blandt systemets topdiplomater siden Paris-forhandlingerne 1968-73. Beijing fik sin vilje, for ud røg denne veteran, der med sin charme og joviale retorik havde været et fascinerende bekendtskab for mange diplomater og besøgende vestlige mediefolk. Thach døde i 1998 i en alder af 76.

Sydøstasiens fremtid – og Taiwans

Den lille drages oprør mod den store havde fået sit forudsigelige udfald, og etableringen af et forandret magthierarki i Sydøstasien skulle realiseres. Hanois strateger havde ikke råd til at unddrage sig den økonomiske dynamik, der i de følgende årtier løftede millioner af østasiater ud af fattigdom. Nguyen Van Linh fratrådte som partichef i 1991 og efterlod sit land i en relativt gunstig position som en klassisk østasiatisk udviklingsstat, et af de ’flyvende gæs’, som den japanske økonom Kaname Akamatsu havde beskrevet med forbløffende præcision i 1936. Linh døde i 1998 i en alder af 82.

Ikke siden de tidlige måneder af 1979 har der været en krig mellem stater i Øst- og Sydøstasien. Sammenlignet med tilstandene i Mellemøsten og et revanchistisk Ruslands pres på Ukraine og dermed Centraleuropa er Sydøstasien i 2020’erne en oase af stabilitet, vækst og voksende velstand. Et eksempel illustrerer dynamikken: en europæisk ambassadør i Hanoi kunne i sommeren 2025 sætte tal på, hvor mange ugentlige flyvninger der er mellem Sydkorea og Vietnam: omkring et tusinde, hvoraf to tredjedele var fragtfly. Forklaringen hedder Samsung, den koreanske elektronikgigant, der i Vietnam beskæftiger ca. 125.000.

Det overordnede motiv bag Kinas bestræbelser på at indgå aftaler med sine sydøstasiatiske naboer er at stabilisere regionen for at skabe betingelserne for en fredelig genforening med Taiwan og dermed få lukket det sidste kapitel i den borgerkrig, der ikke fandt sin afslutning med de kinesiske nationalisters flugt til den tidligere japanske koloni i 1949. USA’s rolle i regionen skal søges reduceret til at opretholde fungerende magtbalancer og holde Nordkorea inddæmmet og dermed sikre, at en kinesisk genforening med Taiwan bliver forhandlet og fredelig.

_{Flemming Ytzen (f. 1952) er redaktør emeritus med 28 års fortid på dagbladet Politiken. Forfatter til flere bøger om asiatiske lande, herunder ’Supermagten Kina – mirakel eller mareridt’ (2008). I dag er han underviser og foredragsholder om historiske emner hos FOF.}

Læs mere om Sinolytica her og find alle vores udgivelser her.

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.

The post Sinolytica Perspektiv – Kina og Vietnam: de fortroligste arvefjender first appeared on Sinolytica.

Mads Vesterager Nielsen

Partner & medstifter, Sinolytica

Casper Wichmann

Partner & medstifter, Sinolytica

Johan Anton Knudsen

Research assistent, Sinolytica

Forord

Kinas 15. femårsplan (2026-2030) (15FYP) markerer begyndelsen på næste fase af Kinas vej op i de globale værdikæder. Planen, der blev godkendt i marts 2026, har fokus på avanceret produktion, grøn teknologi, kunstig intelligens (AI), biotech og styrkede forsyningskæder, og opstiller samtidigt langsigtede strategiske mål frem mod 2035. Parallelt med det ventes kinesisk vækst i stigende grad at bero på eksport og industriel kapacitetsudbygning, mens man fra Beijing forsøger at accelerere forbruget i Kina. Det medfører en øget konkurrence på globale markeder i netop de sektorer, Danmark og Europa ser som fremtidens vækstmotorer.

Mens det første “Kina-chok” primært ramte tekstil-, møbel- og basisindustrien, hvor store dele af produktionen blev flyttet til Asien i 1990’erne og 2000’erne, vil et Kina-chok 2.0 – den nye fase med hastig ekspansion af kinesisk eksport – i højere grad rette sig mod højteknologiske industrier, herunder grøn industri, life science og fremstillingsindustrien. EU-Kommissionen har skarpt fokus på konsekvenserne af denne udvikling for virksomheder, arbejdspladser og konkurrenceevne. Den 18. juni samledes EU’s stats- og regeringschefer til et topmøde med EU-Kommissionsformanden, som blev beskikket et mandat til at forhandle med Beijing og desuden afsøge muligheden for at opbygge stærkere industri- og handelspolitiske værn mod øget statsstøttet konkurrence, industriel overkapacitet og dumping. Særligt Tyskland vurderes at være blandt de mest eksponerede økonomier, hvor stigende kinesisk konkurrence allerede påvirker centrale industrier som bilproduktion, fremstillingsindustrien, grøn teknologi og avanceret produktion. Ifølge analyser fra Centre for European Reform (CER) har Tyskland siden eksportboomet mod Kina toppede i 2021, potentielt mistet over 400.000 arbejdspladser relateret til faldende kinesisk efterspørgsel og stigende konkurrence samtidig med, at udviklingen lægger pres på tysk industriproduktion og BNP-vækst. 

For Danmark er udviklingen slet ikke irrelevant. Dansk økonomi er lille, åben og stærkt eksportdrevet. I 2025 udgjorde dansk eksport 70 pct. af BNP, og omkring én million danske arbejdspladser er knyttet til eksport. Dansk erhvervsliv er imidlertid også koncentreret omkring få globale styrkepositioner inden for grøn industri, life science, industriel teknologi og global handel — netop områder, hvor Kina nu accelererer det industripolitiske fokus. 

I 2016 kategoriserede den tyske tænketank MERICS, Danmark som middel-eksponeret over for prioriteringsområderne i Made in China 2025 (MIC2025) – en central handlingsplan i Kinas industripolitik. Danmark har hidtil ikke været eksponeret i samme grad som Tyskland, grundet få, stærke eksportdrevne og højproduktive områder, hvor Kina endnu ikke har indhentet Europa. Disse risikerer dog nu at blive udfordret både på pris og kvalitet af kinesiske alternativer, som følge af landets fortsatte industripolitiske fokus og strategier for at komme højere op i de globale værdikæder inden for en række sektorer og produkter. 

På 10 år har verden ændret sig betydeligt, og Kina har accelereret sin teknologiske og industrielle opbygning markant. Flere analyser vurderer, at størstedelen af målsætningerne i første fase af MIC2025 i dag er helt eller delvist opnået inden for centrale sektorer som elbiler, batterier, life science og grøn energi. Tænketanken Australian Strategic Policy Institute (ASPI) vurderer i 2026, at Kina er globalt førende inden for 69 ud af 74 kritiske teknologier målt på forskningsgennemslagskraft. Kinas fremgang på disse områder ses i dag gennem stigende konkurrence fra kinesiske virksomheder – både i og uden for det kinesiske marked –, øget afhængighed af kinesiske leverandører på udvalgte områder og en voksende kinesisk tilstedeværelse i globale værdikæder. 

Kina er samtidig i stigende grad centrum for global industriel produktion. I 2023 stod landet for omkring 35 pct. af verdens samlede industriproduktion, mens fremskrivninger fra UNIDO peger på, at andelen kan stige til 45 pct. frem mod 2030. Det vil markant forskyde globale konkurrenceforhold inden for flere af de sektorer, hvor danske industrier står stærkt i dag. 

Denne analyse undersøger derfor, i hvilket omfang Danmarks største internationale virksomheders erhvervsområder overlapper med de sektorer, hvor Kina ventes at accelerere investeringer, eksport, teknologisk opgradering og global kapacitetsopbygning frem mod 2030 og 2035.

Fremgangsmåde og analyse

Analysen bygger på en kvalitativ screening af de 30 største danske multinationale selskaber på Børsens Top 1000 liste (se tabel 1), hvor virksomhedernes forretningsområder er sammenholdt med eksponeringsgrad i forhold til de strategiske fokusområder i 15FYP. For hvert selskab er der foretaget en kvalitativ vurdering af, i hvilket omfang kerneforretningen er eksponeret over for kinesiske prioriteringer. Det vil sige, i hvilken grad, at virksomhedens produkter, aktiviteter, værdi- og forsyningskæder forventes at blive påvirket på den ene eller anden måde af det kinesiske lederskabs satsningsområder. 

På den baggrund er selskaberne kategoriseret efter høj, mellem eller lav grad af strategisk eksponering. Høj eksponering betyder, at virksomheden vurderes at have en betydelig risiko for at kunne blive negativt påvirket af stigende kinesisk konkurrenceevne og ændringer i de globale værdikæder inden for sektoren over de næste 5-10 år. I et worst-case scenarie, uden politisk fokus og aktiv strategisk støtte, investeringer eller industripolitiske tiltag fra Danmark og EU, kan det føre til tab af konkurrenceevne, markedsandele og arbejdspladser.

Vurderingen tager samtidig højde for, at fokus for kinesisk vækst, som tidligere nævnt, i stigende grad forventes at basere sig på særligt øget eksport og yderligere industriel kapacitet. Svag indenlandsk efterspørgsel, en høj opsparingsrate samt betydelig overkapacitet i dele af industrien betyder, at Kina i stigende grad er afhængig af at afsætte sine produkter på globale markeder (se faktaboks 1 og 2) for at holde gang i den økonomiske vækst. Dette øger kinesiske virksomheders globale tilstedeværelse og skærper konkurrencen for danske virksomheder.

Hvilke industrier er mest udsatte?

Som nævnt indledningsvis er life science, grøn teknologi og industriel teknologi de mest eksponerede danske styrkepositioner over for et muligt Kina-chok 2.0. Fælles for sektorerne er, at de udgør centrale vækst- og eksportmotorer for Danmark. De er samtidig blandt de højest prioriterede områder i 15FYP. Bliver danske virksomheder inden for disse sektorer ramt negativt af den øgede konkurrence fra Kina, vil det selvsagt få konsekvenser for dansk vækst og arbejdspladser.

Life science
Life science, der stod for omkring 50 pct. af dansk økonomisk vækst i 2025, vurderes som et af de mest strategisk udsatte områder. Sektoren bidrog alene med omkring 1,2 procentpoint til dansk BNP-vækst i 2025, mens lægemidler udgjorde 19,5 pct. af den samlede danske vareeksport svarende til 191 mia. kr. Næsten hver femte danske eksportkrone kommer således i dag fra lægemidler. 

Samtidig gennemgår Kina i disse år et markant skifte fra at være verdens produktionshub for generiske lægemidler og aktive farmaceutiske ingredienser til i stigende grad at blive en global innovationskraft inden for life science. Kina står i dag for omkring 16 pct. af verdens high-impact life science-publikationer, 29 pct. af globale kliniske forsøg og omkring 30 pct. af verdens førende life science-talenter. Analyser vurderer samtidig, at kinesiske virksomheder nu står bag næsten 30 pct. af den globale pipeline for innovative lægemidler, mens mere end 30 pct. af verdens biotech-patenter i dag har kinesisk ophav. Værdien af lægemidler licenseret fra kinesiske virksomheder til vestlige medicinalselskaber vurderes allerede at nærme sig 50 mia. USD. Kina prioriterer allerede nu et ryk væk fra licensmodellen, hvor fokus nu bliver på at kommercialisere inden for det kinesiske marked først. Det vil igen sætte yderligere pres på udenlandske life science-virksomheder.

Udviklingen er resultatet af mere end et årtis målrettede investeringer i biotech, forskning, kliniske forsøg og talentudvikling gennem initiativer som MIC 2025, Healthy China 2030 (健康中国2030) og femårsplanerne. I 15FYP prioriteres blandt andet genredigering, præcisionsmedicin, celleprogrammering, avancerede biologiske lægemidler, organoider, organ-on-a-chip-teknologier, biofabrikation og bioingeniørsoftware – teknologier, der forventes at spille en central rolle i fremtidens sundheds- og life science-industri.

Virksomheder som Novo Nordisk, Coloplast, Lundbeck, Novonesis og Demant opererer alle i områder, hvor Kina investerer massivt i forskning, produktion, kliniske kapaciteter og international skalering. Samtidig bevæger kinesiske virksomheder sig hurtigt op i værdikæden inden for blandt andet onkologi, immunologi, celleterapi og avancerede biologiske lægemidler. I 2023 vakte det international opsigt, at det kinesiske biotech-selskab Akeso (康方生物) i udvalgte kliniske forsøg leverede resultater, der overgik Mercks kræftmedicin Keytruda, verdens bedst sælgende lægemiddel og et symbol på den vestlige medicinalindustris globale styrke. Analytikere har siden beskrevet begivenheden som et Sputnik- eller “DeepSeek-øjeblik“– for kinesisk biotech. 

Udviklingen sker samtidig med, at lægemidler med en samlet global omsætning på omkring 300 mia. dollar forventes at miste patentbeskyttelse frem mod 2030. Kombinationen af massive kinesiske investeringer, voksende forskningskapacitet og omfattende patentudløb betyder, at et stigende antal kinesiske virksomheder forventes at kunne konkurrere med vestlige virksomheder på teknologi, kvalitet, udviklingshastighed og pris. 

Af disse grunde vurderes life science-sektoren samlet set som en af de mest strategisk eksponerede danske styrkepositioner over for et muligt Kina-chok 2.0, hvor kinesiske virksomheder vil udfordre vestlige life science-virksomheder på sigt. 

Grøn teknologi
Grøn teknologi og energiinfrastruktur udgør ligeledes en af Danmarks vigtigste eksportstyrkepositioner, men er også et område, hvor Kina allerede har opnået en betydelig global markedsposition. Vestens sanktioner på russisk olie og gas, som følge af krigen i Ukraine, har gjort importen af selvsamme råvarer billigere for Kina, men uforudsigeligheden på de globale energimarkeder har samtidigt gjort ledelsen i Beijing endnu mere stålsatte på at mindske afhængigheder af udenlandske energileverandører. Opskriften på uafhængighed er vedvarende energikilder og grønne teknologiløsninger, som Beijing ønsker skal udvikles, produceres og kontrolleres af kinesiske virksomheder. I 2025 eksporterede Kina for 165 mia. USD i grøn energiteknologi svarende til 50 pct. af global handel (ekskl. intra-EU handel). Situationen i Hormuzstrædet har kun forstærket behovet, ikke kun i Kina, men også i tredjelande, der ønsker at opnå en højere grad af energiuafhængighed, hvilket har øget efterspørgslen på bl.a. kinesiske solpaneler, vindmøller, batterier og elbiler. 

I forbindelse med ovenstående havde Kina i 2025 en installeret vindkapacitet på 640,5 gigawatt (GW) mod 161,2 GW i USA og 77,7 GW i Tyskland. Solenergikapaciteten var næsten dobbelt så stor med 1201,7 GW. Samlet set investerede Kina for intet mindre end 627 mia. USD i vedvarende energi i 2025 og grønne teknologier udgør desuden nu mere end 10 pct. af Kinas BNP. De store satsninger inden for vedvarende energi kommer desuden til udtryk ved, at flere kinesiske vindmølleproducenter i de seneste år er stormet frem og allerede nu producerer betydeligt mere kapacitet end industriledere som Vestas. Samtidigt dominerer kinesiske virksomheder store dele af den globale værdikæde inden for batterier, solenergi, energiinfrastruktur og kritiske råmaterialer.

