På vestlige sociale medier er en trend i gang, hvor unge vil leve kinesisk og “blive kinesere”. Er Kina nu ved at øge sin soft power i takt med, at Donald Trump er godt i gang med at erodere den amerikanske?

18. marts 2026 kl. 14.03

Johan Anton Knudsen

Research Assistant, Sinolytica

Bolette Thomsen, gæsteskribent

Cand.mag. Asienstudier, Københavns Universitet (med speciale i Kina)

I 2025 og 2026 spredte begrebet Chinamaxxing sig som en steppebrand blandt hundredtusindvis af unge, der for første gang beundrende har besøgt Kina – i geografien, i kulturen eller i cyberspace. Kinesiske samleobjekter, musik, teknologi, levevaner og rejsedestinationer fik pludselig kæmpestor opmærksomhed i USA og Europa. Skal vi se det som et udtryk for, at Kina er ved at blive cool? Eller handler det måske mere om, at USA ikke længere er det?

Flere peger nemlig på, at USA, efter Donald Trump blev præsident igen, oplever en stor nedgang i popularitet, både i ind- og udland, og folk søger dermed nye steder hen. Der er sågar snak om, at Kinas bløde magt stiger som følge af disse virale trends. Men hvad vil det egentlig sige?

Soft power

Ophavsmanden til begrebet soft power, den amerikanske politolog og fhv. amerikansk Assistant Secretary of Defense for International Security Affairs (en slags assisterende forsvarsminister for international sikkerhed), Joseph Nye, blev ofte inviteret til Beijing for at gøre styret klogere på, hvad det egentlig gik ud på. Beijing har nemlig ikke kun taget begrebet om blød magt til sig, men bruger det nu også aktivt i sin udenrigspolitik. Lyd- og videoklip af Nye, der har kritiseret Donald Trump for at underminere USA’s bløde magt globalt, bruges også hyppigt af kinesiske statsmedier. 

Den bløde magt optræder som centralt begreb for denne artikel om Kinas voksende popularitet både globalt og i det digitale rum: hvordan landets kultur, idealer og politikker bliver mere tiltalende for andre nationer. Blød magt, mente Nye, stod i kontrast til og skulle opveje den hårde magt, hard power, som beror på enten økonomisk eller militær magtanvendelse mellem stater. For at opbygge sin bløde magt kan et givet land trække på tre områder: kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Det er blevet populært at sige, at vi lever i “rovdyrenes tid”. I hvert fald kan det virke til, at den bløde magts meritter ofte underkendes eller fejes til siden i udenrigspolitikken for stater verden over. Man havde håbet, det hørte fortiden til, men gang på gang er vi vidner til stater, der, koste hvad det vil, anvender økonomiske og militære magtmidler til at nå deres nationale interesser. Krigen i Ukraine raser nu på sit femte år, og bare i dette års første to måneder er både Nicolas Maduro og Ayatollah Khamenei sat permanent uden for indflydelse i hhv. Venezuela og Iran af en “ikke-interventionistisk” præsident i USA.

Men er det kun Trump og hans kumpaner, der rasler med sablerne, slår på trommerne og skriver de vrede opslag på sociale medier? Kinas famøse “ulvediplomati” ser meget vel ud til at være blevet tonet ned med en – på papiret – venligere form for “Xi-plomacy”. Den tilgang bliver i disse dage nemlig brugt i Kina til at beskrive landets mere stabile diplomatiske tilgang til omverdenen end visse andre.

Men kan en “ulvekriger” nogensinde rigtig tæmmes? Den igangværende diplomatiske krise mellem Kina og Japan, der økonomisk har haft konsekvenser for begge sider, viser i hvert fald, at ord stadig har mærkbare konsekvenser. Spændingerne nåede eksempelvis nye højder efter en kinesisk diplomats udtalelser online om at hugge hovedet af den japanske premierminister Sanae Takaichi fik stor mediedækning sidste år. Så hvordan er Kinas globale image reelt set, og kan man overhovedet sige, at partistyret går op i blød magt, når ulvekrigerne stadigvæk viser tænder fra tiden til anden?

