Dette Sinolytica Forskningsbrief tager udgangspunkt i den videnskabelige artikel Catalysing the green transition through collaborative innovation. Artiklen undersøger, hvordan det dansk-kinesiske samarbejde om grøn omstilling har udviklet sig, og hvilken rolle diplomati spiller i at forbinde forskning, politik og erhverv.

Forfatterne analyserer samarbejdet under det omfattende strategiske partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina som et casestudie, der følger udviklingen over tid fra 2007 til 2024.

Casen bliver undersøgt på to forskellige niveauer: Det første niveau er makroniveauet, som er det bilaterale forhold mellem Kina og Danmark, og omfatter formelle partnerskaber, fælles arbejdsprogrammer og pres på landskabsniveau. Formålet er at vurdere, i hvilket omfang samarbejdet er lykkedes med at opskalere løsninger indenfor vedvarende energi.

Det dansk-kinesiske partnerskab startede i 2008 med det brede Comprehensive Strategic Partnership og blev videreudviklet i arbejdsprogrammet Joint Work Programme fra 2017 til 2020, som primært lagde grundlaget for strategisk sektorsamarbejde med fokus på pilotprojekter og kapacitetsopbygning i lokale sammenhænge. Fra 2023-2026 har man samarbejdet om et nyt grønt arbejdsprogram, Green Joint Work Program, Det Grønne Arbejdsprogram (DGA). Tabel 2 viser en oversigt over tidslinjen i det dansk-kinesiske samarbejder i den grønne omstilling

Faktorer der former det dansk-kinesiske samarbejde

I undersøgelsen af samarbejdet mellem Danmark og Kina har det også været væsentligt at se nærmere på de faktorer – interne som eksterne – der former partnerskabet mellem de to lande.
Det omfatter især de øgede geopolitiske spændinger i slutningen af 2010’erne, rationalet for samarbejdet samt de strategiske interesser for begge parter i at indgå i partnerskabet.

Parternes motivation for samarbejde
Rationalet bag indgåelsen af partnerskabet er selvsagt, at begge lande kan se, at de kan få et udbytte ud af det, som er større end det, som man ville kunne have opnået hver for sig.

Fra kinesisk side skal man balancere landets grønne ambitioner med behovet for fortsat økonomisk vækst. I den 14. femårsplan – der i 2026 er blevet afløst af den– var der stort fokus på at ville styrke internationalt samarbejde samt at positionere Kina som en global leder i promoveringen af bæredygtig udvikling og som et foregangsland for implementering af Paris-aftalen. Kina har en særinteresse i partnerskabet med Danmark, da samarbejdet muliggør praktiske løsninger og vidensoverførsel samtidig med, at det styrker kinesisk grøn soft power som en ansvarlig aktør i det globale klimadiplomati.

Set fra Danmarks side er den største drivkraft bag samarbejdet ønsket om både at fremme globale klimamål og styrke danske økonomiske interesser. Danmark har opbygget en stærk international position inden for vindenergi og grøn omstilling og havde i 2023 en vedvarende energianel på 45 pct. Samtidig stod Danmark for under 0,08 pct. af verdens drivhusgasudledninger, hvilket understreger, at nationale reduktioner alene kun har begrænset global effekt. Danmark har derfor en klar interesse i at samarbejde med store udledere som Kina, hvor danske løsninger kan få større international gennemslagskraft.

Danmark har desuden en særinteresse i partnerskabet med Kina, grundet at samarbejdet giver adgang til et af verdens største markeder for grøn teknologi og kinesiske forsyningskæder inden for sjældne jordarter, batterier og permanente magneter til brug i vindturbiner. For Danmark kombinerer samarbejdet dermed klimadiplomati, eksportfremme og strategisk positionering.

Geopolitiske spændinger
Selvom det bilaterale forhold mellem Kina og Danmark har været præget af større samarbejde og engagement i tiden efter Kinas WTO-medlemskab og OL-værtskab, har det de sidste 5-10 år været præget af stadig større spændinger.

Det er især perioden mellem 2018-2022, at forholdet blev ramt af større pres som følge af Kinas præsident og generalsekretær for kommunistpartiet, Xi Jinpings, konsolidering af magten samt den accelererende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina, der har ført til, at EU har ændret syn og tilgang til Kina.

Siden 2022 har man fra dansk side derfor bestræbt sig på at fastholde en pragmatisk og konstruktiv tilgang til engagementet med Kina. Strategien går ud på, at vedligeholde et positivt samarbejde med Kina, mens man adresserer potentielle sikkerhedsrisici rejst af danske kritikere sammen med EU og USA. DGA er netop en del af denne strategi, hvor man søger at styrke samarbejdet med klimapolitik som hovedfokus for den fælles interesse.

Resultater af undersøgelse

Forskernes undersøgelse af samarbejdet fra 2007 til 2024 viser tre overordnede tendenser i partnerskabet omkring den grønne omstilling:

1) Samarbejdet har bevæget sig fra forskningsdrevne nicheprojekter mod mere omfattende projekter, der har politisk og regulatorisk forankring. Tidlige initiativer som Innovation Centre Denmark og Sino-Danish Center for Education and Research fokuserede primært på vidensdeling og innovation (se figur 3). Senere samarbejder, såsom varme- og elinfrastrukturprojekter, viser derimod større fokus på implementering og opskalering.

2) Samarbejdet er blevet sektormæssigt udvidet. Hvor fokus tidligere hovedsageligt lå på vedvarende energi, omfatter partnerskabet nu også maritime løsninger, vandforvaltning samt fødevarer og landbrug.
Samtidig ses en tydeligere orientering mod markedet og kommercielle interesser, hvor danske virksomheder som Maersk og Danfoss anvender samarbejdet til at udbrede grøn teknologi på det kinesiske marked.