På det kinesiske marked er de vestlige sol- og vindproducenter blevet udkonkurreret af deres kinesiske konkurrenter med staten i ryggen. I takt med, at kinesiske producenter og energiselskaber bliver prioriteret og rykker op ad værdikæderne, betyder det også, at de i stigende grad vil være en global faktor. Et selskab som Ørsted vil skulle forholde sig til både kinesisk producerede energikilder, men også konkurrence på verdensmarkedet fra selskaber som CHN Energy Investment Group. 

Samtidigt er både europæiske forbrugere af og producenter inden for grøn teknologi dybt afhængige af kinesiske leverandører – et andet vigtigt aspekt af Kina-chok 2.0. I et policy brief fra European University Institute påpeges, hvordan Kina står for at levere 98 pct. af solpaneler, 88 pct. af lithium-ion-batterier, 90 pct. af invertere og 93 pct. af neodym-magneter (som bl.a. indgår i vindturbiner) som importeres til EU. Trods straftold på flere forskellige kinesiske elbilsproducenter er eksporten fra Kina til EU steget med 82 pct. i første kvartal af 2026, mens plug-in hybrider, der ikke blev underlagt samme foranstaltninger, har oplevet en vækst på 1.443 pct. siden første kvartal af 2024. Kinas villighed til at bruge kritiske råstoffer, herunder sjældne jordartsmetaller, som forhandlingskort har betydet, at europæiske producenter af bl.a. elbiler og vindturbiner har måttet nedskalere produktionen, fordi eksportkontrol og -licenser har gjort dem mindre konkurrencedygtige på omkostningerne. 

Virksomheder som Vestas, Ørsted, NKT, Danfoss og Grundfos er derfor eksponeret mod stigende kinesisk konkurrence, særligt på markedet i Kina men i stigende grad også på tredjemarkeder i det globale syd. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med Kinas greb om udvindingen og bearbejdningen af et stort antal kritiske råstoffer, som er essentielle for produktionen af flere grønne løsninger, og derfor anser vi danske aktører, der opererer inden for grøn teknologi og i cleantech-sektoren, som højt eksponerede over for Kina-chok 2.0

Industriproduktion
Industriel teknologi og avanceret produktion er et tredje nøgleområde, der er højt eksponeret. Kina stod i 2023 for 28 pct. af den globale værditilvækst i fremstillingsindustrien — svarende til 4,66 billioner USD. Dermed oversteg Kinas industrisektor de tre næststørste industrinationer – USA, Japan og Tyskland – tilsammen. Målt på den samlede industriproduktion er andelen endnu højere, omkring 35 pct., som tidligere nævnt. Kina forventes at øge sin andel yderligere frem mod 2030. Samtidig svarer 75 pct. af adspurgte europæiske virksomheder i Kina i EU-handelskammerets seneste business confidence survey, at kinesisk produktion i dag er mere effektiv end andre steder i verden.

15FYP udpeger eksplicit industrielle værktøjsmaskiner som et område, hvor Kina vil opnå selvforsyning og teknologisk gennembrud. Det er et område, kineserne hidtil har været udfordret på, men hvor satsningen nu er erklæret strategisk. Maskinværktøj indgår blandt de sektorer, hvor 15FYP indsætter flere politiske og strategiske tiltag for at lukke det teknologiske efterslæb. 

Der sker nu en massiv kinesisk investering i automation, robotteknologi, CNC-maskiner og avanceret fremstilling for at bevæge sig op i værdikæden. I 2024 var Kina med længder det største marked for industrirobotter med 54 pct. af globale installationer. De seneste tal viser endvidere, at der blev installeret 295.000 robotter i Kina det år, hvilket er det højeste antal nogensinde registreret. Samtidig var det første gang, at kinesiske leverandører solgte flere robotter på hjemmemarkedet end de udenlandske, hvor markedsandelen steg til 57 pct. sidste år.

Det rammer direkte ind i områder, hvor danske virksomheder som Danfoss, Grundfos, Schouw & Co. og en lang række specialiserede underleverandører historisk har haft stærke globale førerpositioner. 

Kinesisk eksport af centrale maskiner og industrielle komponenter er vokset hastigt siden 2020 og er i mange tilfælde fordoblet eller tredoblet sammenlignet med tysk eksport inden for de samme produktkategorier målt på eksportvolumen. Dette gør sig især gældende inden for kritiske maskinprodukter, der udgør fundamentet for industriel produktion verden over.

Vi vurderer derfor også disse virksomheder som højt eksponerede over for Kinas satsninger frem mod 2030 og 2035 både over for direkte kinesisk konkurrence, men også i kraft af eksportmarkeder i EU og globalt. 

Kina satser desuden også på opgradering af fødevare- og landbrugsteknologi, der også må forventes at ramme europæiske producenter og distributører. Selvom det ikke for indeværende direkte rammer danske producenter, er det alligevel et område, som man fra dansk side også skal holde et vågent øje med. Vi har derfor vurderet, at virksomheder som DLG, Danish Crown og Danish Agro er mellem-eksponeret grundet stigende global afhængighed af kinesiske forsynings- og værdikæder både inden for et stadig større antal produkter, heriblandt sjældne jordarter, men også som følge af stigende grad af kinesisk selvforsyning.

Shipping- og detailsektoren
Shipping og globale forsyningskæder er mindre udsat for direkte industriel konkurrence med Kina, men i høj grad eksponeret over for landets voksende kontrol over den maritime økonomi. I første kvartal 2026 stod Kina for 57,3 pct. af globale skibsleverancer, 84,9 pct. af alle nye skibsordrer og 69,8 pct. af den globale ordrebeholdning. Samtidig håndterer kinesiske aktører omkring en fjerdedel af verdens containerhandel. Virksomheder som Maersk, DFDS, Norden, Monjasa og USTC eksponeres derfor primært gennem ændrede handelsstrømme, geopolitik og Kinas voksende rolle i globale logistikkæder. 

Fødevare-, detail- og designvirksomheder vurderes generelt mindre direkte eksponerede, men påvirkes gennem øget kinesisk selvforsyning, ændrede forbrugsmønstre og globale forsyningskæder. For eksempel har Kinas faldende import af svinekød allerede bidraget til pres på europæiske producenter som Danish Crown, mens virksomheder som LEGO, Bestseller, Pandora og Jysk primært er eksponeret gennem sourcing, e-handel og udviklingen i kinesisk efterspørgsel.

Hvad betyder Kina-chok 2.0 for Danmark?

Kina-chok 2.0 rejser ikke alene spørgsmål om handel og konkurrencekraft, men om Europas og Danmarks fremtidige industrielle positionering i globale værdikæder og den globale økonomi. Det centrale risikoscenarie er, at dele af dansk og europæisk industri både på kort og længere sigt kan opleve en udvikling tilsvarende den, der i disse år præger den tyske bilindustri. Det kan sågar føre til decideret deindustrialisering. Her udfordres europæiske kerneindustrier af kinesiske virksomheder med adgang til massiv skala, statsstøtte, hurtig innovation og voksende kontrol over værdi- og forsyningskæder. Samtidigt har både politikere og industrien i Tyskland ignoreret faresignaler og derfor ikke formået at omstille sig i tide. I år vurderes det, at Tyskland taber omkring 10.000 arbejdspladser om måneden samt har et handelsunderskud med Kina, der har nået 90 milliarder euro. Flere analyser peger samtidig på, at udviklingen allerede lægger pres på tysk beskæftigelse og BNP-vækst. Goldman Sachs vurderer eksempelvis, at stigende kinesisk eksportkonkurrence kan påvirke andre højteknologiske producenter, heriblandt i mange europæiske lande, negativt med 0,1-0,3 procentpoint på væksten i de kommende år, og isoleret kan reducere tysk vækst med omkring 0,2-0,3 procentpoint årligt frem mod 2029.

Det er ikke udelukkende eksponering på det kinesiske marked, men i stigende grad også globalt. Udviklingen fra den tyske bilindustri har vist, at konkurrencen først opstod i Kina, dernæst på verdensmarkedet, her hovedsageligt på det europæiske marked. Bilindustrien har ikke formået at omstille sig til de nye realiteter, hvormed hverken Tyskland eller EU har kunnet yde meningsfuld støtte. Danske virksomheder kan dermed blive påvirket parallelt gennem øget konkurrence fra Kina. Det gælder ikke kun på det kinesiske marked, men i lige så høj grad på fremtidens vækstmarkeder i Det Globale Syd og på det europæiske marked. Det gælder også det øgede kinesiske konkurrencepress på Tyskland — ét af Danmarks vigtigste eksportmarkeder og industrielle partner, der årligt aftager danske varer og tjenester for over 260 milliarder kroner, og i 2023 stod for omkring 13 pct. af dansk eksport. Omkring 10.000 danske virksomheder sælger til Tyskland, og det estimeres, at op mod 100.000 danske job er direkte berørt af Tyskland og landets økonomi. På den måde rammes danske virksomheder også af konsekvenserne på det tyske marked af Kina-chok 2.0.

For Danmark er udfordringen særlig, fordi dansk økonomi i høj grad er bygget op omkring et relativt lille antal globale styrkepositioner. Hvor større økonomier som USA og Kina er mere diversificerede, er dansk vækst, eksport og produktivitet i stigende grad koncentreret omkring få sektorer og virksomheder. Hvis konkurrencepresset fra Kina for alvor rammer områder som life science, grøn teknologi og industriel teknologi i takt med at økonomien bliver mere kompleks, vil konsekvenserne derfor kunne mærkes bredt i dansk økonomi.

Samtidig risikerer effekterne at række langt ud over de største virksomheder. Mange danske SMV’er fungerer som underleverandører til større danske og europæiske industrivirksomheder og er dybt integreret i internationale værdikæder. De kan derfor blive påvirket både direkte af stigende kinesisk konkurrence – især gennem little giants-programmet – og indirekte gennem svækket tysk industri, lavere europæisk efterspørgsel og ændrede globale handelsmønstre. Konsekvenserne vil i så fald ikke alene ramme eksporten, men også lokale arbejdsmarkeder, erhvervsklynger og kommunale skatteindtægter.

Udviklingen rejser samtidig en række strategiske spørgsmål for Danmark. Hvor ønsker vi at være konkurrencedygtige om 10, 20 eller 30 år? Hvilke teknologier og industrier skal betragtes som strategiske? Og hvor er Danmark villig til at investere langsigtet for at opbygge nye styrkepositioner? Hvis Kina fortsætter sin fremgang inden for områder som grøn teknologi, life science, kunstig intelligens, robotteknologi, kvanteteknologi og avanceret produktion, bliver det stadig vigtigere at prioritere, hvor danske ressourcer koncentreres. Endvidere bliver det endnu vigtigere at forstå Kinas strategiske satsninger, styrkepositioner, men også svagheder, så man kan forholde sig strategisk klogt til dem fra dansk side. 

Det rejser også spørgsmålet om statens rolle. I disse år anvender både Kina, USA, og i stigende grad Canada, omfattende industripolitiske virkemidler for at understøtte strategiske sektorer. Danmark har traditionelt haft en mere markedsbaseret tilgang. Fremadrettet kan det blive nødvendigt at diskutere, om staten skal spille en mere aktiv rolle gennem strategiske investeringer, offentlig medfinansiering eller endda etableringen af en egentlig dansk konkurrencekraftsfond med fokus på fremtidens teknologier og industrielle styrkepositioner.

Samtidig bliver Danmark nødt til at afklare, hvordan relationen til Kina skal udvikle sig. På hvilke områder ønsker Danmark fortsat at samarbejde tæt med Kina? Hvor skal markeder, investeringer og forskningssamarbejder styrkes? Og hvor vurderes strategiske afhængigheder at være så kritiske, at større robusthed eller europæiske alternativer bør opbygges? Kina er fortsat en afgørende handelspartner og innovationsaktør, men udviklingen gør det nødvendigt med en mere bevidst og strategisk tilgang til samarbejdet.

Endelig peger udviklingen på et behov for en markant styrkelse af Kina-kompetencerne i Danmark. Virksomheder, myndigheder, investorer og uddannelsesinstitutioner får i stigende grad behov for at forstå kinesisk teknologiudvikling, industripolitik og markedsdynamikker. Samtidig vil investeringer i forskning, uddannelse, innovation og talentudvikling være afgørende, hvis Danmark fortsat skal kunne konkurrere på viden, teknologi og høj produktivitet frem for størrelse og skala.

Udviklingen peger samtidig på et voksende behov for europæisk industripolitik og strategisk prioritering, jf. Draghi-rapporten. Flere lande diskuterer allerede nødvendigheden af at styrke industrielle kapaciteter inden for blandt andet batterier, grøn teknologi, AI, life science og kritisk infrastruktur. Det indebærer vanskelige politiske prioriteringer om, hvilke sektorer Europa og Danmark strategisk ønsker at opbygge eller beskytte. Måske skal man endda udpege konkrete virksomheder som ‘European Champions’, i tråd med hvad man har set i Kina. Under alle omstændigheder kan det blive nødvendigt med en mere bevidst europæisk arbejdsdeling, hvor ressourcerne koncentreres omkring strategiske værdikæder, og hvor enkelte medlemslande kan specialisere sig i forskellige led af produktionen og sammen opnå global skalering (Tænk eksempelvis på Airbus, som i dag er den eneste reelle konkurrent til Boeing i luftfartsindustrien, efter at Frankrig, Vesttyskland, UK og Spanien i 1960’erne og 1970’erne besluttede at samle ressourcer i et tværeuropæisk konsortium). 

Samtidig vil fremtidens konkurrencebillede i stigende grad handle om geografi og økonomiske blokke, teknologiske alliancer samt robuste værdikæder. EU får behov for et styrket samarbejde med andre liberale demokratier som Storbritannien, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand, mens relationer til USA, Afrika, Indien og Kina fortsat vil være afgørende for global samhandel, teknologiudvikling og økonomisk vækst. 

Udviklingen bør derfor ikke forstås som et spørgsmål om afkobling, men nærmere som en gradvis kalibrering af relationen mellem Europa, Danmark og Kina i en stigende geopolitisk og konkurrencepræget global økonomi. Udfordringen bliver at slå den rette balance an mellem åbenhed, samarbejde, konkurrenceevne og strategisk robusthed, samtidig med et styrket sammenhold mellem medlemslandene i EU. Hvis denne balance ikke findes, risikerer udviklingen ikke alene at føre til stigende protektionisme i Europa og USA, men også til et mere fragmenteret og mindre stabilt globalt handelssystem. Det kan på længere sigt også få negative konsekvenser for Kina selv, da man med den franske præsidents ord “slår sine egne kunder ihjel”, hvilket vil medføre yderligere global ustabilitet.

