Fra Ulvediplomati til Chinamaxxing: Er Kina ved at blive cool?

På vestlige sociale medier er en trend i gang, hvor unge vil leve kinesisk og “blive kinesere”. Er Kina nu ved at øge sin soft power i takt med, at Donald Trump er godt i gang med at erodere den amerikanske?

18. marts 2026 kl. 14.03

Johan Anton Knudsen

Research Assistant, Sinolytica

Bolette Thomsen, gæsteskribent

Cand.mag. Asienstudier, Københavns Universitet (med speciale i Kina)

I 2025 og 2026 spredte begrebet Chinamaxxing sig som en steppebrand blandt hundredtusindvis af unge, der for første gang beundrende har besøgt Kina – i geografien, i kulturen eller i cyberspace. Kinesiske samleobjekter, musik, teknologi, levevaner og rejsedestinationer fik pludselig kæmpestor opmærksomhed i USA og Europa. Skal vi se det som et udtryk for, at Kina er ved at blive cool? Eller handler det måske mere om, at USA ikke længere er det?

Flere peger nemlig på, at USA, efter Donald Trump blev præsident igen, oplever en stor nedgang i popularitet, både i ind- og udland, og folk søger dermed nye steder hen. Der er sågar snak om, at Kinas bløde magt stiger som følge af disse virale trends. Men hvad vil det egentlig sige?

Soft power

Ophavsmanden til begrebet soft power, den amerikanske politolog og fhv. amerikansk Assistant Secretary of Defense for International Security Affairs (en slags assisterende forsvarsminister for international sikkerhed), Joseph Nye, blev ofte inviteret til Beijing for at gøre styret klogere på, hvad det egentlig gik ud på. Beijing har nemlig ikke kun taget begrebet om blød magt til sig, men bruger det nu også aktivt i sin udenrigspolitik. Lyd- og videoklip af Nye, der har kritiseret Donald Trump for at underminere USA’s bløde magt globalt, bruges også hyppigt af kinesiske statsmedier. 

Den bløde magt optræder som centralt begreb for denne artikel om Kinas voksende popularitet både globalt og i det digitale rum: hvordan landets kultur, idealer og politikker bliver mere tiltalende for andre nationer. Blød magt, mente Nye, stod i kontrast til og skulle opveje den hårde magt, hard power, som beror på enten økonomisk eller militær magtanvendelse mellem stater. For at opbygge sin bløde magt kan et givet land trække på tre områder: kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Det er blevet populært at sige, at vi lever i “rovdyrenes tid”. I hvert fald kan det virke til, at den bløde magts meritter ofte underkendes eller fejes til siden i udenrigspolitikken for stater verden over. Man havde håbet, det hørte fortiden til, men gang på gang er vi vidner til stater, der, koste hvad det vil, anvender økonomiske og militære magtmidler til at nå deres nationale interesser. Krigen i Ukraine raser nu på sit femte år, og bare i dette års første to måneder er både Nicolas Maduro og Ayatollah Khamenei sat permanent uden for indflydelse i hhv. Venezuela og Iran af en “ikke-interventionistisk” præsident i USA.

Men er det kun Trump og hans kumpaner, der rasler med sablerne, slår på trommerne og skriver de vrede opslag på sociale medier? Kinas famøse “ulvediplomati” ser meget vel ud til at være blevet tonet ned med en – på papiret – venligere form for “Xi-plomacy”. Den tilgang bliver i disse dage nemlig brugt i Kina til at beskrive landets mere stabile diplomatiske tilgang til omverdenen end visse andre.

Men kan en “ulvekriger” nogensinde rigtig tæmmes? Den igangværende diplomatiske krise mellem Kina og Japan, der økonomisk har haft konsekvenser for begge sider, viser i hvert fald, at ord stadig har mærkbare konsekvenser. Spændingerne nåede eksempelvis nye højder efter en kinesisk diplomats udtalelser online om at hugge hovedet af den japanske premierminister Sanae Takaichi fik stor mediedækning sidste år. Så hvordan er Kinas globale image reelt set, og kan man overhovedet sige, at partistyret går op i blød magt, når ulvekrigerne stadigvæk viser tænder fra tiden til anden?

