Sinolytica Perspektiv – Kina og Vietnam: de fortroligste arvefjender

Stor drage presser en mindre. Vietnam har opnået ’centralitet’ i klodens mest dynamiske verdensdel, hvor landets arvefjende Kina presser sine sydlige naboer i territorielle konflikter.

14. september 2026 kl. 10.29

Flemming Ytzen, gæsteskribent

Seniorhøjskoleunderviser, redaktør emeritus

_{Redaktionel note: Artiklen er et eksternt bidrag. Synspunkter og vurderinger i artiklen er skribentens egne og er ikke nødvendigvis udtryk for Sinolyticas holdninger eller vurderinger.}

Først et par nedslag i kinesisk-vietnamesisk historie for at illustrere nogle geostrategiske dilemmaer.

Intet andet sydøstasiatisk folkeslag kender kinesisk kulturel og politisk adfærd bedre end vietnameserne, hvis nordligste statsdannelse i flere århundreder var underlagt forskellige former for kinesisk dominans og påvirkning. Skiftende vietnamesiske dynastier blev formet af den konfucianske embedsmandslære, som har domineret Kina hen over et par årtusinder. I officiel vietnamesisk historieskrivning opnår den nordlige del af landet uafhængighed fra Kina i år 939 e.Kr., men i de følgende århundreder gik Vietnam ikke fri for kinesiske angreb og invasioner.

I 1427 invaderede en kinesisk hær Vietnam, men led nederlag. Kejser Le Loi ville henrette kinesiske krigsfanger, men blev advaret af sin rådgiver Nguyen Trai om konsekvenserne: risikoen var, at næste gang ville Kina sende en større hær. Derfor var det klogest at søge en fred ved at formulere en forklarende undskyldning til den kinesiske kejser. Le Loi valgte at følge rådgiverens anbefalinger. Der blev stillet heste og skibe til rådighed for de kinesiske fanger, fordi man ville sikre sig, at de vendte ordentligt og sikkert hjem til moderlandet.

Imperialister fordrevet

Nogle århundreder senere, i perioden 1950-1954, deltog kinesisk militær i vietnamesernes uafhængighedskrig mod den franske kolonimagt ved at stille artilleri til rådighed under Vietminh-partisanernes belejring af Dien Bien Phu, den sidste franske militære forlægning af betydning. I 1965 erklærede den kinesiske leder Mao Zedong i et sjældent interview med vestlige mediefolk, at artilleriet havde været bemandet med kinesiske tropper.

Kort efter amerikanske styrkers landgang i Sydvietnam i 1965 optrappede Kina sine militære hjælpeindsatser på nordvietnamesisk side. Frem til 1968 udgjorde antallet af kinesiske styrker i Nordvietnam i perioden samlet set over 320.000 mand; højest i 1967 med et niveau på 170.000. Størsteparten var ingeniørtropper og bygningsfolk, der stod for genopbygning og vedligeholdelse af broer, veje og jernbaner foruden fabrikskomplekser, der var ødelagt af amerikanske bombardementer. De samlede kinesiske tab blev i 1973 opgjort til 1.100 dræbte og 4.200 sårede, et beskedent omfang sammenholdt med de millionstore vietnamesiske tab. Vietnamkrigen sluttede i april 1975 med Sydvietnams sammenbrud. Året efter fulgte den formelle forfatningsjuridiske integration af den slagne stat. Men et usædvanligt geopolitisk opgør fulgte.

I 1978 indgik Vietnam en 25-årig ’venskabsaftale’ med Sovjetunionen; forsvarspagt ville have været en mere præcis betegnelse. I december samme år invaderede Vietnam det kinesisk-støttede Cambodja, dengang kendt som Kampuchea. I februar 1979 svarede Kina igen med en såkaldt afstraffelsesaktion, hvor kinesiske tropper trængte ind i det nordlige Vietnam og forårsagede omfattende ødelæggelser. Aktionen varede en måneds tid, hvorefter kineserne trak sig ud. Krigshistorisk er forløbet en sjældenhed: at to kommunistiske stater engagerede sig i en traditionel landkrig, der sluttede uden definitiv sejr eller nederlag. Konfliktens bagtæppe var ideologisk og geostrategisk: hvem skulle være den dominerende magt i det tidligere Fransk Indokina efter den amerikanske retræte. Der var også elementer af en stedfortræderkrig mellem Kina og Sovjetunionen.