Policy-anbefalinger: Hvordan bør Danmark reagere?

Dansk og europæisk konkurrencekraft skal tilbage på dagsordenen
Kina-chok 2.0 er først og fremmest en udfordring på konkurrenceevnen. Virksomheder bør gennemføre strategiske analyser af deres eksponering mod de sektorer og teknologier, som Kina prioriterer gennem den 15. femårsplan. Både her og nu og frem mod 2030 og 2035. For Danmark og Europa som helhed er udfordringen bredere: Hvis ikke produktivitet, innovation og industriel konkurrencekraft styrkes markant i de kommende år, risikerer flere af Europas nuværende styrkepositioner gradvist at blive udfordret af kinesiske virksomheder. Erfaringerne fra den tyske bilindustri viser, at tidlige faresignaler bliver dyre at ignorere.

Udarbejd en langsigtet strategi for Kina
Kina vil fortsat være et af verdens vigtigste markeder, produktionsøkonomier og innovationscentre. Målet bør derfor ikke være afkobling, men en mere strategisk relation. Danmark bør reducere kritiske afhængigheder og beskytte særligt følsomme teknologier, samtidig med at samarbejdet styrkes inden for områder som klima, sundhed, forskning og handel. Udfordringen bliver at definere, hvor Danmark ønsker større robusthed, og hvor øget samarbejde fortsat skaber værdi. Dette vil også kræve, at vi investerer i at hæve vidensniveauet om Kina i Danmark, så vi konstant kan være på forkant med, hvad der prioriteres i Beijing, og hvordan (industri)politik implementeres for blot at nævne et par vigtige emne.

Prioritér fremtidens strategiske teknologier
Europa vil ikke kunne være globalt førende inden for alle teknologier. Derfor bliver det nødvendigt at foretage hårde prioriteringer. Danmark og Europa bør koncentrere investeringer, forskning og kapital omkring områder med størst strategisk betydning, herunder kunstig intelligens, kvanteteknologi, robotteknologi og automation, biotech og biosolutions, avancerede materialer, energilagring, Power-to-X samt næste generations energiinfrastruktur. Diskussionen om industrielle vindere og tabere bliver vanskelig, men nødvendig.

Mobilisér kapital og industripolitik i større skala
Kina, USA og i stigende grad Canada anvender aktiv industripolitik og betydelig offentlig kapital til at understøtte strategiske industrier. Danmark og Europa bør være åbne over for lignende virkemidler. Det kan omfatte stærkere kapitalmarkeder, bedre adgang til vækstkapital, offentlige investeringsfonde og mere målrettede investeringer i forskning, opskalering og industriel produktion. Muligheden for at etablere en dansk eller nordisk konkurrencekraftsfond med fokus på fremtidens teknologier bør undersøges nærmere.

Styrk Europas indre marked og samarbejdet med strategiske partnere
Mange af udfordringerne kan ikke alene løses nationalt. Derfor bør Danmark arbejde for dybere europæisk integration inden for energi, kapitalmarkeder, teknologi og industripolitik. Samtidig bør samarbejdet styrkes med ligesindede økonomier som Storbritannien, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand. Fremtidens konkurrence vil i stigende grad stå mellem økonomiske blokke og teknologiske økosystemer snarere end mellem enkeltlande. For et lille og eksportafhængigt land som Danmark bliver stærke partnerskaber derfor en central del af svaret på Kina-chok 2.0.

Konklusion

Denne analyse viser, at omkring 30 pct. af Danmarks 30 største virksomheder vurderes at være højt eksponerede over for et muligt Kina-chok 2.0 og Kinas langsigtede industrielle satsninger under den 15. femårsplan. Den næste globale konkurrencebølge retter sig ikke mod traditionelle lavprissektorer, men mod life science, grøn teknologi, industriel teknologi, automation og avanceret produktion, præcis de sektorer, der driver dansk eksport, produktivitet og fremtidig vækst. 

Danmark er samtidig mere eksponeret, end mange tror. Dansk økonomi er koncentreret omkring få globale eksportvirksomheder og industriklynger, mens virksomheder som Novo Nordisk, Vestas, Danfoss, Ørsted, Grundfos, NKT, Novonesis, Coloplast og Siemens Gamesa alle opererer i sektorer, hvor Kina investerer massivt og strategisk for at opnå førende globale markedspositioner. Flere af de mekanismer, der i disse år udfordrer den tyske bilindustri, begynder allerede at kunne spores inden for dele af grøn teknologi og avanceret industri. 

Eksponeringen handler samtidig ikke alene om udfordringerne på det kinesiske marked. Danske virksomheder kan blive presset parallelt på verdensmarkedet og i Europa, hvor man direkte og indirekte kan blive påvirket gennem svækket tysk industri og europæiske værdikæder. Kombinationen af kinesisk overkapacitet, statsstøtte, hurtigere opskalering og stigende eksportpres kan dermed udfordre danske styrkepositioner på flere markeder samtidigt.

I et scenarie, hvor kinesiske virksomheder opnår markante globale markedsandele inden for grøn teknologi, life science, industriel teknologi og avanceret produktion, kan konsekvenserne for dansk økonomi blive mærkbare. De virksomheder og sektorer, der i denne analyse vurderes som højt- eller mellem-eksponerede, udgør tilsammen en væsentlig del af dansk eksport, produktivitet og privat beskæftigelse. I et worst-case scenarie kan udviklingen potentielt føre til tab af arbejdspladser inden for industrier, der i dag beskæftiger hundredtusindvis af arbejdspladser, særligt hvis både danske virksomheder og centrale europæiske markeder som Tyskland rammes samtidigt. Hertil kommer, at Danmark kan opleve lavere produktivitetsvækst, faldende eksportindtægter og konsekvenser for BNP-væksten. 

Konsekvenserne vil samtidig ikke alene ramme de største virksomheder direkte, men også brede sig gennem underleverandører, SMV’erne, logistik, serviceerhverv og lokale økonomier, der i stigende grad er afhængige af få globale eksportmotorer. 

Denne rapports hovedkonklusion er dog ikke, at Danmark bør afkobles fra Kina, der fortsat vil være en central handelspartner, produktionsøkonomi og teknologisk stormagt. Udfordringen bliver i stedet, hvordan Danmark og Europa styrker konkurrenceevne, produktivitet og strategisk robusthed i en verden præget af geopolitik og skærpet global konkurrence. Dansk tilstedeværelse i Kina bliver også afgørende for, at vi kan følge med i implementeringen af landets industripolitik og udviklingen i kinesiske virksomheders innovations- og konkurrenceevne.

Rapportens måske vigtigste konklusion er derfor, at Kinas udvikling ikke længere kan betragtes som et eksternt forhold for dansk erhvervsliv. Kinas teknologiske, industrielle og geopolitiske udvikling vil i stigende grad være med til at forme konkurrencevilkårene for nogle af Danmarks vigtigste virksomheder og industrier frem mod 2030 og 2035. Samtidig understreger analysen behovet for, at både virksomheder, myndigheder og beslutningstagere bliver bedre til systematisk at følge, forstå og tage Kinas langsigtede ambitioner alvorligt. Udviklingen inden for blandt andet grøn teknologi, life science, avanceret produktion og kunstig intelligens viser, at kinesiske målsætninger ikke længere kan afskrives som politiske hensigtserklæringer, men i stigende grad omsættes til konkrete markedspositioner og teknologiske gennembrud.

Det vil kræve en mere strategisk europæisk industripolitik, investeringer i fremtidens teknologier og svære prioriteringer om, hvilke industrier og teknologier Danmark og Europa ønsker at være førende inden for frem mod 2030 og 2035. Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvordan Danmark reagerer på Kinas fremgang, men om Danmark formår at tilpasse sin vækstmodel, styrke sine konkurrencemæssige fortrin og investere i de teknologier og industrier, der skal sikre velstand og arbejdspladser i de kommende årtier.

Læs andre udgivelser fra Sinolytica

The post Kina-Chok 2.0 first appeared on Sinolytica.

Shahamak Rezaei

Lektor, Roskilde Universitet

Stine Haakonson

Lektor, Copenhagen Business School

Udarbejdet i samarbejde med:

Den originale videnskabelige artikel kan læses her

Dette Sinolytica Forskningsbrief tager udgangspunkt i den videnskabelige artikel Catalysing the green transition through collaborative innovation. Artiklen undersøger, hvordan det dansk-kinesiske samarbejde om grøn omstilling har udviklet sig, og hvilken rolle diplomati spiller i at forbinde forskning, politik og erhverv.

Forfatterne analyserer samarbejdet under det omfattende strategiske partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina som et casestudie, der følger udviklingen over tid fra 2007 til 2024.

Casen bliver undersøgt på to forskellige niveauer: Det første niveau er makroniveauet, som er det bilaterale forhold mellem Kina og Danmark, og omfatter formelle partnerskaber, fælles arbejdsprogrammer og pres på landskabsniveau. Formålet er at vurdere, i hvilket omfang samarbejdet er lykkedes med at opskalere løsninger indenfor vedvarende energi.

Det dansk-kinesiske partnerskab startede i 2008 med det brede Comprehensive Strategic Partnership og blev videreudviklet i arbejdsprogrammet Joint Work Programme fra 2017 til 2020, som primært lagde grundlaget for strategisk sektorsamarbejde med fokus på pilotprojekter og kapacitetsopbygning i lokale sammenhænge. Fra 2023-2026 har man samarbejdet om et nyt grønt arbejdsprogram, Green Joint Work Program, Det Grønne Arbejdsprogram (DGA). Tabel 2 viser en oversigt over tidslinjen i det dansk-kinesiske samarbejder i den grønne omstilling

Faktorer der former det dansk-kinesiske samarbejde

I undersøgelsen af samarbejdet mellem Danmark og Kina har det også været væsentligt at se nærmere på de faktorer – interne som eksterne – der former partnerskabet mellem de to lande.
Det omfatter især de øgede geopolitiske spændinger i slutningen af 2010’erne, rationalet for samarbejdet samt de strategiske interesser for begge parter i at indgå i partnerskabet.

Parternes motivation for samarbejde
Rationalet bag indgåelsen af partnerskabet er selvsagt, at begge lande kan se, at de kan få et udbytte ud af det, som er større end det, som man ville kunne have opnået hver for sig.

Fra kinesisk side skal man balancere landets grønne ambitioner med behovet for fortsat økonomisk vækst. I den 14. femårsplan – der i 2026 er blevet afløst af den– var der stort fokus på at ville styrke internationalt samarbejde samt at positionere Kina som en global leder i promoveringen af bæredygtig udvikling og som et foregangsland for implementering af Paris-aftalen. Kina har en særinteresse i partnerskabet med Danmark, da samarbejdet muliggør praktiske løsninger og vidensoverførsel samtidig med, at det styrker kinesisk grøn soft power som en ansvarlig aktør i det globale klimadiplomati.

Set fra Danmarks side er den største drivkraft bag samarbejdet ønsket om både at fremme globale klimamål og styrke danske økonomiske interesser. Danmark har opbygget en stærk international position inden for vindenergi og grøn omstilling og havde i 2023 en vedvarende energianel på 45 pct. Samtidig stod Danmark for under 0,08 pct. af verdens drivhusgasudledninger, hvilket understreger, at nationale reduktioner alene kun har begrænset global effekt. Danmark har derfor en klar interesse i at samarbejde med store udledere som Kina, hvor danske løsninger kan få større international gennemslagskraft.

Danmark har desuden en særinteresse i partnerskabet med Kina, grundet at samarbejdet giver adgang til et af verdens største markeder for grøn teknologi og kinesiske forsyningskæder inden for sjældne jordarter, batterier og permanente magneter til brug i vindturbiner. For Danmark kombinerer samarbejdet dermed klimadiplomati, eksportfremme og strategisk positionering.

Tabel 2

Tidslinje over dansk-kinesiske samarbejder i den grønne omstilling

Kilde: Rezaei, Haakonsson & Ehlers Mikkelsen (2025), Asian Business & Management.

Geopolitiske spændinger
Selvom det bilaterale forhold mellem Kina og Danmark har været præget af større samarbejde og engagement i tiden efter Kinas WTO-medlemskab og OL-værtskab, har det de sidste 5-10 år været præget af stadig større spændinger.

Det er især perioden mellem 2018-2022, at forholdet blev ramt af større pres som følge af Kinas præsident og generalsekretær for kommunistpartiet, Xi Jinpings, konsolidering af magten samt den accelererende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina, der har ført til, at EU har ændret syn og tilgang til Kina.

Siden 2022 har man fra dansk side derfor bestræbt sig på at fastholde en pragmatisk og konstruktiv tilgang til engagementet med Kina. Strategien går ud på, at vedligeholde et positivt samarbejde med Kina, mens man adresserer potentielle sikkerhedsrisici rejst af danske kritikere sammen med EU og USA. DGA er netop en del af denne strategi, hvor man søger at styrke samarbejdet med klimapolitik som hovedfokus for den fælles interesse.

Resultater af undersøgelse

Forskernes undersøgelse af samarbejdet fra 2007 til 2024 viser tre overordnede tendenser i partnerskabet omkring den grønne omstilling:

1) Samarbejdet har bevæget sig fra forskningsdrevne nicheprojekter mod mere omfattende projekter, der har politisk og regulatorisk forankring. Tidlige initiativer som Innovation Centre Denmark og Sino-Danish Center for Education and Research fokuserede primært på vidensdeling og innovation (se figur 3). Senere samarbejder, såsom varme- og elinfrastrukturprojekter, viser derimod større fokus på implementering og opskalering.

Figur 3

Sampublikationer Kina-Danmark, Energi & Bæredygtighed 1992-2024

Kilde: Rezaei, Haakonsson & Ehlers Mikkelsen (2025), Asian Business & Management.

2) Samarbejdet er blevet sektormæssigt udvidet. Hvor fokus tidligere hovedsageligt lå på vedvarende energi, omfatter partnerskabet nu også maritime løsninger, vandforvaltning samt fødevarer og landbrug.
Samtidig ses en tydeligere orientering mod markedet og kommercielle interesser, hvor danske virksomheder som Maersk og Danfoss anvender samarbejdet til at udbrede grøn teknologi på det kinesiske marked.

3) Der er kommet øget fokus på systemiske løsninger i stor skala. Nyere projekter retter sig mod
integration af store mængder vedvarende energi, fjernvarmesystemer og reduktion af udledninger i transportsektoren. Det indikerer et mere modent samarbejde, hvor enkeltstående pilotprojekter erstattes af helhedsorienterede omstillingsinitiativer. Samlet indikerer resultaterne, at det sino-danske grønne partnerskab har udviklet sig fra forskningssamarbejde til strategisk grøn diplomati med større økonomisk og klimamæssig betydning.