Kina går viralt på sociale medier: “You are Now Chinese”

I 2025 gik Kina flere gange viralt på sociale medier i Vesten. Videoer af Chongqing, der viser byens futuristiske høje, belyste bygninger, optræder bl.a. på Instagram. Her kaldes byen for Kinas “cyberpunk city” og gik bl.a. viralt for sine mange niveauer, hvor man aldrig ved, hvilken etage man er på. Derudover er flere sange af den sydkinesiske rapper, Skai Isyourgod, gået viralt og blevet brugt i adskillige videoer på både Instagram og TikTok. Rapperen, som var på sin første europæiske turné sidste år, blander elementer fra amerikansk Memphis-hiphopkultur med kinesisk lokalkultur. Med sin opvækst i byen Huizhou i Guangdong-provinsen, tidligere kendt som Kanton, væver han flere dialekter ind i sine tekster, og eksempelvis sangen “大展鴻圖” (dàzhǎnhóngtú) er da også samplet med den velkendte kantonopera Blomsterprinsessen 帝女花.

@chinamax_sol 3AM in Beijing #brainrot #dankmemes #67 #chinatiktok ♬ original sound – ChinaMaxxing

Samtidig så vi også den lille legetøjsfigur, Labubu, hvis design drager inspiration fra nordiske folkesagn, blive en global sensation. Denne lille figur, der er lavet af en kunstner fra Hongkong, Kasing Lung, forhandles af den kinesiske legetøjsproducent Pop Mart. Verden over ser man folk stå i kø i timevis for at få fingre i deres eget lodne monster. Labubuer købes i det såkaldte “blindbox”-format, hvor man som køber ikke ved, hvad der er i boksen, før den åbnes. Denne trend er blevet enormt populær blandt unge, især på sociale medier, hvor boksene åbnes i realtid, og indholdet afsløres. Der er adskillige psykologiske faktorer bag denne trend, herunder menneskers naturlige trang til at samle samt forventningsglæden til ukendt indhold. Trenden bliver sågar sammenlignet med gambling, da man kan opnå samme type af dopaminrus, som når man åbner en nyindkøbt blindbox. Dette er også en større del af, hvad der er blevet kaldt for “trinket economy”, hvor små fysiske nipsting, der kan samles og vises frem, vinder frem i en tid, hvor alt ellers er digitalt. (Bemærket er det stadig ofte på de sociale medier, de udstilles.)

Særligt blandt disse virale trends ser vi interessen for at blive kinesisk eller leve efter kinesiske vaner og traditioner. Trenden startede påX/Twitter i april 2025 med “you met me at a very Chinese time in my life”. Senere har udtryk som “becoming Chinese” eller “Chinamaxxing” fulgt trop (“-maxxing” er et udtryk der beskriver det at optimere aspekter af sit liv til den mest ekstreme grad og bruges også om andre trends på sociale medier, f.eks. “looksmaxxing”). Fælles for disse er, at det er folk af ikke-kinesisk afstamning, som regel amerikanere, der viser, hvad de gør i deres nye “kinesiske” hverdag. Dette involverer forskellige vaner fra kinesisk kultur, såsom elementer fra kinesisk medicin, f.eks. at drikke varmt vand med gojibær eller holde sig varm ved at have sutsko på. I flere videoer bliver disse “kulturelt vildfarne” modtaget af etniske kinesere med de betryggende ord: “you are now Chinese.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af sherry (@sherryxiiruii)

