Xi har en plan – for Trump og for Vesten. Spørgsmålet er, om vi har det samme?

Trumps håndslag med Xi løser kun de problemer, som han selv har skabt. Har Kina fat i den lange ende?

Denne artikel blev første gang udgivet i Ræson Søndag 2/11-2025

Der var store smil og et velkendt fast Trump-håndtryk, da Kinas leder Xi Jinping og den amerikanske præsident holdt deres første fysiske møde i seks år på sidelinjen ved APEC-topmødet i den sydkoreanske by Busan. Forholdet mellem de respektives lederes lande havde op til mødet været præget af den uro, mistro og skrøbelighed.

Handelskrigens genopblussen fra foråret fik endnu et kapitel i efteråret, da Kina indførte yderligere streng kontrol med sjældne jordarter som et modsvar på amerikanernes stramninger af eksporten af halvledere samt en mulig undersøgelse af afgifter på kinesiskbyggede skibe. Trump havde forud for mødet endda sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet var umagen værd at mødes med Xi.

Men mødet fandt sted – tirsdag i denne uge – og hver især fik noget med hjem, de kan bruge indenrigspolitisk. Resten af verden, og ikke mindst aktiemarkederne, kan ånde lettet op ved udsigt til en midlertidig våbenhvile i handelskrigen mellem Kina og USA. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er Xi Jinping og Kina, der har fat i den lange ende?

En midlertidig våbenhvile

Forud var der som nævnt tvivl om, hvorvidt Xi og Trump kunne blive enige om en egentlig handelsaftale. Det blev de heller ikke. I stedet blev parterne enige om en form for våbenhvile, hvor begge gav sig lidt. Trump vurderede mødet til ”12 ud af 10”, men manden, der ellers er kendt for art of the deal, har ikke nødvendigvis fået en særlig god aftale med hjem.

Trump fjernede 10 pct. af den samlede strafttold på i alt 20 pct., som han tidligere havde indført mod Kina – begrundet med, at Beijing ikke gjorde nok for at hjælpe i bekæmpelsen af stoffet fentanyl. Det kan kineserne kun være tilfredse med, men amerikanerne bør alligevel tænke deres, da det langt fra er første gang, at Kina har brugt bekæmpelsen af fentanyl i forhandlingerne med USA. Trump-administrationen har gentagende gange kritiseret kineserne for ikke at gøre nok for at komme problemet til livs. Xi og Kina kan derfor selv vælge, hvor meget de vil give amerikanerne som tak for reduktionen af de 10 pct.

Et kinesisk modsvar i handelskrigens seneste fase var at stoppe køb af amerikanske sojabønner, hvilket har bragt de amerikanske bønder, Trumps kernevælgere, i knæ. Trump kunne derfor glædeligt meddele dem, at Kina nu årligt vil købe 25 millioner ton sojabønner de næste tre år. Men i 2024 eksporterede USA hele 27 mio. ton sojabønner til Kina. På den korte bane løser de 12 mio. ton, som Kina vil importere frem mod januar 2026, derfor ikke det store problem. Heller ikke her har Trump altså høstet nogen stor sejr.

Til gengæld må Trump naturligvis være meget glad for, at kineserne ikke ville gøre alvor af forbuddet mod at eksportere sjældne jordarter til amerikanerne. Forbuddet har i den grad presset USA, som skal bruge materialerne i produktion af elektronisk, biler og, måske vigtigste, våben. I stedet udskød man det til et år – og det forventes derfor, at de sjældne jordarter, som kineserne sidder tungt og nærmest monopolagtigt på udvindingen og forarbejdningen af, nu igen vil eksporteres frit til amerikanerne – i hvert fald i det kommende år.

Alt i alt har Trump således kun fået løst de problemer, som han selv har skabt – og som man med sikkerhed alligevel ville have løst.