Konklusion og diskussion

Samlet set viser analysen, at det sino-danske grønne partnerskab kan ses som en case for, hvordan internationalt samarbejde kan understøtte den grønne omstilling, samtidig med at begge parter fremmer egne økonomiske og strategiske interesser. Samarbejdet illustrerer, at klimadiplomati i praksis sjældent alene drives af idealisme, men snarere af sammenfaldende interesser, hvor bæredygtighed, handel, innovation og geopolitik kobles tæt sammen. Danmark bidrager især med teknologi, regulatorisk erfaring og grøn policy-ekspertise, mens Kina bidrager med markedsstørrelse, industriel kapacitet og evnen til hurtig implementering i stor skala. Kombinationen af disse faktorer og komparative styrker har gjort partnerskabet gensidigt attraktivt.

Samtidig viser casen, at grønne samarbejder kan bestå trods stigende geopolitiske spændinger. I en periode præget af europæisk de-risking, teknologisk rivalisering og større fokus på forsyningssikkerhed er klimaområdet fortsat et af de få felter, hvor samarbejde mellem vestlige lande og Kina fortsat fremstår muligt og rationelt. Det peger på, at grøn omstilling kan fungere som et pragmatisk rum for samarbejde, hvor fælles interesser midlertidigt kan overstige bredere sikkerhedspolitiske uenigheder. Dog indebærer denne model også begrænsninger, da øget rivalisering, handelskonflikter eller afhængighed af kinesiske værdikæder kan udfordre samarbejdets robusthed på længere sigt.

For Danmark har partnerskabet givet adgang til verdens største marked for grøn teknologi og styrket landets position som international grøn frontløber. For Kina har samarbejdet bidraget med knowhow, teknologioverførsel og legitimitet i det globale klimadiplomati. Resultatet er derfor ikke et asymmetrisk forhold med én klar vinder, men snarere et funktionelt interessefællesskab, hvor gevinsterne er forskellige, men komplementære.

Overordnet demonstrerer casen, at små, men teknologisk avancerede stater kan opnå betydelig international indflydelse gennem strategiske nichekompetencer, når disse kobles med større staters kapacitet for at implementere i stor skala. Det sino-danske samarbejde fremstår dermed som en relevant model for fremtidige grønne partnerskaber mellem teknologisk stærke småstater og store vækstøkonomier. Hvis sådanne partnerskaber udbygges og institutionaliseres, kan de spille en væsentlig rolle i den globale energiomstilling. Samtidig understreger casen, at fremtidens klimapolitik i stigende grad vil blive formet i krydsfeltet mellem bæredygtighed, industripolitik og geopolitisk konkurrence.

Sinolytica Tebladslæsning: Implikationer for Danmark fremadrettet

_{NB. Sinolyticas tebladslæsning er udelukkende udtryk for Sinolyticas perspektiver og ikke nødvendigvis dem af forfatternes.}

Klimasamarbejdet skal genforhandles i en ny kinesisk virkelighed
DGA udløber i 2026 og skal genforhandles, hvis samarbejdet skal fortsætte. Denne proces finder sted i en ny kinesisk kontekst, hvor den 15. femårsplan i højere grad forventes at koble klimapolitik sammen med industripolitik, teknologisk selvforsyning og strategisk værdikædekontrol. Hvor tidligere samarbejder i højere grad handlede om fælles grøn omstilling, vil fremtidige partnerskaber sandsynligvis i stigende grad blive vurderet ud fra, hvordan de understøtter Kinas industrielle konkurrenceevne. Danske beslutningstagere og virksomheder bør derfor gå ind i en ny forhandlingsrunde med en nøgtern forståelse af, at klimaområdet også er et konkurrencepolitisk område, hvor markedsadgang, teknologi og standarder er centrale interesser.

Kan Kina snart undvære Danmark — og ikke omvendt?
Analysen rejser spørgsmålet om, hvorvidt den danske model for klimadiplomati fortsat giver samme strategiske fordel som tidligere. Kina har i dag langt større kapacitet inden for grøn teknologi og kan i stigende grad selv eksportere energiløsninger til markeder i det globale syd. Dermed risikerer Danmark på sigt at blive udfordret af kinesiske alternativer, som kombinerer lavere priser med stor implementeringskapacitet. Danmark bør derfor fokusere på områder, hvor landet fortsat har et kvalitativt forspring, herunder systemintegration, energieffektivitet, regulering og specialiserede
teknologiske nicheløsninger.

Gode intentioner kræver troværdig opfølgning
Endelig bør fremtidige samarbejdsaftaler ledsages af stærkere governance-mekanismer. Formuleringer om, at samarbejdet udelukkende skal have civil anvendelse, er politiske hensigtserklæringer, men kræver troværdig opfølgning gennem due diligence, eksportkontrol og løbende myndighedstilsyn, hvis de skal have reel substans.

Læs andre udgivelser fra Sinolytica

The post Samarbejdende innovation som motor for den grønne omstilling first appeared on Sinolytica.

Johan Anton Knudsen

Research Assistant, Sinolytica

‘Kina-chokket’ fylder halvrund fødselsdag

I december 2026 er det 25 år siden, at Kina indtrådte i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Den monumentale effekt, som indtrædelsen fik på den globale økonomi og det eksisterende handelssystem, er sidenhen blevet kaldt ‘Kina-chokket’. Til at begynde med bød mange i Vesten dette nye højdepunkt for globaliseringen med billige forbrugsvarer velkomment. Men samtidig forsvandt der, som frygtet, også arbejdspladser – særligt i fremstillingsindustrien – til Kinas hastigt voksende økonomi. Et tab, der ofte sammenkobles med spredningen af højrepopulistiske strømninger i flere vestlige lande. Meget tyder på, at Donald Trumps MAGA-bevægelse og gyldne løfter om hjemtagelse af produktionen til Amerika, vha. stratosfærisk høj straftold, blot er symptomatisk for et globalt handelssystem, der i længere tid har været i opbrud. For Kina betød optagelsen i WTO dog intet mindre end det faktum, at den store økonomi endelig kunne rùshì (入世): “blive en del af verden”.

Figur 1

Kinas BNP (løbende priser, billioner USD), 1995-2025

Kilde(r): World Bank Group; State Council PRC | Grafik: SINOLYTICA

Der er ingen tvivl om, at Kina har nydt godt af at være inde i den internationale handelsklub, der i skrivende stund tæller 166 medlemmer. Fra optagelsen i WTO i 2001 og frem til 2025 er Kinas BNP mere end fjortendoblet – fra ca. 1,4 billioner dollar til 20,4 billioner dollar. I 2025 nåede Kinas handelsoverskud da også en ny rekord med ca. 1,2 billioner dollar – en markering af Kinas ‘dominans af det globale handelssystem’ ifølge den amerikanske centralbank, The Federal Reserve System. Men hvordan har Kina fået så meget ud af medlemskabet? Hvilke roller har det spillet i WTO? Og kan organisationen overhovedet fortsætte under de nuværende vilkår? Det er nogle af de hovedspørgsmål, som dette brief ønsker at stille og gøre klogere på.

En handelsorganisation i krise

På to områder er WTO kommet i en decideret krise, der kan have den konsekvens, at flere lande vil vende sig mod regional baseret handel (bilaterale eller plurilaterale forhandlinger) frem for global baseret handel (multilaterale forhandlinger), som oprindeligt har været organisationens raison d’être. Den ene udfordring er, at WTO, som ellers skal være garant for, at handlen mellem stater foregår på rimelige og lige præmisser (“fair playing field”), ikke har et fungerende appelorgan, der kan løse tvistbilæggelsessager mellem alle organisationens medlemmer, fordi USA siden 2019 har blokeret for udnævnelsen af nye dommere til ankeinstansen. Et mindretal af WTO-lande, heriblandt EU-medlemsstaterne, har dog indgået en midlertidig plurilateral appelordning ved navn Multi-Party Interim Appeal Arbitration Arrangement (MPIA). USA er ikke blandt MPIA’s medlemmer. Kina er. Selvom blokeringen af appelorganet er et levn fra Trumps første periode som præsident, valgte Biden-administrationen heller ikke at ophæve den. Der tegner sig et billede af en konsensus på tværs af partiskel i Washington D.C., der har cementeret sig om opfattelsen af, at WTO i højere grad tjener kinesiske økonomiske interesser end amerikanske.

Det andet store problem er, at der blandt WTO-landene, i hvert fald siden Doha-runden (de globale handelsforhandlinger, der blev indledt i 2001) stort set ikke har været mulighed for at opnå konsensus om gennemgribende reformer af reglerne for toldreduktioner og andre handelsbarrierer. I et system, der ofte kræver enstemmighed blandt hele medlemskredsen for at komme videre, mener nogle eksperter, at det var komplet urealistisk, at man med Doha-runden forsøgte sig med et ‘single undertaking approach’ (hvor ingen dele af aftalen er besluttet, før alle dele af aftalen er besluttet). Kravet om enstemmighed er dermed et af de punkter, der besværliggør at få skabt yderligere fremskridt inden for de fastsatte rammer. Efter 25 år uden omfattende ændringer i regelsættet, afsøger flere lande muligheden for at indgå i plurilaterale, tema-specifikke aftaler, dog stadig med afsæt i Verdenshandelsorganisationen.

Fra WTO-duks til WTO-strateg?

Da Kina blev medlem af WTO påtog landet sig til at begynde med flere større forpligtelser ift. nedsættelse af told, bedre gennemsigtighed for finansiering, øget retssikkerhed for virksomheder og bedre beskyttelse af IP-rettigheder. Alt sammen tiltag, der skulle gøre Kina til en ægte markedsøkonomi forbundet med det globale handelssystem og – måske endnu vigtigere – underlagt dets regler. En del af forklaringen på, hvorfor Kina til at begynde med så nidkært tilpassede dets handelsrelaterede lovgivning til dets WTO-forpligtelser, kan findes i den landespecifikke Transitional Review Mechanism i Kinas tiltrædelsesprotokol, som landet var underlagt det første årti af WTO-medlemskabet. Det betød, at man i organisationen regelmæssigt førte tilsyn med Kinas implementeringsprogression samt overholdelse af WTO-regelsættet. USA’s handelsrepræsentant (“United States Trade Representative”; USTR) overleverer årligt stadig en lignende tilsynsrapport om Kina til Kongressen i Washington, D.C.

Uden ekstern impuls fra nye bestemmelser i WTO’s samlede regelsæt har pro-liberaliserings-reformister i Kina dog tabt noget af pusten, og i stedet har Kina under Xi Jinping, som bekendt, bevæget sig mod en mere statsstyret økonomi. Kina har heller ikke, som flere i Vesten ellers havde håbet, bevæget sig i en mere politisk liberal retning. Inden for de gældende WTO-regler er det dog heller ikke nødvendigvis altid sådan, at Kina bryder med reglernes bogstav (“letter of the rules”), dvs. en streng ordret fortolkning af loven,  men i flere henseender har visse lande, her særligt kredsen der hidtil har bestået af USA, EU samt andre ligesindede, påpeget, at Kina bryder med reglernes ånd (“the spirit of the rules”). Beskyldningerne har eksempelvis gået på, at Kina har smøget sig uden om regler for eksempelvis tvungen teknologioverførsel gennem joint ventures-partnerskaber med kinesiske firmaer og (in)direkte statssubsidier. Men også anklager vedr. valutamanipulation for mere konkurrencedygtig eksport menes at være åbenlyst imod organisationens ånd, selvom der ikke er direkte bestemmelser imod det inden for WTO-regelsættet.

Figur 2

Udvikling i valutakurs (CNY pr. USD) og valutareserver inkl. guld i Kina, 1995-2024

Kilde(r): Wold Bank Group | Grafik: SINOLYTICA

Med det sagt har Kina dog også flere gange vist velvilje til at indordne sig, når eksempelvis en afgørelse har været imod landet, mens andre WTO-medlemmer til tider har været mere modvillige. EU var eksempelvis over et årti om fuldt ud at efterleve afgørelsen fra EC — Bananas III (DS27) fra 1997, der i medierne blev døbt “banankrigene”. Kina har gennem tiden været det tredjemest indklagede WTO-medlem (efter USA og EU) med i alt 53 sager imod sig. 29 af sagerne har, afhængigt af klassificering, omhandlet brug af interventionistisk industripolitik.

Figur 3

Antal WTO-tvistsager for de 15 mest aktive medlemslande (klager og indklaget), 1995–2025 (sorteret efter antal tvistsager som indklaget)

Kilde(r): World Trade Organization | Grafik: SINOLYTICA

Men hvorfor fortsætter problemerne så? En videnskabelig artikel fra 2014 fremsatte teorien om “paper compliance”, dvs. overholdelse på papiret, ud fra Kinas ageren i WTO. I flere sager har Kina rigtignok ændret på ordlyden i bestemmelser efter stadfæstelse fra appelorganet, så de formelt er blevet mere kompatible med WTO-reglerne. I praksis har implementering dog ofte været mangelfuld og de underliggende problemer er forblevet uløste. Det er her dog vigtigt at pointere, at det ikke nødvendigvis er det kinesiske system i sig selv, der strider mod WTO-traktaten, men snarere de konkrete brud på reglerne. Andre lande, både demokratier og autokratier, fører til tider også WTO-stridig protektionistisk politik. Det, der gør Kina specielt, er imidlertid skalaen af statslig indgriben samt de vidtrækkende konsekvenser, som enkelte regelbrud kan have på det globale handelssystem grundet økonomiens størrelse.

Figur 4

Kinas deltagelse i WTO’s tvistbilæggelsessystem (klager og indklaget), 2001–2025

Kilde(r): World Trade Organization | Grafik: SINOLYTICA

Som Figur 4 viser, ændrer Kina dog med tiden også sin praktiske og strategiske rolle i WTO, og er blevet en langt mere aktiv bruger af regel-systemet. I de første indlæringsår deltog Kina næsten kun som indklagede i handelstvister forelagt appeldomstolen. Det betød, at Kina i langt de fleste tilfælde måtte indordne sig efter reglerne og tilsvarende ændre på egen lovgivning, m.a.o. udfyldte landet rollen som rule-taker i WTO-systemet. Efter en lang periode med et tiltagende antal sager imod sig har Kina dog lært også at agere som strategisk rule-user, særligt som anklager i sager om anti-dumping og straftold bragt mod USA og EU. Strategiændringen kan der findes både lavpraktiske og geopolitiske årsagsforklaringer bag.

For nu at starte med den simple forklaring er der høje omkostninger forbundet med at anlægge sager i WTO, der fungerer som en høj adgangsbarriere for udviklingslande, såsom specialiserede advokater, ekspertbistand samt forberedelse og dokumentation. Grundet WTO-systemets kompleksitet er det først i senere tid, at Kina reelt har opbygget de nødvendige finansielle og juridiske ressourcer til at kunne tage kampen op med industrialiserede, veletablerede medlemmer i Genève. Den anden forklaring hænger til dels sammen med den første, men indebærer også strategisk alliancedannelse, geoøkonomiske mål og noget så hermeneutisk som identitet. 