Kinas top-down approach til blød magt: Konfuciusinstitutterne

Blød magt blev for alvor et fokuspunkt for den kinesiske partistat, da daværende præsident Hu Jintao i 2007 holdt tale ved den 17. Nationalkongress. Her blev der appelleret til, at Kina skulle øge sin bløde magt hovedsageligt via kulturen, som ved samme lejlighed blev udpeget som Kinas stærkeste kort. Dette har medført forskellige initiativer, herunder de (in)famøse Konfuciusinstitutter 孔子学院 (Kǒngzǐ Xuéyuàn), hvoraf det første åbnede i 2004. De er blevet døbt “Kinas flagskibsinitiativ for blød magt” og har haft til formål at sprede kinesisk sprog og kultur uden for Kina. Konceptet består i, at et institut etableres på en uddannelsesinstitution i det pågældende land, som regel universiteter eller andre højere læreanstalter. Instituttet står for at varetage kinesisk sprog- og kulturundervisning, og der etableres ofte udvekslingsaftaler mellem den lokale institution og et kinesisk universitet. 

Hurtigt efter konfucius-institutternes fødsel blev der oprettet utallige af dem verden over, især i Europa, som da også havde fået størst fokus fra afsenderne. Der blev også etableret konfucius-institutter på både Copenhagen Business School og Aalborg Universitet og adskillige “Confucius classrooms” på danske gymnasier. Især i vestlige lande spredte der dog sig på sigt en skepsis omkring det egentlige formål bag disse institutter og deres affiliation med den kinesiske regering. Anklager lød bl.a. på, at den kinesiske regering blandede sig i undervisningen på institutterne, og at de lokale uddannelsesinstitutioner måtte selvcensurere. Dette kom også i de danske mediers søgelys, hvor der blev sået tvivl ved finansieringen fra Kina og dets indflydelse på undervisningen. Dette medførte, at mange af institutterne gradvist begyndte at lukke rundt omkring i Europa. I USA lukkede over 100 institutter ned, og der er nu kun omkring 10 tilbage. De to institutter på CBS og AAU lukkede også i henholdsvis 2017 og 2019. I dag er der kun ét tilbage i Danmark på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Resultaterne af de officielle kinesiske indsatser for at øge den bløde magt har været blandede. Teorier lyder, at effekten af blød magt-initiativer også afhænger af både den kontekst, de optræder i, og at regeringen bag dem kan påvirke, hvordan disse indsatser opfattes af modtageren. Derfor argumenteres der for, at blød magt skabes bedst fra initiativer, der er “bottom-up” i stedet for “top-down”, da det virker mindre påduttet.
En generel svaghed ved blød magt er da også, at det kan være svært at vurdere effekten af forskellige initiativer. Dog kan man sige, at selvom konfuciusinsitutterne ikke blev modtaget synderligt positivt i mange europæiske lande, Australien, New Zealand og især i USA, så er det også værd at pointere, at dette ikke var det samme tilfælde i andre dele af verdenen, så som i det globale syd, men også i mange central- og østeuropæiske lande, f.eks. Ungarn og på dele af Balkan.

Stormagtsrivalisering: “Making China Great Again”

Det er ikke kun på de sociale medier, at Kina har oplevet et gevaldigt rygstød i populariteten, alt imens USA’s globale renommé har været i frit fald. Flere klassiske nyhedsmedier og tænketanke, såsom britiske The Economist og amerikanske Pew Research Center, har sidste år kunnet verificere tendensen, baseret på spørgerunder udført i hhv. 32 og 24 lande. Ifølge Pew Research Center kan man blandt de lande, hvor en større del af de adspurgte udtrykte et positivt synspunkt på Kina frem for USA, finde: Mexico, Indonesien, Kenya, Grækenland, Tyrkiet, Sydafrika, Spanien og Nigeria.