Forspillet var iøjnefaldende: I januar var den kinesiske leder Deng Xiaoping på besøg i Washington for at markere den fulde normalisering af USA-Kina-relationerne. Her skal Deng have bemærket følgende til præsident Jimmy Carter: ’Det lille barn opfører sig uartigt, så det er nødvendigt med en afklapsning’. Kort tid efter bebudede Deng en invasion af Vietnam, som varede en måned og påførte Vietnam store materielle skader og Kina store tab af soldater. Ingen af parterne offentliggjorde nogensinde præcise tabstal. Vestlige opgørelser nævner 28.000 kinesiske dræbte og 43.000 sårede, mens antallet af dræbte på den vietnamesiske side skønnes at være tæt på 10.000.

En anderledes regional krig

De følgende ti år var grænseområdet mellem Vietnam og Kina præget af spændinger i form af bl.a. lejlighedsvis artilleribeskydning. Cambodja var i perioden under vietnamesisk besættelse og kontrol: der blev udkæmpet en lavintensiv guerillakrig, hvor Røde Khmer-partisaner og to ikke-kommunistiske partisangrupper med husly i Thailand og støtte fra USA og ASEAN-landegruppen foretog lejlighedsvise indfald mod vietnamesiske styrker.

Op gennem 1980’erne befandt Kina og Vietnam sig i en koldkrigsagtig tilstand med styret i Hanoi som den eneste sovjetallierede regionale magt i Sydøstasien. Så sent som i april 1985 fortalte kinesiske regeringstopfolk en besøgende dansk udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, at alliancerelationen Moskva-Hanoi var en trussel mod fred og stabilitet i Asien. Få måneder forinden var Mikhail Gorbatjov blevet udpeget som ny generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti, hvorefter en række reformforsøg blev påbegyndt. I 1986 holdt Gorbatjov en tale i Vladivostok, hvor han åbnede op for en løsning på konflikten om Cambodja og dermed viste en vej til forsoning med Beijing.

Styret i Phnom Penh var en udbryderfraktion af de Røde Khmerer, indsat af Vietnam omkring årsskiftet 1978-79. I FN beholdt de Røde Khmerer Cambodjas plads, støttet af ASEAN, Kina og et flertal af vestlige lande. 1982 dannedes en koalition af Røde Khmerer og de to ikke-kommunistiske grupper, hvilket ikke fik konsekvenser på slagmarken. Anslået 300.000 cambodjanske flygtninge blev huset i lejre i Thailand.

Adskillige tusinder vietnamesiske flygtninge opholdt sig i årevis i lejre i Malaysia og Hongkong, mens andre igen blev sendt til USA, Canada, Australien og Vesteuropa. Begrebet ’bådflygtninge’ blev en vigtig udfordring, som UNHCR, FN’s flygtningehøjkommissariat, tog sig af. UNHCR blev 1978-85 ledet af danskeren Poul Hartling (mangeårig Venstre-politiker, udenrigsminister 1968-71 og statsminister 1973-75).

Hvad der kun fik beskeden opmærksomhed dengang var, at en meget stor del af ’bådfolket’ var etniske kinesere. Fordrivelsen af denne gruppe fra Vietnam kunne være blevet betegnet som etnisk udrensning, men mere præcist var der tale om, at stats- og partiapparatet i Hanoi betragtede den tidligere entreprenørklasse fra det kollapsede Sydvietnam som klasseforrædere, der ikke kunne betragtes som loyale borgere i det genforenede, socialistiske Vietnam.

Men et historisk kursskifte fulgte med Gorbatjovs forsoningsbesøg i Beijing i 1989 og den vietnamesiske tilbagetrækning fra Cambodja samme år. Vietnam sendte året efter atter partidelegationer til Kina og udvidede gradvist samarbejdet med sin historiske rival i nord. Sovjetunionen overlevede ikke venskabsaftalen fra 1978 med sin allierede i Sydøstasien og forsvandt fra verdenskortet med udgangen af 1991. Herefter blev Vietnam integreret i det økonomisk dynamiske Sydøstasien. Landet blev 1995 optaget i ASEAN-sammenslutningen.