Det er en bredt anerkendt fortolkning, at Kina ser sig selv som kernen, hvis ikke lederen, af verdens udviklingslande, når det kommer til global governance. Det ses blandt andet i “nye” multilaterale organisationer, som Kina har været med til at skabe, såsom Shanghai Cooperation Organization (SCO) og sammenslutningen af BRIKS-landene, der har gennemgået en betydelig vækstspurt inden for kort tid. Men det ses også i WTO-systemet, hvor Kinas selverklærede status som ‘udviklingsland’ i lang tid gav anledning til kritik fra flere industrilande, særligt USA. I WTO er der nemlig ingen juridisk definition af ‘udviklingsland’, hvorfor det står landene frit for at identificere sig som det. Med en sådan status kan WTO-medlemmer tilegne Special and Differential Treatment (SDT), hvilket i praksis betyder, at man tilskikkes teknisk bistand, længere overgangsperioder og fleksibilitet med implementeringen af WTO-forpligtelser. Gennem denne identitet og status har Kina kunne portrættere sig som udviklingslandenes fortaler og skabt en stemme-koalition (“voting bloc”), der har kunnet modstå adskillige forsøg på at indskrænke brugen af eksempelvis industripolitik; noget som udviklingslandene ser som en uretfærdig reducering af deres legitime politiske handlerum for at opnå velstand. 

Sidste år valgte Kina imidlertid at opgive sin specielle status som udviklingsland. Det betyder næppe, at Kina ikke længere ser sig som udviklingslandenes spydspids i WTO. Tværtimod betyder det, at Kina udfylder det institutionelle tomrum, som USA med Donald Trump i front efterlader i det globale handelspolitiske system. Ligeledes peger det på, at Kina intensiverer bestræbelserne på at blive set som en mere troværdig og økonomisk stabil aktør. Der sker nemlig i en tid, hvor USA praktiserer ‘kanonbådskapitalisme’ og flere udviklingslande beskylder EU for protektionisme med eksempelvis CO2-grænsetilpasningsmekanismen (bedre kendt som CBAM; “Carbon Border Adjustment Mechanism”), som blandt nogle anses for at indeholde elementer af såkaldte Technical Barriers to Trade. Stik modsat åbner Kina op for toldfri adgang til hele det afrikanske kontinent gældende fra d. 1. maj 2026 (på nær mikrostaten Eswatini, der ikke har diplomatiske relationer med Folkerepublikken).

Økonomisk tvang – Kina bruger aktivt restriktive handelspolitiske instrumenter og WTO-regler

Det er dog ikke kun i spørgsmål om industripolitik, at Kina er blevet udfordret af andre lande i WTO-systemet. Særligt i de sidste 10-15 år har Kina udnyttet sin imponerende økonomiske tyngde og dominans over essentielle led i forskellige forsyningskæder til at udøve økonomisk tvang (“economic coercion”) mod andre lande. Handelsinstrumenter – såsom eksportkontrol, importforbud, straftold m.m. – tages i brug, når et land ønsker at presse et andet land til at tage bestemte politiske valg. 

I hhv. april og oktober 2025 satte Kina eksempelvis eksportkontrol på en gruppe sjældne jordarter, der i skrivende stund er sat i bero frem til november i år. Begrundelsen var national sikkerhed som følge af Donald Trumps ‘Liberation Day’-straftold, men tiltagene ramte langt fra kun amerikanske virksomheder. Det Europæiske Handelskammer i Kina har i april 2026 udgivet en rapport om de administrative komplikationer, som et skiftende eksportkontrolregime – særligt på sjældne jordarter – bebyrder de europæiske virksomheder med, der opererer i Kina. Selvom eksportkontrollen primært havde amerikanske virksomheder i sigte, var der ingen undtagelser for virksomheder fra andre lande, herunder EU-landene. Man kan spekulere i, om ikke der ved siden af det åbenlyse ræsonnement om ikke at lade andre lande agere mellemmænd for amerikanske virksomheder, også var et politisk budskab om, hvad der sker, hvis man som land støtter – eller, set fra kinesisk perspektiv, “underkaster sig” – USA i den store handelskonflikt med Kina. 

Det ville ikke være første gang, at Kina har udnyttet sit tag om de sjældne jordarter til at indgyde økonomisk usikkerhed hos andre lande i forsøg på at få dem til at ændre politisk kurs. Et velkendt – men dog omstridt – eksempel er tvisten mellem Japan og Kina i 2010, hvor den japanske kystvagt tilbageholdte kaptajnen af en kinesisk fisketrawler, man havde kollideret med ved nær Senkaku-/Diaoyu-øerne, som begge lande gør krav på. Fra de kinesiske myndigheders side kom ingen officiel melding om en Japan-specifik embargo på sjældne jordarter, hvilket både industri og embedsværk i Japan ellers hævdede. Konflikten blev imidlertid løst efter Japan frisatte kaptajnen, men få år efter, i 2012, anlagde USA, EU og Japan alle tre sager (China – Rare Earths [DS431 | DS432 | DS433]) an mod Kina rettet på eksportrestriktioner gældende for visse sjældne jordarter, tungsten og molybdæn. Alle tre parter fik medhold i en afgørelse fra 2014. 
I senere tid er både Australien (2020) og Litauen (2021) også blevet ramt af kinesiske sanktioner grundet hhv. en appel om en international undersøgelse af oprindelsen af COVID-19 og et navneskifte fra “Taipei” til “Taiwan” for repræsentationskontoret i Vilnius. I begge tilfælde blev de kinesiske handelsforanstaltninger anfægtet gennem WTO-systemet, hvor der blev indledt sager af både Australien (China – Antidumping/Countervailing duties [AD/CVD] on Barley [DS598]; China – AD/CVD on Wine [DS602]) og Litauen (gennem EU: China – Goods [DS610]).

Figur 5

Hhv. Antal WTO-sager anlagt mod Kina pr. medlemsland (2001-2025), total = 53 & Antal WTO-sager anlagt af Kina pr. medlemsland (2001-2025), total = 33

Kilde(r): World Trade Organization | Grafik: SINOLYTICA

Begge de australske sager endte uden en egentlig panelafgørelse, men Kina valgte i begge tilfælde at fjerne tolden på hhv. australsk byg og vin, som WTO-klagerne havde handlet om, hvorefter de blev trukket tilbage af Australien. Litauens sag blev tilbagetrukket i december 2025. Det afspejler dog to systemiske problemer i WTO, som imidlertid giver en fordel til de største økonomier (ikke nødvendigvis kun Kina), og kun er blevet forværret af, at appelorganet er sat ude af spil. Den lange sagsbehandlingstid svækker håndhævelsen af de fælles handelsregler, og dermed kan nogle stater opnå midlertidige gevinster i flere år, før en afgørelse foreligger, såsom i tilfældene med Australien, der begge endte med forlig, men stadig betød tabt fortjeneste for australske landmænd og eksportører. 

Ligeledes er WTO heller ikke gearet med de juridiske rammer til at håndtere sager, hvor foranstaltningerne, der tages i brug, ikke er klare. Den klagende part bærer bevisbyrden, og i tilfældet med EU i Litauen-sagen (DS610) har det været vanskeligt at påvise konkrete WTO-stridige foranstaltninger, såsom formelle love eller toldsatser, som Kina har taget i brug. Samtidig har det været svært at fremlægge direkte beviser for, at Kina systematisk har begrænset importen af litauiske varer, da de påståede restriktioner i vidt omfang har været uformelle og ikke klart dokumenterbare. Samme ‘gråzone’-foranstaltninger blev benyttet mod Norge i 2010, da der blev stoppet for import af norsk laks med henvisning til sundhedsreglerne, efter at Liu Xiaobo vandt Nobels Fredspris. Og i Sydkorea i 2016 som reaktion på beslutningen om at placere det amerikanske missilforsvarssystem THAAD, hvorefter bl.a. sydkoreanske produkter blev fjernet fra kinesiske platforme og butikker og bestemte tjenesteydelser ikke blev godkendt til distribution. Ingen af sagerne blev taget op i WTO-regi. 

Handelskrigen, som Trump startede i januar 2018, synes at repræsentere dét skæringspunkt, hvorefter Kinas aktivitet i WTO’s tvistbilæggelsessystem steg markant. Over halvdelen af Kinas samlede sager i WTO er bragt i de sidste otte år. Samtidigt har tyngden af sagerne ført af Kina flyttet sig fra mere traditionelle handelskonfliktområder, såsom antidumpingtold på lædersko (EU — Footwear [China][DS405]), til geoøkonomiske og sikkerhedspolitiske konflikter involverende eksempelvis halvlederteknologi (US — Semiconductors [DS615]). 

Vejen til reform? Ministerkonferencen – MC14

Ovenstående gennemgang viser et presserende behov for WTO-reform på flere områder. Dog heller ikke ved den biennale WTO-ministerkonference (MC), hvor det 14. af sin slags blev afholdt marts 2026 i Camerouns hovedstad, Yaounde, er der blevet gjort synderlige fremskridt.

Til trods for at man havde håbet, at MC14 ville præsentere et afgørende vendepunkt til at få opbygget de indledende trædesten til en konkret handlingsplan for WTO-reform, blev det i stedet en fejlslagen forlængelse af moratoriet for told på digitale tjenesteydelser, der endte med at suge al forhandlingsviljen ud af konferencen.  

Siden MC12 i 2022 har WTO-landene besluttet, at man vil gennemgå WTO’s funktioner og se, hvor reformer kan være gavnlige. Stort set alle lande er nemlig enige i, at WTO trænger til reformer, men uenighederne ligger i, hvor det er, reformerne skal være. I et holdningspapir, dateret d. 17 februar 2026, udstikker Kina dét lands ønskede retning for WTO-reformer. Overordnet er det systembevarende forslag, der præsenteres i holdningspapiret, eksempelvis hvad angår SDT-særbehandling for udviklingslande, genoprettelse af appelorganet og forsigtig støtte af plurilaterale aftaler, så længe de ikke bruges til at eksludere andre WTO-medlemmer. Kina kritiserer særligt de ‘sikkerhedsundtagelser’ (“security exceptions”), som USA har fremlagt i bl.a. et holdningspapir fra d. 15 december 2025, og som Kina mener: “(…) are eroding the foundation of the rules-based multilateral trading system, signalling the return of power-based trade relations where the small and the vulnerable would be marginalized”. 

I EU’s holdningspapir fra d. 21 januar 2026 er der – ligesom i USA’s – et fokus på strammere regler, fsva. statens rolle i økonomien. Med henvisning til en rapport udgivet af den norske ambassadør til WTO, Petter Ølberg, som er udpeget reform-facilitator i organisationen, mener EU, at man bør kigge på det samlede WTO-baserede regelsæt for at garantere lige vilkår. Et emne, som er iøjnefaldende fraværende i den kinesiske tekst. 

Overordnet forsøger Kina at bevare WTO som institutionel ramme, samtidigt med at landet forsøger at omfortolke og begrænse rækkevidden af reformer, særligt inden for brug af industripolitik og SDT. Der tegner sig et billede af, at Kina gennem 25 år i WTO ikke længere udelukkende er en rule-taker, men i stigende grad en rule-user og nu især også en rule-shaper, der aktivt søger at påvirke retningen af systemet og dets regler indefra.

Kina vil dermed fastholde en global økonomisk orden, hvor hverken EU eller USA ensidigt kan definere reglerne uden om landet, samtidigt med at der ønskes at bevare et betydeligt nationalt råderum til industripolitik og økonomisk udvikling. Kinas WTO-strategi afspejler derfor en balance mellem tilpasning til systemet, strategisk fleksibilitet og brugen af ‘gråzone’-taktikker. Målet er ikke at demolere det multilaterale handelssystem, men tværtimod at sikre, at dets udvikling forbliver forenelig med Kinas egen økonomiske model – også i de kommende 25 år.

Perspektiver for Danmark

Set i lyset af ovenstående gennemgang bør Danmark – hovedsageligt gennem sit EU-medlemskab – presse på for, at WTO-regelsættet opdateres og i højere grad følges. Det skal gøres parallelt med, at man tilpasser sig en mere geopolitisk verdensøkonomi med en udvidet effektiv handelspolitisk værktøjskasse. Som nævnt er det de mindre og mellemstore økonomier, der har mest at vinde ved, at den globale samhandel forbliver regelbaseret. Det vil for mange små og mellemstore økonomier være et rent luftkastel at forsøge at konkurrere med Kina og USA – samt for den sags skyld et samlet EU-regime – på industripolitikken, hvilket selv for de skeptiske udviklingslande understreger behovet for eksempelvis en revidering af WTO-subsidieaftalen (“Agreement on Subsidies and Countervailing Measures”). Til formålet bør man så vidt muligt forsøge at samle en bred koalition af lande på tværs af udviklingsniveauer i WTO, der påvirkes negativt af den manglende forudsigelighed og stabilitet, som særligt amerikansk handelspolitik forårsager i denne tid. Samme usikkerhed har nemlig banet vej for fremskridt på en del bi- og plurilaterale handelsaftaler, såsom i forhandlingerne med hhv. MERCOSUR-landene, Indien og Australien. Disse aftaler kan meget vel fungere som strategiske redskaber til at øge presset på såvel Kina som USA til at indgå kompromisser i WTO. 

Øget samarbejde med de indgående parter i Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership (CPTPP), en frihandelsaftale bestående primært af stillehavslande, vil også være fordelagtig til at styrke forhandlingspositionen vis-à-vis førnævnte to stormagter. En sådan politisk hensigtserklæring inden for digital handel blev tilkendegivet i margenen af MC14 mellem ministre fra EU og CPTPP-landene. Initiativer såsom netop nævnte kan fungere som eksperimentelle rammer for regeludvikling, men bør så vidt muligt være åbne og WTO-kompatible med henblik på senere multilateralisering i WTO-regi for at undgå yderligere fragmentering samt opildning til amerikansk/kinesisk modsvar. 

Endeligt bør princippet om doux commerce (“blid handel”) endvidere tilsluttes lige dele i aftale som i handling i en tid ellers præget af geoøkonomisk rivalisering. Derfor bør Danmark insistere på, at EU’s anvendelse af eksterne samarbejder og de nye geoøkonomiske instrumenter (antitvangsinstrumentet, investeringsscreeningsrammen samt adskillige forordninger af industripolitisk karakter) forankres i WTO-regelsættet. Kina har som nævnt for nylig givet afkald på sin status som udviklingsland og desuden kritiseret EU-Kommissionens forslag om Made in Europe-klausuler i Industrial Accelerator Act med henvisning til WTO-regelsættet. Begge dele kan EU med fordel drage nytte af og påpege i fremtidige forhandlinger om WTO-reform i forhandlingslokalerne i Genève. Tilbage hos institutionerne i Bruxelles vil det være helt centralt for EU at udvide og udnytte det eksisterende handelspolitiske handlerum. Det bør dog ske med formålet om, at andre aktører ikke underminerer WTO-systemets legitimitet – ikke for selv at indføre unødige restriktive og diskriminerende regler og standarder over for tredjelande.

The post Rule-taker eller rule-shaper? first appeared on Sinolytica.