The Economist, som i undersøgelsen godt nok spørger, hvilket land der ville være den “foretrukne verdensleder”, ser en lignende tendens. Her har det særligt været i Nord- og Sydamerika, Europa og dele af Afrika, at USA’s popularitet er faldet mest drastisk. I EU er tendensen i mange lande, at der bliver set næsten lige negativt på begge stormagter. Det er særligt blandt de 18- til 24-årige, at USA og Kina står næsten lige i den globale favorisering med hhv. 41 og 39 pct. for de to lande. 2026 kan dermed meget vel blive året, hvor Kina overgår USA’s popularitet i dette alderssegment af den globale befolkning, såfremt Trump fortsætter den konfrontatoriske kurs. Der er netop også den aldersgruppe, der bliver udset som målgruppe, men dog ikke nødvendigvis den største forbrugergruppe, af kinesiske tech- og e-commerce-giganter som TikTok, Temu og SHEIN.

Det er vanskeligt at forestille sig andet end, at Amerikas vaklen i forhold til sit globale lederskabog de internationale institutioner bag den amerikansk-ledede liberale verdensorden bliver modtaget med tilfredshed i Kinas Kommunistiske Partis (KKP) inderkreds. Kina kan ganske vist glædes over, at borgere i flere lande i højere grad finder deres nationer friere til selv at vælge internationale partnere, men midt i udviklingen ønsker landet også, at den internationale retsorden består i et eller andet omfang. Det tjener nemlig ingenlunde Kinas interesse, at den går til grunde med Trumps vælg-og-vrag-form for isolationisme i USA. Den amerikanske tilbagetrækning har åbnet op for, at Kina træder frem på verdensscenen og fremviser meritterne ved landets kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Deri består der dog også et dilemma for Kina, der på den ene side ønsker at bevare – og få en endnu større stemme i udformningen af – de internationale normer og regler, som har bidraget til landets imponerende udvikling, men på den anden side heller ikke ønsker at påtage sig ansvaret for de udgifter, som USA – eller Europa – tidligere hen har hæftet for. Tag for eksempel håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IP-rettigheder), hvor Kina går fra at være nettoimportør til nettoeksportør af teknologilicenser i disse år. De kinesiske domstole behandler over 550.000 IP-relaterede retssager årligt, og flere kinesiske selskaber er begyndt at sagsøge udenlandske konkurrenter, der kopierer kinesiske patenter og varemærker. En af de organisationer, der varetager håndhævningen af internationale IP-rettigheder, er Verdenshandelsorganisationen, WTO. Den modtog i 2025 31 pct. af finansiering fra EU’s medlemsstater, sammenlignet med blot ca. 11 pct. fra USA og Kina. 

I 2025 vakte det da også forundring, da Kina ikke gik ind og udfyldte det brølende finansieringsgab, som Trumps omfattende nedskæringer af USAID (United States Agency for International Development) efterlod for verdens nødhjælps- og støtteorganisationer. I disse dage trækker spørgsmålet om ulandsbistanden også op til at blive et emne for den igangværende valgkamp. Kan man købe sig til blød magt gennem velgørenhed?

Den globale udviklingsfinansiering har ændret sig væsentligt i takt med, at Kina er blevet rigere. Mellem 2001 og 2023 har Washington årligt givet $38,6 mia. (i faste priser) i økonomisk assistance til verdens fattigste. Ifølge forskningsinstituttet AidData har fire femtedele historisk været givet i form af støttemidler eller lempelige lån med lav eller ingen rente. Mellem 2000 og 2021 har den økonomiske assistance fra Kina ligget på $68,3 mia. årligt. Fordelingen af støttemidler kontra lån er dog nærmest direkte modsat USA’s, med en langt større mængde lån end støttemidler. Størst har støttemidler været fra de resterende OECD-lande samlet.