Pusterum til EU

Også i EU giver aftalen et tiltrængt pusterum. Nu kan de europæiske ledere finde sine egne ben over for Beijing, særligt hvad angår det mulige pres fra kineserne på handel og råmaterialer. Selvom eksportforbuddet på sjældne jordarter primært var rettet imod USA, ville det også have ramt de europæiske virksomheder. EU kan stadig blive præsenteret for samme skarpladte pistol, som amerikanerne blev det i starten af oktober. Det er værd at huske, at Kina leverer 98 procent af de sjældne jordarts-magneter, som EU importerer.

For EU’s ledere er kattepinen derfor velkendt. Der er mange gode idéer til et modsvar, men endnu ingen konkret strategi og tiltag. Man kan dog sætte sin lid til, at man i G7-regi kan finde en løsning, som også vil komme europæerne til gode. Man skal dog ikke tage fejl af, at det kommer til at tage tid – og det bliver dyrt – før man helt er ude af det kinesiske greb på sjældne jordarter.

Samtidig er det vigtigt ikke at glemme, at pusterummet også giver Kina et helt år til at raffinere og finjustere sit eksportskontrolregime. Først den 4. april i år – dagen efter Trumps Liberation Day – havde Beijing sin nye licensmodel på plads for sjældne jordarter på plads, som siden blev udvidet den 9. oktober til at omfatte endnu flere råstoffer. Timing var næppe tilfældig, men snarere kulminationen på et arbejde, der har været i støbeskeen lige siden Trumps første periode, hvor Kina indså, hvor sårbar landet var over for amerikanske sanktioner og blokeringer.

Man skal huske på, at det stadig er nyt for Xi og Kina, hvordan man reelt skal bruge eksportregimet som pressionsmiddel over for lande, som man ender i en konfrontation med. Derfor er et års tænkepause også en fordel for kineserne.

”Vi kommer til at samarbejde om Ukraine”

Ifølge Trump havde de to ledere brugt en del tid på at tale om krigen i Ukraine. På Air Force One på vej tilbage fra Asien udtalte den amerikanske præsident:

“Vi er enige om, at parterne er låst fast i kampene, og nogle gange må man bare lade dem kæmpe – vanvittigt – men (Xi) vil hjælpe os, og vi kommer til at samarbejde om Ukraine. Der er ikke så meget mere, vi kan gøre.”

Som det efterhånden er gået op for Europa, så skal man nok ikke – i hvert fald ikke baseret på ovenstående citat – sætte sin lid til, at Donald Trump leverer en hurtig løsning på krigen i Ukraine, som ukrainerne og europæerne kan være tilfredse med. Og det virker også utænkeligt, at Kinas vil bidrage til en afslutning på krigen, som Ukraine og Europa kan se sig selv i.

Senest har vi hørt fra EU’s udenrigsminister, Kaja Kallas, at Kina ikke er interesseret i, at krigen i Ukraine skal slutte – tværtimod,  da det er med til at distrahere amerikanerne. Hvis det står til troende, så får Donald Trump altså næppe Kina med om bord i sin diplomatiske bestræbelser på fred.

Kina har hele tiden fastslået, at man vil en fred i Ukraine, men det vil være en fred, der langt hen ad vejen forventes også at tilgodese Putin og Ruslands behov. Selvom man fra kinesisk side ikke officielt har anerkendt de russiske annekteringer af ukrainsk territorie.

Kinas drejebog for Trump 2.0

Fra afgørelsen af præsidentvalget i USA og op til Liberation Day prøvede man fra kinesisk side at undgå den øgede, men forventede, straftold, som Trump havde truet med under valgkampen. Det gjorde man bl.a. ved at stryge Trump med håret og pleje hans ego lidt. Ekstraordinært sendte man en repræsentant til indsættelsen af Trump – noget, som kun den kinesiske ambassadør i Washington D.C. plejer at deltage i. Men intet af det hjalp, og kineserne indså, at man var nødt til at tage fløjelshandskerne af – og i stedet slå endnu hårdere igen.