Nye ledestjerner

Vietnams internationale orientering i nutiden (2026) er resultatet af dramatiske skift og opbrud i det 20. århundrede: afkoloniseringsprocessen og de deraf afledte krige mod først Frankrig og siden USA og i denne sammenhæng den indlysende alliance med Sovjetunionen. Hele forløbet er stærkt præget af landsfaderen og uafhængighedshelten Ho Chi Minh med dennes nærmest guddommelige status i befolkningen og magtapparatet. På det politisk-ideologiske plan er forløbet båret af en syntese mellem leninisme (såkaldt demokratisk centralisme, formuleret af Vladimir Lenin i 1902), den årtusindegamle moralfilosofis konfucianisme – importeret fra Kina – og dennes betoning af hierarkier, pligtrelationer samt elementer fra den kinesiske filosofiske/politiske tradition legalismen. Det har haft stor betydning for Vietnams evne til at trække internationale investeringer. Landets økonomiske kurs har påfaldende ligheder med den reformpolitik, som Kina påbegyndte fra 1978.

Med ophøret af den kolde krigs bipolare verdensorden og den kommunistiske magtbloks forsvinden efter 1989 måtte beslutningstagerne i Hanoi orientere sig anderledes: Kinas opstigning og kurs mod supermagtsstatus i det 21. århundrede og de sydøstasiatiske nabolandes økonomiske dynamik var blevet vietnamesernes nye ledestjerner.

Sovjetisk inspireret planøkonomi måtte vige til fordel for tilpasninger til verdensmarkedet i form af globaliseringen, og Vietnams ledere er lykkedes imponerende med at placere landets erhvervsliv og arbejdsstyrke på relevante positioner i den globale produktions- og værdikæde. Sydkoreanske Samsung er Vietnams største private arbejdsgiver.

Eftersom Vietnam ikke længere har en enkelt stormagt at læne sig op ad, giver det mening at betegne landets udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering som en selektiv og balanceret alliancefrihed, byggende på medlemskabet af den sydøstasiatiske fællesmarkedsklub ASEAN. Denne blev ved sin oprettelse i 1967 betegnet som en provestlig, antikommunistisk sammenslutning, men rummer i dag Vietnam, Cambodja og Laos, alle stater, hvor magten er koncentreret i et enkelt politisk parti. Gruppens største og vigtigste medlem er den muslimske verdens eneste sekulære demokrati af betydning, Indonesien, der med godt 285 millioner indbyggere er blevet en økonomisk sværvægter.   

ASEAN er ikke i nærheden af at være en militær alliance, men roser sig af sin såkaldte ’centralitet’, som indebærer, at medlemmerne søger partnerskab med flest mulige og undlader at tage part i rivaliseringen mellem Kina og USA. EU og ASEAN har et intensivt økonomisk samkvem og har siden 1996 institutionaliseret politiske dialoger med Bruxelles på de regelmæssige Asia-Europe (ASEM)-topmøder.

Trump forstyrrer

Sydøstasiens og dermed Vietnams betydning for den globale økonomi har i løbet af et halvt århundrede været stigende. Ved årtusindeskiftet var den japanske økonomi otte gange større end ASEAN-landenes. Et kvart århundrede senere udgjorde Sydøstasiens økonomiske volumen mere end to tredjedele af Japans, og inden for et tiår må det forventes, at sydøstasiaterne overhaler Japan. I tiåret 2010-20 bidrog ASEAN mere til global økonomisk vækst end den Europæiske Union.

Ingen anden verdensdel har på så kort tid præsteret en tilsvarende reduktion af fattigdom. Selv om langtfra alle regionens flere end 650 millioner indbyggere har mærket forbedringerne i befolkningernes levestandard, er potentialet indiskutabelt (Myanmar, det tidligere Burma, skal holdes helt ude af ligningen. Heller ikke Laos ligner en succes).

De positive udsigter er fra 2025 blevet forstyrret af, at USA under præsident Donald Trump med sin toldpolitik forsøger at gennemtrumfe en variant af protektionisme uden fortilfælde i moderne økonomisk handelspolitik. Når hertil lægges den skærpede rivalisering mellem USA og Kina, bliver det ekstra vanskeligt for beslutningstagerne både i Hanoi og nabolandene at navigere.

Stridigheder til havs

Den største sikkerhedspolitiske udfordring i magtspillet mellem Kina og Vietnam er de territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, som mange vietnamesere naturligt nok kalder Østhavet. Anslået en fjerdedel af verdenshandelen passerer gennem dette farvand, som også rummer store forekomster af olie og gas.  