Kina går viralt på sociale medier: “You are Now Chinese”

I 2025 gik Kina flere gange viralt på sociale medier i Vesten. Videoer af Chongqing, der viser byens futuristiske høje, belyste bygninger, optræder bl.a. på Instagram. Her kaldes byen for Kinas “cyberpunk city” og gik bl.a. viralt for sine mange niveauer, hvor man aldrig ved, hvilken etage man er på. Derudover er flere sange af den sydkinesiske rapper, Skai Isyourgod, gået viralt og blevet brugt i adskillige videoer på både Instagram og TikTok. Rapperen, som var på sin første europæiske turné sidste år, blander elementer fra amerikansk Memphis-hiphopkultur med kinesisk lokalkultur. Med sin opvækst i byen Huizhou i Guangdong-provinsen, tidligere kendt som Kanton, væver han flere dialekter ind i sine tekster, og eksempelvis sangen “大展鴻圖” (dàzhǎnhóngtú) er da også samplet med den velkendte kantonopera Blomsterprinsessen 帝女花.

@chinamax_sol 3AM in Beijing #brainrot #dankmemes #67 #chinatiktok ♬ original sound – ChinaMaxxing

Samtidig så vi også den lille legetøjsfigur, Labubu, hvis design drager inspiration fra nordiske folkesagn, blive en global sensation. Denne lille figur, der er lavet af en kunstner fra Hongkong, Kasing Lung, forhandles af den kinesiske legetøjsproducent Pop Mart. Verden over ser man folk stå i kø i timevis for at få fingre i deres eget lodne monster. Labubuer købes i det såkaldte “blindbox”-format, hvor man som køber ikke ved, hvad der er i boksen, før den åbnes. Denne trend er blevet enormt populær blandt unge, især på sociale medier, hvor boksene åbnes i realtid, og indholdet afsløres. Der er adskillige psykologiske faktorer bag denne trend, herunder menneskers naturlige trang til at samle samt forventningsglæden til ukendt indhold. Trenden bliver sågar sammenlignet med gambling, da man kan opnå samme type af dopaminrus, som når man åbner en nyindkøbt blindbox. Dette er også en større del af, hvad der er blevet kaldt for “trinket economy”, hvor små fysiske nipsting, der kan samles og vises frem, vinder frem i en tid, hvor alt ellers er digitalt. (Bemærket er det stadig ofte på de sociale medier, de udstilles.)

Særligt blandt disse virale trends ser vi interessen for at blive kinesisk eller leve efter kinesiske vaner og traditioner. Trenden startede påX/Twitter i april 2025 med “you met me at a very Chinese time in my life”. Senere har udtryk som “becoming Chinese” eller “Chinamaxxing” fulgt trop (“-maxxing” er et udtryk der beskriver det at optimere aspekter af sit liv til den mest ekstreme grad og bruges også om andre trends på sociale medier, f.eks. “looksmaxxing”). Fælles for disse er, at det er folk af ikke-kinesisk afstamning, som regel amerikanere, der viser, hvad de gør i deres nye “kinesiske” hverdag. Dette involverer forskellige vaner fra kinesisk kultur, såsom elementer fra kinesisk medicin, f.eks. at drikke varmt vand med gojibær eller holde sig varm ved at have sutsko på. I flere videoer bliver disse “kulturelt vildfarne” modtaget af etniske kinesere med de betryggende ord: “you are now Chinese.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af sherry (@sherryxiiruii)

Kinas top-down approach til blød magt: Konfuciusinstitutterne

Blød magt blev for alvor et fokuspunkt for den kinesiske partistat, da daværende præsident Hu Jintao i 2007 holdt tale ved den 17. Nationalkongress. Her blev der appelleret til, at Kina skulle øge sin bløde magt hovedsageligt via kulturen, som ved samme lejlighed blev udpeget som Kinas stærkeste kort. Dette har medført forskellige initiativer, herunder de (in)famøse Konfuciusinstitutter 孔子学院 (Kǒngzǐ Xuéyuàn), hvoraf det første åbnede i 2004. De er blevet døbt “Kinas flagskibsinitiativ for blød magt” og har haft til formål at sprede kinesisk sprog og kultur uden for Kina. Konceptet består i, at et institut etableres på en uddannelsesinstitution i det pågældende land, som regel universiteter eller andre højere læreanstalter. Instituttet står for at varetage kinesisk sprog- og kulturundervisning, og der etableres ofte udvekslingsaftaler mellem den lokale institution og et kinesisk universitet. 