På vestlige sociale medier er en trend i gang, hvor unge vil leve kinesisk og “blive kinesere”. Er Kina nu ved at øge sin soft power i takt med, at Donald Trump er godt i gang med at erodere den amerikanske?

18. marts 2026 kl. 14.03

Johan Anton Knudsen

Research Assistant, Sinolytica

Bolette Thomsen, gæsteskribent

Cand.mag. Asienstudier, Københavns Universitet (med speciale i Kina)

I 2025 og 2026 spredte begrebet Chinamaxxing sig som en steppebrand blandt hundredtusindvis af unge, der for første gang beundrende har besøgt Kina – i geografien, i kulturen eller i cyberspace. Kinesiske samleobjekter, musik, teknologi, levevaner og rejsedestinationer fik pludselig kæmpestor opmærksomhed i USA og Europa. Skal vi se det som et udtryk for, at Kina er ved at blive cool? Eller handler det måske mere om, at USA ikke længere er det?

Flere peger nemlig på, at USA, efter Donald Trump blev præsident igen, oplever en stor nedgang i popularitet, både i ind- og udland, og folk søger dermed nye steder hen. Der er sågar snak om, at Kinas bløde magt stiger som følge af disse virale trends. Men hvad vil det egentlig sige?

Soft power

Ophavsmanden til begrebet soft power, den amerikanske politolog og fhv. amerikansk Assistant Secretary of Defense for International Security Affairs (en slags assisterende forsvarsminister for international sikkerhed), Joseph Nye, blev ofte inviteret til Beijing for at gøre styret klogere på, hvad det egentlig gik ud på. Beijing har nemlig ikke kun taget begrebet om blød magt til sig, men bruger det nu også aktivt i sin udenrigspolitik. Lyd- og videoklip af Nye, der har kritiseret Donald Trump for at underminere USA’s bløde magt globalt, bruges også hyppigt af kinesiske statsmedier. 

Den bløde magt optræder som centralt begreb for denne artikel om Kinas voksende popularitet både globalt og i det digitale rum: hvordan landets kultur, idealer og politikker bliver mere tiltalende for andre nationer. Blød magt, mente Nye, stod i kontrast til og skulle opveje den hårde magt, hard power, som beror på enten økonomisk eller militær magtanvendelse mellem stater. For at opbygge sin bløde magt kan et givet land trække på tre områder: kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Det er blevet populært at sige, at vi lever i “rovdyrenes tid”. I hvert fald kan det virke til, at den bløde magts meritter ofte underkendes eller fejes til siden i udenrigspolitikken for stater verden over. Man havde håbet, det hørte fortiden til, men gang på gang er vi vidner til stater, der, koste hvad det vil, anvender økonomiske og militære magtmidler til at nå deres nationale interesser. Krigen i Ukraine raser nu på sit femte år, og bare i dette års første to måneder er både Nicolas Maduro og Ayatollah Khamenei sat permanent uden for indflydelse i hhv. Venezuela og Iran af en “ikke-interventionistisk” præsident i USA.

Men er det kun Trump og hans kumpaner, der rasler med sablerne, slår på trommerne og skriver de vrede opslag på sociale medier? Kinas famøse “ulvediplomati” ser meget vel ud til at være blevet tonet ned med en – på papiret – venligere form for “Xi-plomacy”. Den tilgang bliver i disse dage nemlig brugt i Kina til at beskrive landets mere stabile diplomatiske tilgang til omverdenen end visse andre.

Men kan en “ulvekriger” nogensinde rigtig tæmmes? Den igangværende diplomatiske krise mellem Kina og Japan, der økonomisk har haft konsekvenser for begge sider, viser i hvert fald, at ord stadig har mærkbare konsekvenser. Spændingerne nåede eksempelvis nye højder efter en kinesisk diplomats udtalelser online om at hugge hovedet af den japanske premierminister Sanae Takaichi fik stor mediedækning sidste år. Så hvordan er Kinas globale image reelt set, og kan man overhovedet sige, at partistyret går op i blød magt, når ulvekrigerne stadigvæk viser tænder fra tiden til anden?

Kina går viralt på sociale medier: “You are Now Chinese”

I 2025 gik Kina flere gange viralt på sociale medier i Vesten. Videoer af Chongqing, der viser byens futuristiske høje, belyste bygninger, optræder bl.a. på Instagram. Her kaldes byen for Kinas “cyberpunk city” og gik bl.a. viralt for sine mange niveauer, hvor man aldrig ved, hvilken etage man er på. Derudover er flere sange af den sydkinesiske rapper, Skai Isyourgod, gået viralt og blevet brugt i adskillige videoer på både Instagram og TikTok. Rapperen, som var på sin første europæiske turné sidste år, blander elementer fra amerikansk Memphis-hiphopkultur med kinesisk lokalkultur. Med sin opvækst i byen Huizhou i Guangdong-provinsen, tidligere kendt som Kanton, væver han flere dialekter ind i sine tekster, og eksempelvis sangen “大展鴻圖” (dàzhǎnhóngtú) er da også samplet med den velkendte kantonopera Blomsterprinsessen 帝女花.

@chinamax_sol 3AM in Beijing #brainrot #dankmemes #67 #chinatiktok ♬ original sound – ChinaMaxxing

Samtidig så vi også den lille legetøjsfigur, Labubu, hvis design drager inspiration fra nordiske folkesagn, blive en global sensation. Denne lille figur, der er lavet af en kunstner fra Hongkong, Kasing Lung, forhandles af den kinesiske legetøjsproducent Pop Mart. Verden over ser man folk stå i kø i timevis for at få fingre i deres eget lodne monster. Labubuer købes i det såkaldte “blindbox”-format, hvor man som køber ikke ved, hvad der er i boksen, før den åbnes. Denne trend er blevet enormt populær blandt unge, især på sociale medier, hvor boksene åbnes i realtid, og indholdet afsløres. Der er adskillige psykologiske faktorer bag denne trend, herunder menneskers naturlige trang til at samle samt forventningsglæden til ukendt indhold. Trenden bliver sågar sammenlignet med gambling, da man kan opnå samme type af dopaminrus, som når man åbner en nyindkøbt blindbox. Dette er også en større del af, hvad der er blevet kaldt for “trinket economy”, hvor små fysiske nipsting, der kan samles og vises frem, vinder frem i en tid, hvor alt ellers er digitalt. (Bemærket er det stadig ofte på de sociale medier, de udstilles.)

Særligt blandt disse virale trends ser vi interessen for at blive kinesisk eller leve efter kinesiske vaner og traditioner. Trenden startede påX/Twitter i april 2025 med “you met me at a very Chinese time in my life”. Senere har udtryk som “becoming Chinese” eller “Chinamaxxing” fulgt trop (“-maxxing” er et udtryk der beskriver det at optimere aspekter af sit liv til den mest ekstreme grad og bruges også om andre trends på sociale medier, f.eks. “looksmaxxing”). Fælles for disse er, at det er folk af ikke-kinesisk afstamning, som regel amerikanere, der viser, hvad de gør i deres nye “kinesiske” hverdag. Dette involverer forskellige vaner fra kinesisk kultur, såsom elementer fra kinesisk medicin, f.eks. at drikke varmt vand med gojibær eller holde sig varm ved at have sutsko på. I flere videoer bliver disse “kulturelt vildfarne” modtaget af etniske kinesere med de betryggende ord: “you are now Chinese.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af sherry (@sherryxiiruii)

Kinas top-down approach til blød magt: Konfuciusinstitutterne

Blød magt blev for alvor et fokuspunkt for den kinesiske partistat, da daværende præsident Hu Jintao i 2007 holdt tale ved den 17. Nationalkongress. Her blev der appelleret til, at Kina skulle øge sin bløde magt hovedsageligt via kulturen, som ved samme lejlighed blev udpeget som Kinas stærkeste kort. Dette har medført forskellige initiativer, herunder de (in)famøse Konfuciusinstitutter 孔子学院 (Kǒngzǐ Xuéyuàn), hvoraf det første åbnede i 2004. De er blevet døbt “Kinas flagskibsinitiativ for blød magt” og har haft til formål at sprede kinesisk sprog og kultur uden for Kina. Konceptet består i, at et institut etableres på en uddannelsesinstitution i det pågældende land, som regel universiteter eller andre højere læreanstalter. Instituttet står for at varetage kinesisk sprog- og kulturundervisning, og der etableres ofte udvekslingsaftaler mellem den lokale institution og et kinesisk universitet. 

Hurtigt efter konfucius-institutternes fødsel blev der oprettet utallige af dem verden over, især i Europa, som da også havde fået størst fokus fra afsenderne. Der blev også etableret konfucius-institutter på både Copenhagen Business School og Aalborg Universitet og adskillige “Confucius classrooms” på danske gymnasier. Især i vestlige lande spredte der dog sig på sigt en skepsis omkring det egentlige formål bag disse institutter og deres affiliation med den kinesiske regering. Anklager lød bl.a. på, at den kinesiske regering blandede sig i undervisningen på institutterne, og at de lokale uddannelsesinstitutioner måtte selvcensurere. Dette kom også i de danske mediers søgelys, hvor der blev sået tvivl ved finansieringen fra Kina og dets indflydelse på undervisningen. Dette medførte, at mange af institutterne gradvist begyndte at lukke rundt omkring i Europa. I USA lukkede over 100 institutter ned, og der er nu kun omkring 10 tilbage. De to institutter på CBS og AAU lukkede også i henholdsvis 2017 og 2019. I dag er der kun ét tilbage i Danmark på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Resultaterne af de officielle kinesiske indsatser for at øge den bløde magt har været blandede. Teorier lyder, at effekten af blød magt-initiativer også afhænger af både den kontekst, de optræder i, og at regeringen bag dem kan påvirke, hvordan disse indsatser opfattes af modtageren. Derfor argumenteres der for, at blød magt skabes bedst fra initiativer, der er “bottom-up” i stedet for “top-down”, da det virker mindre påduttet.
En generel svaghed ved blød magt er da også, at det kan være svært at vurdere effekten af forskellige initiativer. Dog kan man sige, at selvom konfuciusinsitutterne ikke blev modtaget synderligt positivt i mange europæiske lande, Australien, New Zealand og især i USA, så er det også værd at pointere, at dette ikke var det samme tilfælde i andre dele af verdenen, så som i det globale syd, men også i mange central- og østeuropæiske lande, f.eks. Ungarn og på dele af Balkan.

Stormagtsrivalisering: “Making China Great Again”

Det er ikke kun på de sociale medier, at Kina har oplevet et gevaldigt rygstød i populariteten, alt imens USA’s globale renommé har været i frit fald. Flere klassiske nyhedsmedier og tænketanke, såsom britiske The Economist og amerikanske Pew Research Center, har sidste år kunnet verificere tendensen, baseret på spørgerunder udført i hhv. 32 og 24 lande. Ifølge Pew Research Center kan man blandt de lande, hvor en større del af de adspurgte udtrykte et positivt synspunkt på Kina frem for USA, finde: Mexico, Indonesien, Kenya, Grækenland, Tyrkiet, Sydafrika, Spanien og Nigeria.

The Economist, som i undersøgelsen godt nok spørger, hvilket land der ville være den “foretrukne verdensleder”, ser en lignende tendens. Her har det særligt været i Nord- og Sydamerika, Europa og dele af Afrika, at USA’s popularitet er faldet mest drastisk. I EU er tendensen i mange lande, at der bliver set næsten lige negativt på begge stormagter. Det er særligt blandt de 18- til 24-årige, at USA og Kina står næsten lige i den globale favorisering med hhv. 41 og 39 pct. for de to lande. 2026 kan dermed meget vel blive året, hvor Kina overgår USA’s popularitet i dette alderssegment af den globale befolkning, såfremt Trump fortsætter den konfrontatoriske kurs. Der er netop også den aldersgruppe, der bliver udset som målgruppe, men dog ikke nødvendigvis den største forbrugergruppe, af kinesiske tech- og e-commerce-giganter som TikTok, Temu og SHEIN.

Det er vanskeligt at forestille sig andet end, at Amerikas vaklen i forhold til sit globale lederskabog de internationale institutioner bag den amerikansk-ledede liberale verdensorden bliver modtaget med tilfredshed i Kinas Kommunistiske Partis (KKP) inderkreds. Kina kan ganske vist glædes over, at borgere i flere lande i højere grad finder deres nationer friere til selv at vælge internationale partnere, men midt i udviklingen ønsker landet også, at den internationale retsorden består i et eller andet omfang. Det tjener nemlig ingenlunde Kinas interesse, at den går til grunde med Trumps vælg-og-vrag-form for isolationisme i USA. Den amerikanske tilbagetrækning har åbnet op for, at Kina træder frem på verdensscenen og fremviser meritterne ved landets kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Deri består der dog også et dilemma for Kina, der på den ene side ønsker at bevare – og få en endnu større stemme i udformningen af – de internationale normer og regler, som har bidraget til landets imponerende udvikling, men på den anden side heller ikke ønsker at påtage sig ansvaret for de udgifter, som USA – eller Europa – tidligere hen har hæftet for. Tag for eksempel håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IP-rettigheder), hvor Kina går fra at være nettoimportør til nettoeksportør af teknologilicenser i disse år. De kinesiske domstole behandler over 550.000 IP-relaterede retssager årligt, og flere kinesiske selskaber er begyndt at sagsøge udenlandske konkurrenter, der kopierer kinesiske patenter og varemærker. En af de organisationer, der varetager håndhævningen af internationale IP-rettigheder, er Verdenshandelsorganisationen, WTO. Den modtog i 2025 31 pct. af finansiering fra EU’s medlemsstater, sammenlignet med blot ca. 11 pct. fra USA og Kina. 

I 2025 vakte det da også forundring, da Kina ikke gik ind og udfyldte det brølende finansieringsgab, som Trumps omfattende nedskæringer af USAID (United States Agency for International Development) efterlod for verdens nødhjælps- og støtteorganisationer. I disse dage trækker spørgsmålet om ulandsbistanden også op til at blive et emne for den igangværende valgkamp. Kan man købe sig til blød magt gennem velgørenhed?

Den globale udviklingsfinansiering har ændret sig væsentligt i takt med, at Kina er blevet rigere. Mellem 2001 og 2023 har Washington årligt givet $38,6 mia. (i faste priser) i økonomisk assistance til verdens fattigste. Ifølge forskningsinstituttet AidData har fire femtedele historisk været givet i form af støttemidler eller lempelige lån med lav eller ingen rente. Mellem 2000 og 2021 har den økonomiske assistance fra Kina ligget på $68,3 mia. årligt. Fordelingen af støttemidler kontra lån er dog nærmest direkte modsat USA’s, med en langt større mængde lån end støttemidler. Størst har støttemidler været fra de resterende OECD-lande samlet.