Kina gør krav på omkring 80 procent af Det Sydkinesiske Hav og hævder, at området har været kinesisk territorium i flere hundrede år, hvilket er et tvivlsomt udsagn. I 1947 publicerede datidens nationalistkinesiske styre et kort, der i dag bruges til at begrunde Beijings krav i havområdet. Inden for en linje, der kaldes nistregslinjen eller U-linjen på grund af dens form, ligger to øgrupper, Spratly og Paracel. Vietnam og Filippinerne er de to af Kinas nabolande, hvis territorielle krav kolliderer med den voksende kinesiske tilstedeværelse i form af sejladser og landfyldninger. Malaysia og Brunei gør krav på enkelte af øerne, men ses ikke som vigtige aktører.

Spratly og Paracel udgør stridsemner for Kina og flere af dets sydlige naboer. I spørgsmålet om, hvor øerne hører til, er USA som udgangspunkt neutralt, men den amerikanske militære tilstedeværelse bygger på den forudsætning, at fri transport kan opretholdes. Derfor opfattes de kinesiske landfyldninger i Washington som en udfordring af den orden, som USA etablerede i regionen efter 1945, hvor hovedparten af Kinas sydøstasiatiske naboer i varierende former etablerede alliancelignende samarbejdsrelationer til supermagten på den anden side af Stillehavet.

Paracel-øgruppen består af 130 små koralrev og klippeskær og ligger ca. 250 kilometer fra den kinesiske ø Hainan og 400 kilometer fra kystlinjen i det centrale Vietnam. I 1974, et år efter indgåelse af fredsaftalen mellem Nordvietnam og USA (som Sydvietnam ikke underskrev), tog kinesisk militær kontrollen med Paracel-øerne efter kamphandlinger, der angiveligt kostede 65 vietnamesiske soldater livet. Hele gruppen har siden været under kinesisk kontrol, men Taiwan (formelt Republikken Kina siden 1912) og Vietnam gør stadig krav på øgruppen.

Taiwan omringes

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium har Kina indvundet næsten 1.300 hektar land i Spratly-gruppen. Hensigten vurderes at være at omdanne internationalt farvand til zoner, hvorfra Kina på sigt kan begrænse rettighederne for kommerciel og militær sejlads eller på anden måde intimidere modstandere. Gennem årene har der været talrige episoder med sejladser, hvor kinesiske marinefartøjer chikanerer filippinske og vietnamesiske fiskefartøjer, men indtil videre uden regulære krigshandlinger. Blandt motiverne til Kinas politik ses bestræbelserne på at opnå genforening med Taiwan, eftersom landfyldningerne kan blive en del af en basestruktur, der omringer Taiwan.   

Spratly-øerne strækker sig over et område på 409.000 kvadratkilometer, hvor Vietnam, Kina, Taiwan, Malaysia, Filippinerne (og Brunei, omend marginalt) har rejst territorielle krav. Kina etablerede sin militære tilstedeværelse i 1988, hvor kinesisk militær fjernede en vietnamesisk garnison fra Johnson South Reef og i 1994 tog kontrollen med Mischief Reef, som Filippinerne gør krav på.

I 2009 meddelte Kina FN-systemet, at den såkaldte nistregslinje bør respekteres som den folkeretligt gældende. Vietnam og Malaysia svarede igen ved at udvide deres respektive kontinentalsokler. Sandsynligvis som en konsekvens af denne udvikling bebudede USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton på et topmøde i Hanoi i juli 2010, at hendes regering ville udforme en såkaldt ’pivot to Asia’ – en sikkerhedspolitisk opprioritering af den østasiatiske region og derfor uundgåeligt en skærpet konfrontation med Kina.

Hvor meget af kursskiftet, der vil overleve Donald Trumps anden embedsperiode, er tvivlsomt, men med i billedet hører, at USA har flere sikkerhedsmekanismer i den østasiatiske region: AUKUS (Australien, Storbritannien og USA) og QUAD (Quadrilateral Security Dialogue), som omfatter USA, Australien, Indien og Japan. Ingen af disse kan dog gøre det ud for noget, der bare tilnærmelsesvist ligner det nordatlantiske Nato. Glemt af de fleste er, at Sydøstasien engang havde et forum, der mindede om Nato; navnet var SEATO (South East Asia Treaty Organisation), grundlagt i Manila i 1954 og afviklet i 1977 i konsekvens af den amerikanske retræte fra Vietnam. SEATO fik aldrig betydning for datidens konflikter i Vietnam, Laos og Cambodja.      