Hurtigt efter konfucius-institutternes fødsel blev der oprettet utallige af dem verden over, især i Europa, som da også havde fået størst fokus fra afsenderne. Der blev også etableret konfucius-institutter på både Copenhagen Business School og Aalborg Universitet og adskillige “Confucius classrooms” på danske gymnasier. Især i vestlige lande spredte der dog sig på sigt en skepsis omkring det egentlige formål bag disse institutter og deres affiliation med den kinesiske regering. Anklager lød bl.a. på, at den kinesiske regering blandede sig i undervisningen på institutterne, og at de lokale uddannelsesinstitutioner måtte selvcensurere. Dette kom også i de danske mediers søgelys, hvor der blev sået tvivl ved finansieringen fra Kina og dets indflydelse på undervisningen. Dette medførte, at mange af institutterne gradvist begyndte at lukke rundt omkring i Europa. I USA lukkede over 100 institutter ned, og der er nu kun omkring 10 tilbage. De to institutter på CBS og AAU lukkede også i henholdsvis 2017 og 2019. I dag er der kun ét tilbage i Danmark på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Resultaterne af de officielle kinesiske indsatser for at øge den bløde magt har været blandede. Teorier lyder, at effekten af blød magt-initiativer også afhænger af både den kontekst, de optræder i, og at regeringen bag dem kan påvirke, hvordan disse indsatser opfattes af modtageren. Derfor argumenteres der for, at blød magt skabes bedst fra initiativer, der er “bottom-up” i stedet for “top-down”, da det virker mindre påduttet.
En generel svaghed ved blød magt er da også, at det kan være svært at vurdere effekten af forskellige initiativer. Dog kan man sige, at selvom konfuciusinsitutterne ikke blev modtaget synderligt positivt i mange europæiske lande, Australien, New Zealand og især i USA, så er det også værd at pointere, at dette ikke var det samme tilfælde i andre dele af verdenen, så som i det globale syd, men også i mange central- og østeuropæiske lande, f.eks. Ungarn og på dele af Balkan.

Stormagtsrivalisering: “Making China Great Again”

Det er ikke kun på de sociale medier, at Kina har oplevet et gevaldigt rygstød i populariteten, alt imens USA’s globale renommé har været i frit fald. Flere klassiske nyhedsmedier og tænketanke, såsom britiske The Economist og amerikanske Pew Research Center, har sidste år kunnet verificere tendensen, baseret på spørgerunder udført i hhv. 32 og 24 lande. Ifølge Pew Research Center kan man blandt de lande, hvor en større del af de adspurgte udtrykte et positivt synspunkt på Kina frem for USA, finde: Mexico, Indonesien, Kenya, Grækenland, Tyrkiet, Sydafrika, Spanien og Nigeria.

The Economist, som i undersøgelsen godt nok spørger, hvilket land der ville være den “foretrukne verdensleder”, ser en lignende tendens. Her har det særligt været i Nord- og Sydamerika, Europa og dele af Afrika, at USA’s popularitet er faldet mest drastisk. I EU er tendensen i mange lande, at der bliver set næsten lige negativt på begge stormagter. Det er særligt blandt de 18- til 24-årige, at USA og Kina står næsten lige i den globale favorisering med hhv. 41 og 39 pct. for de to lande. 2026 kan dermed meget vel blive året, hvor Kina overgår USA’s popularitet i dette alderssegment af den globale befolkning, såfremt Trump fortsætter den konfrontatoriske kurs. Der er netop også den aldersgruppe, der bliver udset som målgruppe, men dog ikke nødvendigvis den største forbrugergruppe, af kinesiske tech- og e-commerce-giganter som TikTok, Temu og SHEIN.