Dét til trods har Kina generelt været bedre stillet end USA (og EU) på det afrikanske kontinent i noget tid nu – også før Trump vendte tilbage. Som også EU har måttet sande i et land som Serbien, så er det sjældent nok kun at være den største bidragsyder, hvis man vil vinde hearts and minds. Man skal også kunne fortælle en historie om sig selv, som landets borgere vil købe ind på – og måske kan spejle sig i. Her har USA og EU historisk set nok virket for moraliserende med konditionalitetskrav indlemmet i bistandsaftaler, og kapital fra tidligere kolonimagter er nok i flere tilfælde blevet set som forsøg på aflad frem for reel assistance. Bommerter, som Trumps shithole countries-kommentar og Josep Borells, tidl. udenrigspolitsk chef for EU, eurocentriske lignelse med EU som Paradisets Have omringet af den vilde jungle, har heller ikke gjort meget godt for Vestens image.

Men skyldes Kinas succes kun Vestens mangler?

Kommunistpartiet hopper med på trenden

Den store interesse for Kina på sociale medier i Vesten er måske slet ikke så organisk, som man måske skulle tro. Det kan synes, at det ikke længere kun er borgere i Folkerepublikken eller etniske kinesere i diasporaen, der skal “fortælle den gode Kina-historie” 讲好中国故事 (jiǎng hǎo Zhōngguó gùshì) som et politisk slogan fra Xi Jinping i 2013 lød. Sidste år tog et stort antal influencere og online-personaer i hvert fald på ture til Kina og viste påfaldende næsten udelukkende positive dele frem af kinesisk kultur og samfund – heriblandt med navne som Hasan Piker, Darren Watkins (alias IShowSpeed) og Khaby Lame, der tilsammen har flere hundrede millioner følgere. Ifølge nyhedsmediet Le Monde og den kina-fokuserede central- og østeuropæiske tænketank, CHOICE, har kinesiske statsmedier, i hvad der døbes “influencer-diplomati”, også betalt for flere internationale influencers rejser til Kina. Man kan selvfølgelig kun spekulere i, om Chinamaxxing og Kinas popularitet på internetsfæren er direkte afledt heraf.

Hvad der til gengæld ikke er kunstigt, er fascinationen af Kinas imponerende teknologiske fremskridt, som de tre herrer i ovenstående eksempel kan attestere for. Det er faktisk ikke kun i de klassiske meningsmålinger, at Kina vinder terræn. I 2026 overtog Kina nemlig førstepladsen fra Japan i kategorien technology and innovation perceptions i det årlige Soft Power Index udgivet af markedsføringskonsulenthuset, Brand Finance. Det vil sige, at Kina blandt de adspurgte opfattes som det overordnet mest teknologisk-avancerede land i Verden. Selvom Kina endnu er bagud USA på mængden af kendte, veletablerede teknologi-mærker, så tyder det på, at de mange nation branding-initiativer (tænk: kung fu-udøvende robotter, selvkørende biler, højhastighedstog m.m.) virker befordrende for Kinas image som global tech hub – og åbner op for nye kapitalstrømme til landets blomstrende tech-sektor. Teknologi er blevet en helt central drivkraft for kinesisk blød magt.

Det handler således om at høste propaganda-dividende, mens man stadig har rampelyset. Men alligevel er KKP forsigtig med at omfavne kinesiske produkter, der ikke nødvendigvis stemmer overens med partilinjen og det officielle narrativ. Et umiddelbart eksempel er Labubu-dukken, som mødte indirekte kritik i en lederartikel i Folkets Dagblad, et nationalt talerør for Partiet, grundet blind box-formatets potentielle skadelige effekt på de yngste borgere. Pop Mart, der inden for et årti selv anslår at hente ca. 70 pct. af omsætningen hjem fra salg i udlandet, er til trods senere hen blevet blåstemplet af KKP i Qiushi 求是, som udgives af den centrale partiskole og tilrettelægger den politiske linje. Vi ser derfor nu en anden tilgang, hvor partiet endda beskrives som “fans” af Labubu og roser produktets kreativitet og succes.

Ligesom Labubu er Chinamaxxing-trenden da også kommet ind på radaren for de officielle kinesiske medier. I en anden artikel bragt i Qiushi, italesættes trenden som et udtryk for: 

1. at flere unge uden for Kina på nettet “omfavner kinesisk tankegang”. 
2. at forholdet mellem Kina og omverdenen gennemgår en generel forbedring. 
3. at kinesisk kultur har en “vedvarende vitalitet” 源远流长的生命力 (yuányuǎnliúcháng de shēngmìnglì).

Her benytter forfatteren også muligheden for at understrege, at der er den omfavnende og ikke-belærende natur i kinesisk kultur, som netop gør, at trenden opstår naturligt. I samme ombæring forbindes trenden også med større politiske målsætninger, som f.eks. “opbygningen af et fællesskab med en delt fremtid for menneskeheden” 人类命运共同体 (rénlèi mìngyùn gòngtóngtǐ), hvori udvekslinger mellem kulturer og civilisationer er selve “legemliggørelsen” af konceptet. Sloganet udstikker endvidere en udenrigspolitisk retning, som på sin vis er til for at præsentere et alternativ til – eller udfordre, om man vil – en vestligt-ledet, liberal-normativ verdensorden.

Det er noget, der vækker resonans især i det globale syd, hvor topfolk i Kinas udenrigstjeneste straks forsøger at udnytte trenden til Kinas vinding. Den kinesiske ambassadør til den Afrikanske Union udgav så sent som i februar en kronik i det etiopiske tidsskrift Capital med overskriften “You Met Us at a Very African and Chinese Time”, hvori han lovpriser forholdet mellem kontinentets 54 lande og Kina. Selvom diplomaten bruger store ord om online-trenden, der beskrives som at være “civilisatorisk” og som “transcenderer sprog, kultur og geografi”, skal man ikke underkende den signalværdi, som inkluderingen af Afrika har for fortællingen om, at det 21. århundrede ikke kun tilhører Kina, men alle udviklingslandene. Som The Council on Foreign Relations påpeger i et baggrundsnotat fra 2018, baner Kinas store indsats inden for blød magt vej for, at landet ikke skal ty til tvang i sin jagt på ressourcer; gør modtagerne mere åbne for kinesiske investeringsprojekter; og dæmper eventuelle bekymringer for Kinas hastige fremvækst. Til det skal det også siges, at der gennem tiden været flere eksempler på voldsomme modreaktioner på kinesiske interesser i kontinentet grundet alt fra miljømæssige komplikationer til dårlige arbejdsforhold, racisme og bedrag med midler.

From China with Love

To spørgsmål bliver dog centrale for Kina, hvis landet skal anvende tendenserne til egen fordel:

1. Forbindes de i tilpas høj grad med Kina, så de kan udnyttes til at promovere landet?
2. Hvordan ser den vedvarende relevans ud for disse eksempler på popkulturel blød magt?

Det er endnu uklart, i hvor høj grad disse fænomener faktisk kan oversættes til politisk eller kulturel goodwill over for Kina som stat. Selvom Labubu sælges i stort antal, så virker det ikke til, at mærkevaren associeres med sit hjemland i lige så høj grad som eksempelvis Hello Kitty eller Pokemon gør det med Japan. Ved den gængse forbruger overhovedet, hvor Labubu stammer fra? The Global Times, der fører en nationalitisk tone særligt på udenrigspolitiske emner i Kina, er uforstående overfor, at der er flere kinesiske “kulturprodukter”, som først har vundet indpas i Vesten, efter de er brandet som japansk eller koreansk kultur. Her refererer kritikken nok til eksempler som ramen, kimchi, matcha m.m., som mange kinesere mener, er blevet approprieret af deres nabolande. (Dragon Ball-serien, som har indtaget mange børneværelser uden for Japan gennem de sidste 40 år, er også løst baseret på det kinesiske sagn om Abekongen Sun Wukong 孙悟空). Man kunne dog spørge sig selv, om ikke Labubu faktisk har lukreret på samme underliggende forbrugerfordomme, der favoriserer japansk-lignende produkter.

Længe før blindboxes blev populære i Vesten, er Fukubukuro (lykkeposer) med forskellige, ukendte vare blevet brugt af japanske butikker til at komme af med restlager i dagene efter det gregorianske nytår. Gashapon, den originale legetøjsautomat, har været et japansk eksportprodukt siden 1960’erne. Disse har højst sandsynligt været inspirationen bag det moderne blindbox-format. For en uindviet kunne Labubu måske lige så godt være en del af et hvilket som helst andet univers af samlefigurer, såsom Sonny Angel- eller Smiski-serierne, der begge er skabt af den japanske legetøjsfabrikant Dreams Inc. Kan produktets popularitet måske ikke i højere grad forklares af psykologiske mekanismer – som samlermani og ludomani – end af, at de stammer fra Kina?

Der skal heller ikke herske tvivl om, at Japans store succes med at opbygge et mere positivt image efter grusomhederne landet begik under Anden Verdenskrig skyldes elementer af blød magt, som bl.a. er kommet til udtryk i ovenstående eksempler. Det er heller ikke forkert, når The Global Times påpeger, at sydkoreanske og japanske kulturprodukter accepteres langt lettere i Vesten end kinesiske. Det skal naturligvis ses i lyset af stormagtsrivaliseringen med USA, der forsøger at begrænse Kinas bløde magt, eksempelvis med truslen om at lukke ned for TikTok i landet. Derfor skal man også passe på med, hvor meget man tillægger Kina-positive trends på de sociale medier. Chinamaxxing er måske allerede et overstået kapitel på de sociale medier, når denne artikel kommer ud, og man kan kun gisne om, hvorvidt trenden overhovedet har rykket på holdninger ift. Kina. Et enkelt viral meme gør næppe, at Kina vil blive prioriteret frem for sine østasiatiske konkurrenter – som næste rejsedestination, samarbejdspartner eller investeringsmarked. Men det kan være et stort skridt på vejen. 

En ting er dog sikkert: i 2025 og 2026 er Kina og kinesiske kulturprodukter blevet markant mere synlige på de sociale medier, og det er vi som Kina-interesserede selvfølgelig glade for. Desuagtet skal man have for øje, at enhver positiv historie om Kina også kun gør arbejdet lettere for propagandadepartementet i Beijing – og som Nye påpeger, er den bedste propaganda slet ikke propaganda; den kommer fra civilsamfundet og forekommer ikke manipulerende. 

Kinesiske elementer, omend det er hverdagsskikke, futuristiske teknologier eller blot små samlefigurer, vil med garanti fortsætte med at gøre indtog igen og igen på vores skærme og i vores butikker. Og modtagelsen af dem vil kun blive forstærket af Donald Trumps ageren. Fordi så længe USA lukker ned om sig selv og spreder bomber for at blive frygtet, så vil Kina åbne yderligere op og sprede memes for at blive elsket. 

Referencer

Gil, Jeffrey. 2017. Soft Power and the Worldwide Promotion of Chinese Language Learning: The Confucius Institute Project. Bristol: Channel View Publications.

Li, S. yuan. (2025). Problematising China’s soft power: setbacks of Confucius Institutes and the decentralisation of its international language and culture promotion strategy.
The Pacific Review, 38(3), 397–421.
https://doi.org/10.1080/09512748.2024.2387614

Myklebust, Jan Petter. 2022. “Another Confucius Centre axed due to Mistrust of China”.
University World News.
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20220623082301227

Urhová, Dominika. 2024. “The Demise of Confucius Institutes: Retreating or Rebranding?”.
China Observers in Central and Eastern Europe.
https://chinaobservers.eu/the-demise-of-confucius-institutes-retreating-or-rebranding/.

Læs mere om Sinolytica her og finde alle vores udgivelser her.

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.

The post Fra Ulvediplomati til Chinamaxxing: Er Kina ved at blive cool? first appeared on Sinolytica.

Trumps håndslag med Xi løser kun de problemer, som han selv har skabt. Har Kina fat i den lange ende?

13. februar 2026 kl. 18.16

Casper Wichmann

Partner & medstifter, Sinolytica

Denne artikel blev første gang udgivet i Ræson Søndag 2/11-2025

Der var store smil og et velkendt fast Trump-håndtryk, da Kinas leder Xi Jinping og den amerikanske præsident holdt deres første fysiske møde i seks år på sidelinjen ved APEC-topmødet i den sydkoreanske by Busan. Forholdet mellem de respektives lederes lande havde op til mødet været præget af den uro, mistro og skrøbelighed.

Handelskrigens genopblussen fra foråret fik endnu et kapitel i efteråret, da Kina indførte yderligere streng kontrol med sjældne jordarter som et modsvar på amerikanernes stramninger af eksporten af halvledere samt en mulig undersøgelse af afgifter på kinesiskbyggede skibe. Trump havde forud for mødet endda sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet var umagen værd at mødes med Xi.

Men mødet fandt sted – tirsdag i denne uge – og hver især fik noget med hjem, de kan bruge indenrigspolitisk. Resten af verden, og ikke mindst aktiemarkederne, kan ånde lettet op ved udsigt til en midlertidig våbenhvile i handelskrigen mellem Kina og USA. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er Xi Jinping og Kina, der har fat i den lange ende?

En midlertidig våbenhvile

Forud var der som nævnt tvivl om, hvorvidt Xi og Trump kunne blive enige om en egentlig handelsaftale. Det blev de heller ikke. I stedet blev parterne enige om en form for våbenhvile, hvor begge gav sig lidt. Trump vurderede mødet til ”12 ud af 10”, men manden, der ellers er kendt for art of the deal, har ikke nødvendigvis fået en særlig god aftale med hjem.

Trump fjernede 10 pct. af den samlede strafttold på i alt 20 pct., som han tidligere havde indført mod Kina – begrundet med, at Beijing ikke gjorde nok for at hjælpe i bekæmpelsen af stoffet fentanyl. Det kan kineserne kun være tilfredse med, men amerikanerne bør alligevel tænke deres, da det langt fra er første gang, at Kina har brugt bekæmpelsen af fentanyl i forhandlingerne med USA. Trump-administrationen har gentagende gange kritiseret kineserne for ikke at gøre nok for at komme problemet til livs. Xi og Kina kan derfor selv vælge, hvor meget de vil give amerikanerne som tak for reduktionen af de 10 pct.

Et kinesisk modsvar i handelskrigens seneste fase var at stoppe køb af amerikanske sojabønner, hvilket har bragt de amerikanske bønder, Trumps kernevælgere, i knæ. Trump kunne derfor glædeligt meddele dem, at Kina nu årligt vil købe 25 millioner ton sojabønner de næste tre år. Men i 2024 eksporterede USA hele 27 mio. ton sojabønner til Kina. På den korte bane løser de 12 mio. ton, som Kina vil importere frem mod januar 2026, derfor ikke det store problem. Heller ikke her har Trump altså høstet nogen stor sejr.

Til gengæld må Trump naturligvis være meget glad for, at kineserne ikke ville gøre alvor af forbuddet mod at eksportere sjældne jordarter til amerikanerne. Forbuddet har i den grad presset USA, som skal bruge materialerne i produktion af elektronisk, biler og, måske vigtigste, våben. I stedet udskød man det til et år – og det forventes derfor, at de sjældne jordarter, som kineserne sidder tungt og nærmest monopolagtigt på udvindingen og forarbejdningen af, nu igen vil eksporteres frit til amerikanerne – i hvert fald i det kommende år.