Det virker tydeligt, at man i toppen af det kinesiske lederskab har lagt en drejebog for, hvordan man skal håndtere Donald Trump i de kommende fire år. De ved, at den amerikanske præsident er transaktionel – mestendels optaget af aftaler, ikke store ideologiske eller geopolitiske spørgsmål – og at hele tanken om ”vestlige liberale demokratier mod autokratierne” ikke optager ham.

Xi Jinping føler uden tvivl efter mødet, at han har fået Donald Trump til at behandle Kina som en ligeværdig og global stormagt, der skal behandles med respekt. Det er vigtigt over for den kinesiske befolkning, Trump og USA, men især også Det Globale Syd, at Kina skal ses som på lige fod med amerikanerne. I toppen af den kinesiske politiske elite er der en klar overbevisning om, at USA er i forfald, og tiden derfor er på Kinas side – men at man heller skal ikke undervurdere USA og derfor gradvist opbygge sin styrke.

Rivaliseringe på en skrøbelig vej frem 2026

Kina har længe haft en åben og officiel invitation til Trump om et statsbesøg til Kina. Og ved mødet i Busan bekræftede Trump nu endeligt, at han vil rejse til Beijing i april næste år. Det forventes desuden af Trump, at Xi Jinping efterfølgende vil gengælde besøget i USA på et senere og endnu ikke fastlagt tidspunkt. Vi ved også, at de to ledere vil mødes igen ved både APEC- og G20-topmøderne næste år, hvor værtsnationerne er hhv. Kina og USA. Men selvom møderne er sat i kalenderen, så er der fyldt med bump på vejen.

Selvom Trump var tilfreds efter mødet med Xi Jinping og den aftale, som man har                     fået lavet, har han reelt set ikke fået meget af værdi. Måske var det også derfor, at han efter mødet – da fotoseancen med håndtrykket var overstået – fulgte efter Xi og hviskede ham noget i øret. Var han i virkelig godt klar over, at han havde lavet en dårlig handel? Samtidig har man ikke fået adresseret de grundlæggende sager, som skiller Kina og USA ad, og som er årsag til den stigende rivalisering mellem dem –især det økonomiske og teknologiske kapløb, der næppe får en ende foreløbigt.

Det er også bemærkelsesværdigt, at Taiwan slet ikke kom på tale under mødet. Xi har ellers tidligere over for Joe Biden understreget, at spørgsmålet om Taiwan er den første røde linje, der ikke må krydses i forholdet mellem Kina og USA. Samtidig har kilder tæt på Xi udtalt, at han måske føler sig så sikker, at han vil forsøge at lokke Trump til at udtale, at USA er direkte imod Taiwans uafhængighed – i stedet for den tvetydighed, der ellers er status quo.

Man har dog fra kinesisk side næppe ønsket at rokke for meget ved båden og har i stedet fokusere på at få noget konkret med hjem og få skabt lidt ro fremadrettet. Der bliver rig lejlighed til at arbejde videre med det, når Trump besøger Beijing.

Da Xi Jinping ved partiets nyligt overståede fjerde plenarmøde afleverede de sidste anbefalinger til den kommende femtende femårsplan, som skal guide Kina frem de næste fem år, skete det med fornyet selvsikkerhed og en klar bekræftelse af, at Kina er på niveau med USA. Xi har altså en plan – både for Kina og for håndteringen af Trump og Vesten. Det store spørgsmål efter mødet mellem Xi og Trump er derfor, hvorvidt USA og Europa har en plan for sig selv og Kina? Og vigtigere: Er man i stand til at implementere den? Hvis ikke, kan det meget vel være Kina, der har fat i den lange ende.

Om skribenten: Casper Wichmann (f. 1984) er moderne sinolog, uddannet cand.mag. i Kinastudier fra Københavns Universitet. Han har været leder af kina-tænketanken, ThinkChina under Københavns Universitet, Asien & og Kina-korrespondent for TV 2, og er nu medstifter og partner i Sinolytica.

Læs mere om Sinolytica her

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.