Det er vanskeligt at forestille sig andet end, at Amerikas vaklen i forhold til sit globale lederskabog de internationale institutioner bag den amerikansk-ledede liberale verdensorden bliver modtaget med tilfredshed i Kinas Kommunistiske Partis (KKP) inderkreds. Kina kan ganske vist glædes over, at borgere i flere lande i højere grad finder deres nationer friere til selv at vælge internationale partnere, men midt i udviklingen ønsker landet også, at den internationale retsorden består i et eller andet omfang. Det tjener nemlig ingenlunde Kinas interesse, at den går til grunde med Trumps vælg-og-vrag-form for isolationisme i USA. Den amerikanske tilbagetrækning har åbnet op for, at Kina træder frem på verdensscenen og fremviser meritterne ved landets kultur, politiske værdier og udenrigspolitik.

Deri består der dog også et dilemma for Kina, der på den ene side ønsker at bevare – og få en endnu større stemme i udformningen af – de internationale normer og regler, som har bidraget til landets imponerende udvikling, men på den anden side heller ikke ønsker at påtage sig ansvaret for de udgifter, som USA – eller Europa – tidligere hen har hæftet for. Tag for eksempel håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IP-rettigheder), hvor Kina går fra at være nettoimportør til nettoeksportør af teknologilicenser i disse år. De kinesiske domstole behandler over 550.000 IP-relaterede retssager årligt, og flere kinesiske selskaber er begyndt at sagsøge udenlandske konkurrenter, der kopierer kinesiske patenter og varemærker. En af de organisationer, der varetager håndhævningen af internationale IP-rettigheder, er Verdenshandelsorganisationen, WTO. Den modtog i 2025 31 pct. af finansiering fra EU’s medlemsstater, sammenlignet med blot ca. 11 pct. fra USA og Kina. 

I 2025 vakte det da også forundring, da Kina ikke gik ind og udfyldte det brølende finansieringsgab, som Trumps omfattende nedskæringer af USAID (United States Agency for International Development) efterlod for verdens nødhjælps- og støtteorganisationer. I disse dage trækker spørgsmålet om ulandsbistanden også op til at blive et emne for den igangværende valgkamp. Kan man købe sig til blød magt gennem velgørenhed?

Den globale udviklingsfinansiering har ændret sig væsentligt i takt med, at Kina er blevet rigere. Mellem 2001 og 2023 har Washington årligt givet $38,6 mia. (i faste priser) i økonomisk assistance til verdens fattigste. Ifølge forskningsinstituttet AidData har fire femtedele historisk været givet i form af støttemidler eller lempelige lån med lav eller ingen rente. Mellem 2000 og 2021 har den økonomiske assistance fra Kina ligget på $68,3 mia. årligt. Fordelingen af støttemidler kontra lån er dog nærmest direkte modsat USA’s, med en langt større mængde lån end støttemidler. Størst har støttemidler været fra de resterende OECD-lande samlet.

Dét til trods har Kina generelt været bedre stillet end USA (og EU) på det afrikanske kontinent i noget tid nu – også før Trump vendte tilbage. Som også EU har måttet sande i et land som Serbien, så er det sjældent nok kun at være den største bidragsyder, hvis man vil vinde hearts and minds. Man skal også kunne fortælle en historie om sig selv, som landets borgere vil købe ind på – og måske kan spejle sig i. Her har USA og EU historisk set nok virket for moraliserende med konditionalitetskrav indlemmet i bistandsaftaler, og kapital fra tidligere kolonimagter er nok i flere tilfælde blevet set som forsøg på aflad frem for reel assistance. Bommerter, som Trumps shithole countries-kommentar og Josep Borells, tidl. udenrigspolitsk chef for EU, eurocentriske lignelse med EU som Paradisets Have omringet af den vilde jungle, har heller ikke gjort meget godt for Vestens image.