Alt i alt har Trump således kun fået løst de problemer, som han selv har skabt – og som man med sikkerhed alligevel ville have løst.

Pusterum til EU

Også i EU giver aftalen et tiltrængt pusterum. Nu kan de europæiske ledere finde sine egne ben over for Beijing, særligt hvad angår det mulige pres fra kineserne på handel og råmaterialer. Selvom eksportforbuddet på sjældne jordarter primært var rettet imod USA, ville det også have ramt de europæiske virksomheder. EU kan stadig blive præsenteret for samme skarpladte pistol, som amerikanerne blev det i starten af oktober. Det er værd at huske, at Kina leverer 98 procent af de sjældne jordarts-magneter, som EU importerer.

For EU’s ledere er kattepinen derfor velkendt. Der er mange gode idéer til et modsvar, men endnu ingen konkret strategi og tiltag. Man kan dog sætte sin lid til, at man i G7-regi kan finde en løsning, som også vil komme europæerne til gode. Man skal dog ikke tage fejl af, at det kommer til at tage tid – og det bliver dyrt – før man helt er ude af det kinesiske greb på sjældne jordarter.

Samtidig er det vigtigt ikke at glemme, at pusterummet også giver Kina et helt år til at raffinere og finjustere sit eksportskontrolregime. Først den 4. april i år – dagen efter Trumps Liberation Day – havde Beijing sin nye licensmodel på plads for sjældne jordarter på plads, som siden blev udvidet den 9. oktober til at omfatte endnu flere råstoffer. Timing var næppe tilfældig, men snarere kulminationen på et arbejde, der har været i støbeskeen lige siden Trumps første periode, hvor Kina indså, hvor sårbar landet var over for amerikanske sanktioner og blokeringer.

Man skal huske på, at det stadig er nyt for Xi og Kina, hvordan man reelt skal bruge eksportregimet som pressionsmiddel over for lande, som man ender i en konfrontation med. Derfor er et års tænkepause også en fordel for kineserne.

”Vi kommer til at samarbejde om Ukraine”

Ifølge Trump havde de to ledere brugt en del tid på at tale om krigen i Ukraine. På Air Force One på vej tilbage fra Asien udtalte den amerikanske præsident:

“Vi er enige om, at parterne er låst fast i kampene, og nogle gange må man bare lade dem kæmpe – vanvittigt – men (Xi) vil hjælpe os, og vi kommer til at samarbejde om Ukraine. Der er ikke så meget mere, vi kan gøre.”

Som det efterhånden er gået op for Europa, så skal man nok ikke – i hvert fald ikke baseret på ovenstående citat – sætte sin lid til, at Donald Trump leverer en hurtig løsning på krigen i Ukraine, som ukrainerne og europæerne kan være tilfredse med. Og det virker også utænkeligt, at Kinas vil bidrage til en afslutning på krigen, som Ukraine og Europa kan se sig selv i.

Senest har vi hørt fra EU’s udenrigsminister, Kaja Kallas, at Kina ikke er interesseret i, at krigen i Ukraine skal slutte – tværtimod,  da det er med til at distrahere amerikanerne. Hvis det står til troende, så får Donald Trump altså næppe Kina med om bord i sin diplomatiske bestræbelser på fred.

Kina har hele tiden fastslået, at man vil en fred i Ukraine, men det vil være en fred, der langt hen ad vejen forventes også at tilgodese Putin og Ruslands behov. Selvom man fra kinesisk side ikke officielt har anerkendt de russiske annekteringer af ukrainsk territorie.

Kinas drejebog for Trump 2.0

Fra afgørelsen af præsidentvalget i USA og op til Liberation Day prøvede man fra kinesisk side at undgå den øgede, men forventede, straftold, som Trump havde truet med under valgkampen. Det gjorde man bl.a. ved at stryge Trump med håret og pleje hans ego lidt. Ekstraordinært sendte man en repræsentant til indsættelsen af Trump – noget, som kun den kinesiske ambassadør i Washington D.C. plejer at deltage i. Men intet af det hjalp, og kineserne indså, at man var nødt til at tage fløjelshandskerne af – og i stedet slå endnu hårdere igen.

Det virker tydeligt, at man i toppen af det kinesiske lederskab har lagt en drejebog for, hvordan man skal håndtere Donald Trump i de kommende fire år. De ved, at den amerikanske præsident er transaktionel – mestendels optaget af aftaler, ikke store ideologiske eller geopolitiske spørgsmål – og at hele tanken om ”vestlige liberale demokratier mod autokratierne” ikke optager ham.

Xi Jinping føler uden tvivl efter mødet, at han har fået Donald Trump til at behandle Kina som en ligeværdig og global stormagt, der skal behandles med respekt. Det er vigtigt over for den kinesiske befolkning, Trump og USA, men især også Det Globale Syd, at Kina skal ses som på lige fod med amerikanerne. I toppen af den kinesiske politiske elite er der en klar overbevisning om, at USA er i forfald, og tiden derfor er på Kinas side – men at man heller skal ikke undervurdere USA og derfor gradvist opbygge sin styrke.

Rivaliseringe på en skrøbelig vej frem 2026

Kina har længe haft en åben og officiel invitation til Trump om et statsbesøg til Kina. Og ved mødet i Busan bekræftede Trump nu endeligt, at han vil rejse til Beijing i april næste år. Det forventes desuden af Trump, at Xi Jinping efterfølgende vil gengælde besøget i USA på et senere og endnu ikke fastlagt tidspunkt. Vi ved også, at de to ledere vil mødes igen ved både APEC- og G20-topmøderne næste år, hvor værtsnationerne er hhv. Kina og USA. Men selvom møderne er sat i kalenderen, så er der fyldt med bump på vejen.

Selvom Trump var tilfreds efter mødet med Xi Jinping og den aftale, som man har                     fået lavet, har han reelt set ikke fået meget af værdi. Måske var det også derfor, at han efter mødet – da fotoseancen med håndtrykket var overstået – fulgte efter Xi og hviskede ham noget i øret. Var han i virkelig godt klar over, at han havde lavet en dårlig handel? Samtidig har man ikke fået adresseret de grundlæggende sager, som skiller Kina og USA ad, og som er årsag til den stigende rivalisering mellem dem –især det økonomiske og teknologiske kapløb, der næppe får en ende foreløbigt.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Taiwan slet ikke kom på tale under mødet. Xi har ellers tidligere over for Joe Biden understreget, at spørgsmålet om Taiwan er den første røde linje, der ikke må krydses i forholdet mellem Kina og USA. Samtidig har kilder tæt på Xi udtalt, at han måske føler sig så sikker, at han vil forsøge at lokke Trump til at udtale, at USA er direkte imod Taiwans uafhængighed – i stedet for den tvetydighed, der ellers er status quo.

Man har dog fra kinesisk side næppe ønsket at rokke for meget ved båden og har i stedet fokusere på at få noget konkret med hjem og få skabt lidt ro fremadrettet. Der bliver rig lejlighed til at arbejde videre med det, når Trump besøger Beijing.

Da Xi Jinping ved partiets nyligt overståede fjerde plenarmøde afleverede de sidste anbefalinger til den kommende femtende femårsplan, som skal guide Kina frem de næste fem år, skete det med fornyet selvsikkerhed og en klar bekræftelse af, at Kina er på niveau med USA. Xi har altså en plan – både for Kina og for håndteringen af Trump og Vesten. Det store spørgsmål efter mødet mellem Xi og Trump er derfor, hvorvidt USA og Europa har en plan for sig selv og Kina? Og vigtigere: Er man i stand til at implementere den? Hvis ikke, kan det meget vel være Kina, der har fat i den lange ende.

Om skribenten: Casper Wichmann (f. 1984) er moderne sinolog, uddannet cand.mag. i Kinastudier fra Københavns Universitet. Han har været leder af kina-tænketanken, ThinkChina under Københavns Universitet, Asien & og Kina-korrespondent for TV 2, og er nu medstifter og partner i Sinolytica.

Læs mere om Sinolytica her

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.

The post Xi har en plan – for Trump og for Vesten. Spørgsmålet er, om vi har det samme? first appeared on Sinolytica.

G20-topmødet på Bali blev USA’s præsident Joe Biden og Kinas præsident Xi Jinping første ansigt-til-ansigt møde siden Bidens indtræden i Det Hvide Hus. Men trods positive udmeldinger efter mødet, skal man ikke tro, at alt nu er fryd og gammen mellem de to nationer.

j

20. december 2022 kl. 14.35

Casper Wichmann

Medstifter & medredaktør, Sinolytica

Forholdet mellem USA og Kina har længe været nedadgående og på frysepunktet. Joe Biden har fulgt Donald Trumps hårde linje overfor kineserne, og situationen omkring Taiwan er siden sommer blevet mere og mere tilspidset. Det var derfor ventet med spænding, at de to statsledere nu endelig fik mulighed for at sætte sig ned over for hinanden til en bilateral samtale om forholdet mellem Kina og USA. Det var samtidig to statsledere, der ankom til Bali fyldt op med selvtillid: Joe Biden havde ikke fået den store øretæve ved midtvejsvalget, som demokraterne var spået, og Xi Jinping har efter den 20. partikongres opnået en ny periode som generalsekretær for Kinas kommunistparti og har fået sine egne loyale, støtter indsat i toppen af partiet. Det skal derfor understreges, at det er absolut positivt, at de to landes ledere kan sætte sig ned og tale sammen ansigt til ansigt.

Netop spørgsmålet omkring Taiwan har været et stridspunkt mellem de to nationer. Nancy Pelosis besøg til øen i august i år afstedkom kinesisk vrede og sanktioner, der blandt andet betød en stopper for klimasamarbejdet. Ved mødet i Bali fik Xi Jinping understreget, at Taiwan-spørgsmålet er den første – og største – røde linje i forholdet mellem USA og Kina. Fra amerikansk side anerkendte Biden også ét-Kina-politikken, der anerkender, at der kun findes ét Kina, Folkerepublikken, men påpegede dog samtidig, at den kinesiske linje overfor Taiwan er alt for aggressiv. Biden har ved forskellige lejligheder fået sået tvivl om den såkaldte strategiske tvetydighed, som man benytter overfor Kina og Taiwan, der både skal afholde Kina fra militær handling overfor øen, men modsat heller ikke give Taiwan idéer om, at man kan erklære sig uafhængig og regne med militærhjælp fra amerikanerne. Det kunne tyde på, at begge parter har haft behov for at tage en timeout i Taiwan-konflikten og få taget toppen af spændingerne i Taiwan-strædet.

Et andet positivt resultat af de to statslederes samtale var enigheden om, at brugen af atomvåben i krigen i Ukraine ikke kunne komme på tale. Her gentog Xi Jinping, hvad han også havde sagt i forbindelse med den tyske kansler, Olaf Scholz’, besøg i Beijing. Det kunne derfor se ud som om, at Rusland og Putin nu er helt isoleret, da omdrejningspunktet jo er Putins trusler om mulig brug af atomvåben i krigen i Ukraine. Man skal dog ikke tage fejl af, at Kina dog stadigvæk yder moralsk støtte til Rusland, hvor man kan. Den kinesiske udenrigsminister talte med sin russiske kollega, Sergey Lavrov, og kunne efterfølgende rose Rusland for at den ”rationelle” og ”ansvarlige” holdning om ”at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes”. Kina synes således ikke interesseret i at kaste Putin under bussen og lade Rusland i stikken.

Joe Biden udtalte efterfølgende også til Bloomberg, at han ikke mener, at man er på vej ind i en ny kold krig, hvilket kinesiske statsmedier også var ude at gentage efterfølgende.

Men til trods for de positive aspekter ved mødet mellem Xi og Biden, skal man dog ikke gøre sig forhåbninger om, at alt nu er fryd og gammen. Mellem linjerne, og i det usagte imellem de to parter, fortsætter rivaliseringen for fuld udblæsning. I den nyligt offentliggjorte Nationale Sikkerhedsstrategi i USA bliver det med alt tydelighed understreget, at Kina er den største trussel mod amerikansk sikkerhed. Kina, som det bliver beskrevet, er den eneste amerikanske konkurrent, der har intentionen om at omforme verdensordenen, og samtidig også i stigende grad har de økonomiske-, teknologiske-, og militære muskler at underbygge det med.

USA vil derfor stadigvæk gøre alt, hvad de kan for, at Kina ikke skal blive for stor en trussel. Det så vi et tydeligt eksempel på i oktober, da Joe Biden lancerede utrolig stram kontrol over amerikansk teknologi i til Kina, der skal gøre det så absolut svært – for ikke at sige umuligt – for Kina at kunne blive så stærke inden for kvantecomputere, kunstig intelligens, osv. så det kan give Kina en militær overhånd. Da det amerikanske udspil skete lige op til den kinesiske partikongres, er der endnu ikke kommet et kinesisk modsvar, men det ville ligne kineserne dårligt at lade det stå uimodsagt hen.

Netop grundet rivaliseringen med Kina har USA også blikket stift rettet imod Indo-Pacfic regionen, hvormed EU – og således også Danmark – skal vænne sig til den nye virkelighed, at vi selv skal varetage europæisk sikkerhed og løse konflikter i nærområdet. Vi skal samtidig også forholde os til, at rivaliseringen mellem USA og Kina – trods de positive udmeldinger fra Bali – ikke forsvinder, men højest sandsynligt vil blive værre. USA vil derfor gøre sit for at trække EU med ind i konflikten på sin side, og fra kinesisk side vil man for alt i verden ikke have et samlet EU imod sig, og slet ikke ledt an af USA. Derfor må Xi Jinping have været meget begejstret for Scholz’ besøg, da han gennem det netop kunne konstatere, at EU ikke kan komme til enighed omkring en fælles linje overfor Kina.

Vi skal derfor i stigende grad forhold os til en ny verdensorden, hvor vi ikke kommer uden om Kina på godt og ondt. Her melder der sig en række udfordringer og muligheder for Danmark: Hvordan får vi løst de globale klimaudfordringer sammen med kineserne, når klimaforhandlingerne også bliver politiseret, og samtidig med, at vi på forsyningssiden er dybt afhængige af Kina, når det gælder solceller? Hvordan vil vi fra dansk og europæisk side forholde os, hvis det værste skulle ske og det kommer til en militærkonflikt på Taiwan? Vi håbede forgæves til det sidste med Rusland og Ukraine, men har vi råd til det samme med Taiwan? Et godt sted at starte ville i hvert fald være at opruste dansk viden og vidensproduktion om Kina og Asien, så vi får det bedst mulige og mest oplyste grundlag at kunne agere ud fra.

Artiklen blev først bragt på Altinget.dk 21/11-2022

The post Lunt møde på Bali smelter ikke kold krig mellem Joe Biden og Xi Jinping first appeared on Sinolytica.