3) Der er kommet øget fokus på systemiske løsninger i stor skala. Nyere projekter retter sig mod
integration af store mængder vedvarende energi, fjernvarmesystemer og reduktion af udledninger i transportsektoren. Det indikerer et mere modent samarbejde, hvor enkeltstående pilotprojekter erstattes af helhedsorienterede omstillingsinitiativer. Samlet indikerer resultaterne, at det sino-danske grønne partnerskab har udviklet sig fra forskningssamarbejde til strategisk grøn diplomati med større økonomisk og klimamæssig betydning.

Konklusion og diskussion

Samlet set viser analysen, at det sino-danske grønne partnerskab kan ses som en case for, hvordan internationalt samarbejde kan understøtte den grønne omstilling, samtidig med at begge parter fremmer egne økonomiske og strategiske interesser. Samarbejdet illustrerer, at klimadiplomati i praksis sjældent alene drives af idealisme, men snarere af sammenfaldende interesser, hvor bæredygtighed, handel, innovation og geopolitik kobles tæt sammen. Danmark bidrager især med teknologi, regulatorisk erfaring og grøn policy-ekspertise, mens Kina bidrager med markedsstørrelse, industriel kapacitet og evnen til hurtig implementering i stor skala. Kombinationen af disse faktorer og komparative styrker har gjort partnerskabet gensidigt attraktivt.

Samtidig viser casen, at grønne samarbejder kan bestå trods stigende geopolitiske spændinger. I en periode præget af europæisk de-risking, teknologisk rivalisering og større fokus på forsyningssikkerhed er klimaområdet fortsat et af de få felter, hvor samarbejde mellem vestlige lande og Kina fortsat fremstår muligt og rationelt. Det peger på, at grøn omstilling kan fungere som et pragmatisk rum for samarbejde, hvor fælles interesser midlertidigt kan overstige bredere sikkerhedspolitiske uenigheder. Dog indebærer denne model også begrænsninger, da øget rivalisering, handelskonflikter eller afhængighed af kinesiske værdikæder kan udfordre samarbejdets robusthed på længere sigt.

For Danmark har partnerskabet givet adgang til verdens største marked for grøn teknologi og styrket landets position som international grøn frontløber. For Kina har samarbejdet bidraget med knowhow, teknologioverførsel og legitimitet i det globale klimadiplomati. Resultatet er derfor ikke et asymmetrisk forhold med én klar vinder, men snarere et funktionelt interessefællesskab, hvor gevinsterne er forskellige, men komplementære.

Overordnet demonstrerer casen, at små, men teknologisk avancerede stater kan opnå betydelig international indflydelse gennem strategiske nichekompetencer, når disse kobles med større staters kapacitet for at implementere i stor skala. Det sino-danske samarbejde fremstår dermed som en relevant model for fremtidige grønne partnerskaber mellem teknologisk stærke småstater og store vækstøkonomier. Hvis sådanne partnerskaber udbygges og institutionaliseres, kan de spille en væsentlig rolle i den globale energiomstilling. Samtidig understreger casen, at fremtidens klimapolitik i stigende grad vil blive formet i krydsfeltet mellem bæredygtighed, industripolitik og geopolitisk konkurrence.

Sinolytica Tebladslæsning: Implikationer for Danmark fremadrettet

_{NB. Sinolyticas tebladslæsning er udelukkende udtryk for Sinolyticas perspektiver og ikke nødvendigvis dem af forfatternes.}

Klimasamarbejdet skal genforhandles i en ny kinesisk virkelighed
DGA udløber i 2026 og skal genforhandles, hvis samarbejdet skal fortsætte. Denne proces finder sted i en ny kinesisk kontekst, hvor den 15. femårsplan i højere grad forventes at koble klimapolitik sammen med industripolitik, teknologisk selvforsyning og strategisk værdikædekontrol. Hvor tidligere samarbejder i højere grad handlede om fælles grøn omstilling, vil fremtidige partnerskaber sandsynligvis i stigende grad blive vurderet ud fra, hvordan de understøtter Kinas industrielle konkurrenceevne. Danske beslutningstagere og virksomheder bør derfor gå ind i en ny forhandlingsrunde med en nøgtern forståelse af, at klimaområdet også er et konkurrencepolitisk område, hvor markedsadgang, teknologi og standarder er centrale interesser.

Kan Kina snart undvære Danmark — og ikke omvendt?
Analysen rejser spørgsmålet om, hvorvidt den danske model for klimadiplomati fortsat giver samme strategiske fordel som tidligere. Kina har i dag langt større kapacitet inden for grøn teknologi og kan i stigende grad selv eksportere energiløsninger til markeder i det globale syd. Dermed risikerer Danmark på sigt at blive udfordret af kinesiske alternativer, som kombinerer lavere priser med stor implementeringskapacitet. Danmark bør derfor fokusere på områder, hvor landet fortsat har et kvalitativt forspring, herunder systemintegration, energieffektivitet, regulering og specialiserede
teknologiske nicheløsninger.

Gode intentioner kræver troværdig opfølgning
Endelig bør fremtidige samarbejdsaftaler ledsages af stærkere governance-mekanismer. Formuleringer om, at samarbejdet udelukkende skal have civil anvendelse, er politiske hensigtserklæringer, men kræver troværdig opfølgning gennem due diligence, eksportkontrol og løbende myndighedstilsyn, hvis de skal have reel substans.

Læs andre udgivelser fra Sinolytica