Dét til trods har Kina generelt været bedre stillet end USA (og EU) på det afrikanske kontinent i noget tid nu – også før Trump vendte tilbage. Som også EU har måttet sande i et land som Serbien, så er det sjældent nok kun at være den største bidragsyder, hvis man vil vinde hearts and minds. Man skal også kunne fortælle en historie om sig selv, som landets borgere vil købe ind på – og måske kan spejle sig i. Her har USA og EU historisk set nok virket for moraliserende med konditionalitetskrav indlemmet i bistandsaftaler, og kapital fra tidligere kolonimagter er nok i flere tilfælde blevet set som forsøg på aflad frem for reel assistance. Bommerter, som Trumps shithole countries-kommentar og Josep Borells, tidl. udenrigspolitsk chef for EU, eurocentriske lignelse med EU som Paradisets Have omringet af den vilde jungle, har heller ikke gjort meget godt for Vestens image.

Men skyldes Kinas succes kun Vestens mangler?

Kommunistpartiet hopper med på trenden

Den store interesse for Kina på sociale medier i Vesten er måske slet ikke så organisk, som man måske skulle tro. Det kan synes, at det ikke længere kun er borgere i Folkerepublikken eller etniske kinesere i diasporaen, der skal “fortælle den gode Kina-historie” 讲好中国故事 (jiǎng hǎo Zhōngguó gùshì) som et politisk slogan fra Xi Jinping i 2013 lød. Sidste år tog et stort antal influencere og online-personaer i hvert fald på ture til Kina og viste påfaldende næsten udelukkende positive dele frem af kinesisk kultur og samfund – heriblandt med navne som Hasan Piker, Darren Watkins (alias IShowSpeed) og Khaby Lame, der tilsammen har flere hundrede millioner følgere. Ifølge nyhedsmediet Le Monde og den kina-fokuserede central- og østeuropæiske tænketank, CHOICE, har kinesiske statsmedier, i hvad der døbes “influencer-diplomati”, også betalt for flere internationale influencers rejser til Kina. Man kan selvfølgelig kun spekulere i, om Chinamaxxing og Kinas popularitet på internetsfæren er direkte afledt heraf.

Hvad der til gengæld ikke er kunstigt, er fascinationen af Kinas imponerende teknologiske fremskridt, som de tre herrer i ovenstående eksempel kan attestere for. Det er faktisk ikke kun i de klassiske meningsmålinger, at Kina vinder terræn. I 2026 overtog Kina nemlig førstepladsen fra Japan i kategorien technology and innovation perceptions i det årlige Soft Power Index udgivet af markedsføringskonsulenthuset, Brand Finance. Det vil sige, at Kina blandt de adspurgte opfattes som det overordnet mest teknologisk-avancerede land i Verden. Selvom Kina endnu er bagud USA på mængden af kendte, veletablerede teknologi-mærker, så tyder det på, at de mange nation branding-initiativer (tænk: kung fu-udøvende robotter, selvkørende biler, højhastighedstog m.m.) virker befordrende for Kinas image som global tech hub – og åbner op for nye kapitalstrømme til landets blomstrende tech-sektor. Teknologi er blevet en helt central drivkraft for kinesisk blød magt.

Det handler således om at høste propaganda-dividende, mens man stadig har rampelyset. Men alligevel er KKP forsigtig med at omfavne kinesiske produkter, der ikke nødvendigvis stemmer overens med partilinjen og det officielle narrativ. Et umiddelbart eksempel er Labubu-dukken, som mødte indirekte kritik i en lederartikel i Folkets Dagblad, et nationalt talerør for Partiet, grundet blind box-formatets potentielle skadelige effekt på de yngste borgere. Pop Mart, der inden for et årti selv anslår at hente ca. 70 pct. af omsætningen hjem fra salg i udlandet, er til trods senere hen blevet blåstemplet af KKP i Qiushi 求是, som udgives af den centrale partiskole og tilrettelægger den politiske linje. Vi ser derfor nu en anden tilgang, hvor partiet endda beskrives som “fans” af Labubu og roser produktets kreativitet og succes.