Ganske vist vandt USA’s ældste alliancepartner i regionen, Filippinerne, i juli 2016 den sag, som regeringen i Manila havde rejst ved det Internationale Havretstribunal, og som afgjorde, at de kinesiske landfyldninger i Det Sydkinesiske Hav er i strid med FN’s Havretskonvention af 1982, Unclos, men Kina ignorerede kendelsen uagtet at Beijing er medunderskriver af konventionen.

Havenes grundlov

Unclos (United Nations Convention on the Law of the Sea) kaldes havenes grundlov. Konventionen definerer kyststaters og indlandsstaters rettigheder og pligter. For kyststaternes vedkommende regulerer konventionen deres territorialhøjhed og retshåndhævelse i det farvand, der defineres som en eksklusiv økonomisk zone (EEZ) i en afstand af 200 sømil fra en kystlinje. Kina har ratificeret konventionen og har forklaret visse forbehold, mens USA ikke har – trods flere præsidenters opfordringer er der aldrig opnået flertal i Kongressen.

Ifølge Unclos er det kun naturligt dannede øer med menneskelig tilstedeværelse og en dertil hørende økonomisk aktivitet, som kan berettige krav om en såkaldt eksklusiv økonomisk zone, der kan række 200 sømil ud. En zone giver kystnationen rettigheder til udvinding af naturressourcer inden for denne grænse og skal tillade andre landes skibe at passere gennem farvandet. Unclos er tiltrådt af 168 lande, herunder ni af de ti ASEAN-lande med Cambodja som undtagelse.

Vietnam og flertallet af dets ASEAN-partnere mener, at Kina er i færd med at ændre den fysiske geografi i dette hav og afviser derfor Kinas ’historiske tilstedeværelse’ fra gammel tid som grundlag for suverænitetskravet i nutiden. ASEAN har ingen beslutningskraft, ej heller domstolslignende institutioner, men er en konsultationsmekanisme, der opererer på basis af konsensus, dvs. de laveste fællesnævnere for, hvad der kan opnås af enighed mellem medlemmerne.

Sydøstasiatisk politisk tradition søger at balancere mellem større magters interessesammenstød, ikke ulig den såkaldte ’europæiske koncert’, der efter Napoleonskrigenes afslutning i 1815 gjorde det meste af århundredet stabilt og relativt fredeligt frem til udbruddet af verdenskrigen i 1914. Ubestrideligt er det, at der ikke siden 1979 har været krigshandlinger mellem stater i Sydøstasien; en dramatisk forskel fra forholdene i Mellemøsten og Afrika. Populært sagt er Kina og de sydøstasiatiske lande enige om at være uenige – og at undgå krigstilstande. Fortidens konflikter skræmmer.  

Hvorfor skulle Kina risikere regionens stabilitet og voksende velstand ved at provokere sine sydlige naboer? Formålet med den store aktivitet i Det Sydkinesiske Hav er tydeligvis at teste USA’s vilje til at stå ved sine forsvarsforpligtelser i regionen. Under præsidenterne Obama, Trump og Biden har amerikanske flådeenheder været markant til stede i området med de såkaldte Fonop-sejladser (freedom of navigation operations), hvis formål kan være at afskrække Kina fra at ændre status quo. Men nok så mange Fonops har ikke standset de kinesiske landfyldninger og heller ikke afskrækket Beijing fra at opstille missilramper på nogle af områderne.

Flertallet af ASEAN-lande tolker den kinesiske havpolitik som et forsøg på at omdefinere de spilleregler, der har været gældende for international politik siden 1945, og det er her, disse små og spredte klynger af øer og klipper får større betydning. Spørgsmålet er herefter, om USA kan agere som den kontrollant, der håndhæver havretskonventionen, når Washington ikke er medunderskriver. Paradokset er selvindlysende. Mulighederne for et kompromis synes ikke udtømte. I 2011 blev der opnået enighed mellem Kina, Brunei, Malaysia, Filippinerne, Taiwan og Vietnam om foreløbige retningslinjer for gennemførelse af et såkaldt adfærdskodeks, der kan fremme løsninger i striden. Retningslinjerne kaldes Declaration on Conduct of Parties in the South China Sea og blev oprindeligt formuleret i en tidlig udgave i 2002.

Det er ikke sandsynligt, at Unclos kommer til at danne grundlag for en løsning, for ingen af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd har nogensinde efterlevet afgørelser fra det internationale domstolssystem, når en afgørelse har stået i vejen for et medlems nationale sikkerhedsinteresser. Kina har med andre ord handlet, som USA altid har gjort. 