Men skyldes Kinas succes kun Vestens mangler?

Kommunistpartiet hopper med på trenden

Den store interesse for Kina på sociale medier i Vesten er måske slet ikke så organisk, som man måske skulle tro. Det kan synes, at det ikke længere kun er borgere i Folkerepublikken eller etniske kinesere i diasporaen, der skal “fortælle den gode Kina-historie” 讲好中国故事 (jiǎng hǎo Zhōngguó gùshì) som et politisk slogan fra Xi Jinping i 2013 lød. Sidste år tog et stort antal influencere og online-personaer i hvert fald på ture til Kina og viste påfaldende næsten udelukkende positive dele frem af kinesisk kultur og samfund – heriblandt med navne som Hasan Piker, Darren Watkins (alias IShowSpeed) og Khaby Lame, der tilsammen har flere hundrede millioner følgere. Ifølge nyhedsmediet Le Monde og den kina-fokuserede central- og østeuropæiske tænketank, CHOICE, har kinesiske statsmedier, i hvad der døbes “influencer-diplomati”, også betalt for flere internationale influencers rejser til Kina. Man kan selvfølgelig kun spekulere i, om Chinamaxxing og Kinas popularitet på internetsfæren er direkte afledt heraf.

Hvad der til gengæld ikke er kunstigt, er fascinationen af Kinas imponerende teknologiske fremskridt, som de tre herrer i ovenstående eksempel kan attestere for. Det er faktisk ikke kun i de klassiske meningsmålinger, at Kina vinder terræn. I 2026 overtog Kina nemlig førstepladsen fra Japan i kategorien technology and innovation perceptions i det årlige Soft Power Index udgivet af markedsføringskonsulenthuset, Brand Finance. Det vil sige, at Kina blandt de adspurgte opfattes som det overordnet mest teknologisk-avancerede land i Verden. Selvom Kina endnu er bagud USA på mængden af kendte, veletablerede teknologi-mærker, så tyder det på, at de mange nation branding-initiativer (tænk: kung fu-udøvende robotter, selvkørende biler, højhastighedstog m.m.) virker befordrende for Kinas image som global tech hub – og åbner op for nye kapitalstrømme til landets blomstrende tech-sektor. Teknologi er blevet en helt central drivkraft for kinesisk blød magt.

Det handler således om at høste propaganda-dividende, mens man stadig har rampelyset. Men alligevel er KKP forsigtig med at omfavne kinesiske produkter, der ikke nødvendigvis stemmer overens med partilinjen og det officielle narrativ. Et umiddelbart eksempel er Labubu-dukken, som mødte indirekte kritik i en lederartikel i Folkets Dagblad, et nationalt talerør for Partiet, grundet blind box-formatets potentielle skadelige effekt på de yngste borgere. Pop Mart, der inden for et årti selv anslår at hente ca. 70 pct. af omsætningen hjem fra salg i udlandet, er til trods senere hen blevet blåstemplet af KKP i Qiushi 求是, som udgives af den centrale partiskole og tilrettelægger den politiske linje. Vi ser derfor nu en anden tilgang, hvor partiet endda beskrives som “fans” af Labubu og roser produktets kreativitet og succes.

Ligesom Labubu er Chinamaxxing-trenden da også kommet ind på radaren for de officielle kinesiske medier. I en anden artikel bragt i Qiushi, italesættes trenden som et udtryk for: 

1. at flere unge uden for Kina på nettet “omfavner kinesisk tankegang”. 
2. at forholdet mellem Kina og omverdenen gennemgår en generel forbedring. 
3. at kinesisk kultur har en “vedvarende vitalitet” 源远流长的生命力 (yuányuǎnliúcháng de shēngmìnglì).