Ligesom Labubu er Chinamaxxing-trenden da også kommet ind på radaren for de officielle kinesiske medier. I en anden artikel bragt i Qiushi, italesættes trenden som et udtryk for: 

1. at flere unge uden for Kina på nettet “omfavner kinesisk tankegang”. 
2. at forholdet mellem Kina og omverdenen gennemgår en generel forbedring. 
3. at kinesisk kultur har en “vedvarende vitalitet” 源远流长的生命力 (yuányuǎnliúcháng de shēngmìnglì).

Her benytter forfatteren også muligheden for at understrege, at der er den omfavnende og ikke-belærende natur i kinesisk kultur, som netop gør, at trenden opstår naturligt. I samme ombæring forbindes trenden også med større politiske målsætninger, som f.eks. “opbygningen af et fællesskab med en delt fremtid for menneskeheden” 人类命运共同体 (rénlèi mìngyùn gòngtóngtǐ), hvori udvekslinger mellem kulturer og civilisationer er selve “legemliggørelsen” af konceptet. Sloganet udstikker endvidere en udenrigspolitisk retning, som på sin vis er til for at præsentere et alternativ til – eller udfordre, om man vil – en vestligt-ledet, liberal-normativ verdensorden.

Det er noget, der vækker resonans især i det globale syd, hvor topfolk i Kinas udenrigstjeneste straks forsøger at udnytte trenden til Kinas vinding. Den kinesiske ambassadør til den Afrikanske Union udgav så sent som i februar en kronik i det etiopiske tidsskrift Capital med overskriften “You Met Us at a Very African and Chinese Time”, hvori han lovpriser forholdet mellem kontinentets 54 lande og Kina. Selvom diplomaten bruger store ord om online-trenden, der beskrives som at være “civilisatorisk” og som “transcenderer sprog, kultur og geografi”, skal man ikke underkende den signalværdi, som inkluderingen af Afrika har for fortællingen om, at det 21. århundrede ikke kun tilhører Kina, men alle udviklingslandene. Som The Council on Foreign Relations påpeger i et baggrundsnotat fra 2018, baner Kinas store indsats inden for blød magt vej for, at landet ikke skal ty til tvang i sin jagt på ressourcer; gør modtagerne mere åbne for kinesiske investeringsprojekter; og dæmper eventuelle bekymringer for Kinas hastige fremvækst. Til det skal det også siges, at der gennem tiden været flere eksempler på voldsomme modreaktioner på kinesiske interesser i kontinentet grundet alt fra miljømæssige komplikationer til dårlige arbejdsforhold, racisme og bedrag med midler.

From China with Love

To spørgsmål bliver dog centrale for Kina, hvis landet skal anvende tendenserne til egen fordel:

1. Forbindes de i tilpas høj grad med Kina, så de kan udnyttes til at promovere landet?
2. Hvordan ser den vedvarende relevans ud for disse eksempler på popkulturel blød magt?

Det er endnu uklart, i hvor høj grad disse fænomener faktisk kan oversættes til politisk eller kulturel goodwill over for Kina som stat. Selvom Labubu sælges i stort antal, så virker det ikke til, at mærkevaren associeres med sit hjemland i lige så høj grad som eksempelvis Hello Kitty eller Pokemon gør det med Japan. Ved den gængse forbruger overhovedet, hvor Labubu stammer fra? The Global Times, der fører en nationalitisk tone særligt på udenrigspolitiske emner i Kina, er uforstående overfor, at der er flere kinesiske “kulturprodukter”, som først har vundet indpas i Vesten, efter de er brandet som japansk eller koreansk kultur. Her refererer kritikken nok til eksempler som ramen, kimchi, matcha m.m., som mange kinesere mener, er blevet approprieret af deres nabolande. (Dragon Ball-serien, som har indtaget mange børneværelser uden for Japan gennem de sidste 40 år, er også løst baseret på det kinesiske sagn om Abekongen Sun Wukong 孙悟空). Man kunne dog spørge sig selv, om ikke Labubu faktisk har lukreret på samme underliggende forbrugerfordomme, der favoriserer japansk-lignende produkter.