Vietnameserne er nervøse over, hvad giganten i nord kan finde på. Folkelige, men naturligvis myndighedsgodkendte protestaktioner vendt mod Kina er et velkendt fænomen i Vietnams byer. I 2014 trak kinesiske skibe en boreplatform ud til et punkt syd for Paracel-øerne kun 220 kilometer fra den vietnamesiske kyst og dermed inden for Vietnams økonomiske zone, EEZ. Vietnamesiske fiskefartøjer sejlede ud for at protestere; flere af dem blev påsejlet og et enkelt sænket. Begivenheden udløste protestdemonstrationer på virksomheder i Vietnam, hvor der også arbejdede etniske kinesere. Flere end 400 kinesiskejede virksomheder blev helt eller delvist ødelagt af rasende demonstranter, der med stor sandsynlighed blev tilskyndet eller var direkte udkommanderet af myndighederne.

Fænomenet gentog sig i 2018, hvor Hanoi, Ho Chi Minh City og andre byer oplevede, at tusinder af demonstranter gik på gaden for at protestere mod et lovforslag, der blev set som regeringens knæfald for landets historiske arvefjende i nord. Demonstrationernes emne var et lovforslag om at åbne tre nye udviklingszoner: den ene af disse i Quang Ninh-provinsen, der grænser op til Kina. Lovforslaget skulle gøre det muligt at udleje landarealer til industriformål i 99 år, hvor den hidtidige tidsgrænse i Vietnams øvrige 18 udviklingszoner er 70 år.

Markeds-leninister

Både Kina og Vietnam repræsenterer økonomiske udviklingsmodeller, som kan kaldes for ’markeds-leninistiske’ med magten koncentreret i et enkelt parti- og statsapparat og med en stærkt reguleret kapitalisme. Begge landes økonomiske udvikling har mindelser om den strategi, der blev fulgt af Taiwan i diktaturtiden under præsident Chiang Kai-sheks Nationalistparti KMT.  

Den kinesisk-vietnamesiske normalisering tog otte år og førte i december 1999 til underskrivelse af en  traktat om grænsedragning på land. Denne blev ledsaget af en såkaldt ’16 gyldne ord’-erklæring, der fremhævede ’langsigtet stabilitet, venskabeligt naboskab og omfattende samarbejde’. Året efter pointerede den kinesiske leder Jiang Zemin, at formuleringen indebar, at parterne havde lagt fortidens stridigheder bag sig. Denne øvelse i forglemmelse og fortrængning har prominente vietnamesiske personligheder ikke haft det nemt med. I 2013 lød det fra den tidligere leder af en forskningsenhed under ministeriet for sikkerhed, generalmajor Le Van Cuong, således:

’Tusinder mistede livet for at beskytte vores land i nord. Hvorfor har vi ikke de rigtige ord for dem? Vi kan ikke udskyde dette, heller ikke have et vagt synspunkt eller helt ignorere dette historiske anliggende’. Generalmajoren fandt det urimeligt, at 1979-krigen blev ignoreret i den officielle historieskrivning.

Alle modsætninger til trods er der meget, der forener de to fortrolige og kulturelt nært forbundne modstandere. I sammenligning med udviklingslande, der forsøger sig med vestligt inspirerede demokratiske systemer, har regeringerne i Hanoi og Beijing gjort markante fremskridt i bekæmpelsen af fattigdom. Dermed har begge etpartisystemer fundet solide argumenter for ikke at indføre systemer, der bygger på principperne om én mand, én stemme, mindst to partier, forfatningssikrede frihedsrettigheder og dertil hørende uafhængige medier, civilsamfund og domstole.

Hvor koldkrigslogikken og de ideologiske modsætninger er lagt på hylden, er traditionel geopolitik og dens faste ledsagere – økonomiske og territoriale interessesfærer – rykket ind. Spørgsmålet for Vietnams ledere er, hvorledes de bedst navigerer over for en nordlig nabo, der for længst er blevet en økonomisk supermagt. Kort sagt: Er Kinas økonomiske mirakel ensbetydende med Vietnams politiske mareridt?