Her benytter forfatteren også muligheden for at understrege, at der er den omfavnende og ikke-belærende natur i kinesisk kultur, som netop gør, at trenden opstår naturligt. I samme ombæring forbindes trenden også med større politiske målsætninger, som f.eks. “opbygningen af et fællesskab med en delt fremtid for menneskeheden” 人类命运共同体 (rénlèi mìngyùn gòngtóngtǐ), hvori udvekslinger mellem kulturer og civilisationer er selve “legemliggørelsen” af konceptet. Sloganet udstikker endvidere en udenrigspolitisk retning, som på sin vis er til for at præsentere et alternativ til – eller udfordre, om man vil – en vestligt-ledet, liberal-normativ verdensorden.

Det er noget, der vækker resonans især i det globale syd, hvor topfolk i Kinas udenrigstjeneste straks forsøger at udnytte trenden til Kinas vinding. Den kinesiske ambassadør til den Afrikanske Union udgav så sent som i februar en kronik i det etiopiske tidsskrift Capital med overskriften “You Met Us at a Very African and Chinese Time”, hvori han lovpriser forholdet mellem kontinentets 54 lande og Kina. Selvom diplomaten bruger store ord om online-trenden, der beskrives som at være “civilisatorisk” og som “transcenderer sprog, kultur og geografi”, skal man ikke underkende den signalværdi, som inkluderingen af Afrika har for fortællingen om, at det 21. århundrede ikke kun tilhører Kina, men alle udviklingslandene. Som The Council on Foreign Relations påpeger i et baggrundsnotat fra 2018, baner Kinas store indsats inden for blød magt vej for, at landet ikke skal ty til tvang i sin jagt på ressourcer; gør modtagerne mere åbne for kinesiske investeringsprojekter; og dæmper eventuelle bekymringer for Kinas hastige fremvækst. Til det skal det også siges, at der gennem tiden været flere eksempler på voldsomme modreaktioner på kinesiske interesser i kontinentet grundet alt fra miljømæssige komplikationer til dårlige arbejdsforhold, racisme og bedrag med midler.

From China with Love

To spørgsmål bliver dog centrale for Kina, hvis landet skal anvende tendenserne til egen fordel:

1. Forbindes de i tilpas høj grad med Kina, så de kan udnyttes til at promovere landet?
2. Hvordan ser den vedvarende relevans ud for disse eksempler på popkulturel blød magt?

Det er endnu uklart, i hvor høj grad disse fænomener faktisk kan oversættes til politisk eller kulturel goodwill over for Kina som stat. Selvom Labubu sælges i stort antal, så virker det ikke til, at mærkevaren associeres med sit hjemland i lige så høj grad som eksempelvis Hello Kitty eller Pokemon gør det med Japan. Ved den gængse forbruger overhovedet, hvor Labubu stammer fra? The Global Times, der fører en nationalitisk tone særligt på udenrigspolitiske emner i Kina, er uforstående overfor, at der er flere kinesiske “kulturprodukter”, som først har vundet indpas i Vesten, efter de er brandet som japansk eller koreansk kultur. Her refererer kritikken nok til eksempler som ramen, kimchi, matcha m.m., som mange kinesere mener, er blevet approprieret af deres nabolande. (Dragon Ball-serien, som har indtaget mange børneværelser uden for Japan gennem de sidste 40 år, er også løst baseret på det kinesiske sagn om Abekongen Sun Wukong 孙悟空). Man kunne dog spørge sig selv, om ikke Labubu faktisk har lukreret på samme underliggende forbrugerfordomme, der favoriserer japansk-lignende produkter.

Længe før blindboxes blev populære i Vesten, er Fukubukuro (lykkeposer) med forskellige, ukendte vare blevet brugt af japanske butikker til at komme af med restlager i dagene efter det gregorianske nytår. Gashapon, den originale legetøjsautomat, har været et japansk eksportprodukt siden 1960’erne. Disse har højst sandsynligt været inspirationen bag det moderne blindbox-format. For en uindviet kunne Labubu måske lige så godt være en del af et hvilket som helst andet univers af samlefigurer, såsom Sonny Angel- eller Smiski-serierne, der begge er skabt af den japanske legetøjsfabrikant Dreams Inc. Kan produktets popularitet måske ikke i højere grad forklares af psykologiske mekanismer – som samlermani og ludomani – end af, at de stammer fra Kina?