Længe før blindboxes blev populære i Vesten, er Fukubukuro (lykkeposer) med forskellige, ukendte vare blevet brugt af japanske butikker til at komme af med restlager i dagene efter det gregorianske nytår. Gashapon, den originale legetøjsautomat, har været et japansk eksportprodukt siden 1960’erne. Disse har højst sandsynligt været inspirationen bag det moderne blindbox-format. For en uindviet kunne Labubu måske lige så godt være en del af et hvilket som helst andet univers af samlefigurer, såsom Sonny Angel- eller Smiski-serierne, der begge er skabt af den japanske legetøjsfabrikant Dreams Inc. Kan produktets popularitet måske ikke i højere grad forklares af psykologiske mekanismer – som samlermani og ludomani – end af, at de stammer fra Kina?

Der skal heller ikke herske tvivl om, at Japans store succes med at opbygge et mere positivt image efter grusomhederne landet begik under Anden Verdenskrig skyldes elementer af blød magt, som bl.a. er kommet til udtryk i ovenstående eksempler. Det er heller ikke forkert, når The Global Times påpeger, at sydkoreanske og japanske kulturprodukter accepteres langt lettere i Vesten end kinesiske. Det skal naturligvis ses i lyset af stormagtsrivaliseringen med USA, der forsøger at begrænse Kinas bløde magt, eksempelvis med truslen om at lukke ned for TikTok i landet. Derfor skal man også passe på med, hvor meget man tillægger Kina-positive trends på de sociale medier. Chinamaxxing er måske allerede et overstået kapitel på de sociale medier, når denne artikel kommer ud, og man kan kun gisne om, hvorvidt trenden overhovedet har rykket på holdninger ift. Kina. Et enkelt viral meme gør næppe, at Kina vil blive prioriteret frem for sine østasiatiske konkurrenter – som næste rejsedestination, samarbejdspartner eller investeringsmarked. Men det kan være et stort skridt på vejen. 

En ting er dog sikkert: i 2025 og 2026 er Kina og kinesiske kulturprodukter blevet markant mere synlige på de sociale medier, og det er vi som Kina-interesserede selvfølgelig glade for. Desuagtet skal man have for øje, at enhver positiv historie om Kina også kun gør arbejdet lettere for propagandadepartementet i Beijing – og som Nye påpeger, er den bedste propaganda slet ikke propaganda; den kommer fra civilsamfundet og forekommer ikke manipulerende. 

Kinesiske elementer, omend det er hverdagsskikke, futuristiske teknologier eller blot små samlefigurer, vil med garanti fortsætte med at gøre indtog igen og igen på vores skærme og i vores butikker. Og modtagelsen af dem vil kun blive forstærket af Donald Trumps ageren. Fordi så længe USA lukker ned om sig selv og spreder bomber for at blive frygtet, så vil Kina åbne yderligere op og sprede memes for at blive elsket. 

Referencer

Gil, Jeffrey. 2017. Soft Power and the Worldwide Promotion of Chinese Language Learning: The Confucius Institute Project. Bristol: Channel View Publications.

Li, S. yuan. (2025). Problematising China’s soft power: setbacks of Confucius Institutes and the decentralisation of its international language and culture promotion strategy.
The Pacific Review, 38(3), 397–421.
https://doi.org/10.1080/09512748.2024.2387614

Myklebust, Jan Petter. 2022. “Another Confucius Centre axed due to Mistrust of China”.
University World News.
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20220623082301227

Urhová, Dominika. 2024. “The Demise of Confucius Institutes: Retreating or Rebranding?”.
China Observers in Central and Eastern Europe.
https://chinaobservers.eu/the-demise-of-confucius-institutes-retreating-or-rebranding/.

Læs mere om Sinolytica her og finde alle vores udgivelser her.

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.