Geografi er skæbne, lyder et kendt dictum. Overført på Vietnams udfordringer i klodens mest dynamiske region er det rimeligt at formulere Vietnams dilemmaer således: relationerne til giganten i nord vil altid være en kombination af velsignelser og forbandelser. Førstnævnte, fordi den østasiatiske økonomiske udviklingsmodel har udløst et kolossalt potentiale; sidstnævnte, fordi beslutningstagerne i Hanoi må opleve sig som værende underdanige og inferiøre, når Kina håndhæver sine kerneinteresser.

Med Kinas status som vigtigste handelspartner for et flertal af verdens lande har Vietnam måttet indordne sig realiteter, ingen havde set for sig, dengang krigen i 1979 blev udkæmpet. Den status som partnerland i BRICS-gruppen, som Vietnam fik i 2025, fremstår som et acceptabelt alternativ til at blive en del af den af Kina initierede Belt and Road-gruppe, af mange beskrevet som historiens største og mest ambitiøse infrastrukturprojekt.

Hen over et lille halvt århundrede var det Vietnams økonomiske forarmelse i 1980’erne, der gjorde en forsoning med Kina til en nødvendighed. Daværende partichef Nguyen Van Linh blev manden, der gennemtrumfede en kinesisk-inspireret reformpolitik på en skelsættende partikongres i slutningen af 1986. Presset af en faldende sovjetisk bistand, militær og civil, trak han de vietnamesiske militære styrker ud af Cambodja i 1989 og rejste året efter i hemmelighed til Beijing og forhandlede normaliseringens betingelser med Kinas dengang nyligt tiltrådte partichef Jiang Zemin.

Et af de kinesiske krav handlede dengang om at få udrenset den udenrigsminister, Nguyen Co Thach, der havde været Hanois internationale talsperson siden konflikten om Cambodja 1979-1991. Den Kina-fjendtlige Thach havde været blandt systemets topdiplomater siden Paris-forhandlingerne 1968-73. Beijing fik sin vilje, for ud røg denne veteran, der med sin charme og joviale retorik havde været et fascinerende bekendtskab for mange diplomater og besøgende vestlige mediefolk. Thach døde i 1998 i en alder af 76.

Sydøstasiens fremtid – og Taiwans

Den lille drages oprør mod den store havde fået sit forudsigelige udfald, og etableringen af et forandret magthierarki i Sydøstasien skulle realiseres. Hanois strateger havde ikke råd til at unddrage sig den økonomiske dynamik, der i de følgende årtier løftede millioner af østasiater ud af fattigdom. Nguyen Van Linh fratrådte som partichef i 1991 og efterlod sit land i en relativt gunstig position som en klassisk østasiatisk udviklingsstat, et af de ’flyvende gæs’, som den japanske økonom Kaname Akamatsu havde beskrevet med forbløffende præcision i 1936. Linh døde i 1998 i en alder af 82.

Ikke siden de tidlige måneder af 1979 har der været en krig mellem stater i Øst- og Sydøstasien. Sammenlignet med tilstandene i Mellemøsten og et revanchistisk Ruslands pres på Ukraine og dermed Centraleuropa er Sydøstasien i 2020’erne en oase af stabilitet, vækst og voksende velstand. Et eksempel illustrerer dynamikken: en europæisk ambassadør i Hanoi kunne i sommeren 2025 sætte tal på, hvor mange ugentlige flyvninger der er mellem Sydkorea og Vietnam: omkring et tusinde, hvoraf to tredjedele var fragtfly. Forklaringen hedder Samsung, den koreanske elektronikgigant, der i Vietnam beskæftiger ca. 125.000.

Det overordnede motiv bag Kinas bestræbelser på at indgå aftaler med sine sydøstasiatiske naboer er at stabilisere regionen for at skabe betingelserne for en fredelig genforening med Taiwan og dermed få lukket det sidste kapitel i den borgerkrig, der ikke fandt sin afslutning med de kinesiske nationalisters flugt til den tidligere japanske koloni i 1949. USA’s rolle i regionen skal søges reduceret til at opretholde fungerende magtbalancer og holde Nordkorea inddæmmet og dermed sikre, at en kinesisk genforening med Taiwan bliver forhandlet og fredelig.

_{Flemming Ytzen (f. 1952) er redaktør emeritus med 28 års fortid på dagbladet Politiken. Forfatter til flere bøger om asiatiske lande, herunder ’Supermagten Kina – mirakel eller mareridt’ (2008). I dag er han underviser og foredragsholder om historiske emner hos FOF.}

Læs mere om Sinolytica her og find alle vores udgivelser her.

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.