Der skal heller ikke herske tvivl om, at Japans store succes med at opbygge et mere positivt image efter grusomhederne landet begik under Anden Verdenskrig skyldes elementer af blød magt, som bl.a. er kommet til udtryk i ovenstående eksempler. Det er heller ikke forkert, når The Global Times påpeger, at sydkoreanske og japanske kulturprodukter accepteres langt lettere i Vesten end kinesiske. Det skal naturligvis ses i lyset af stormagtsrivaliseringen med USA, der forsøger at begrænse Kinas bløde magt, eksempelvis med truslen om at lukke ned for TikTok i landet. Derfor skal man også passe på med, hvor meget man tillægger Kina-positive trends på de sociale medier. Chinamaxxing er måske allerede et overstået kapitel på de sociale medier, når denne artikel kommer ud, og man kan kun gisne om, hvorvidt trenden overhovedet har rykket på holdninger ift. Kina. Et enkelt viral meme gør næppe, at Kina vil blive prioriteret frem for sine østasiatiske konkurrenter – som næste rejsedestination, samarbejdspartner eller investeringsmarked. Men det kan være et stort skridt på vejen. 

En ting er dog sikkert: i 2025 og 2026 er Kina og kinesiske kulturprodukter blevet markant mere synlige på de sociale medier, og det er vi som Kina-interesserede selvfølgelig glade for. Desuagtet skal man have for øje, at enhver positiv historie om Kina også kun gør arbejdet lettere for propagandadepartementet i Beijing – og som Nye påpeger, er den bedste propaganda slet ikke propaganda; den kommer fra civilsamfundet og forekommer ikke manipulerende. 

Kinesiske elementer, omend det er hverdagsskikke, futuristiske teknologier eller blot små samlefigurer, vil med garanti fortsætte med at gøre indtog igen og igen på vores skærme og i vores butikker. Og modtagelsen af dem vil kun blive forstærket af Donald Trumps ageren. Fordi så længe USA lukker ned om sig selv og spreder bomber for at blive frygtet, så vil Kina åbne yderligere op og sprede memes for at blive elsket. 

Referencer

Gil, Jeffrey. 2017. Soft Power and the Worldwide Promotion of Chinese Language Learning: The Confucius Institute Project. Bristol: Channel View Publications.

Li, S. yuan. (2025). Problematising China’s soft power: setbacks of Confucius Institutes and the decentralisation of its international language and culture promotion strategy.
The Pacific Review, 38(3), 397–421.
https://doi.org/10.1080/09512748.2024.2387614

Myklebust, Jan Petter. 2022. “Another Confucius Centre axed due to Mistrust of China”.
University World News.
https://www.universityworldnews.com/post.php?story=20220623082301227

Urhová, Dominika. 2024. “The Demise of Confucius Institutes: Retreating or Rebranding?”.
China Observers in Central and Eastern Europe.
https://chinaobservers.eu/the-demise-of-confucius-institutes-retreating-or-rebranding/.

Læs mere om Sinolytica her og finde alle vores udgivelser her.

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.

The post Fra Ulvediplomati til Chinamaxxing: Er Kina ved at blive cool? first appeared on Sinolytica.

Den aktuelle sag omkring fjernelsen af general Zhang Youxia 张又侠 og den kinesiske militære overkommando skal ses i lyset af en lang historie med magtkampe og kampagner rettet mod korruption og fraktioner.

16. februar 2026 kl. 23.03

Mads Vesterager Nielsen

Partner & medstifter, Sinolytica

Johan Anton Knudsen

Research Assistant, Sinolytica

Sager som fjernelsen af Zhang Youxia kan ikke ses isoleret, men må forstås som en del af de bredere strategier under Xi Jinpings æra, hvor omfattende kampagner mod korruption og interne fraktioner har tjent til at cementere central magt og styrke partiets legitimitet. Historisk set har udrensninger og disciplinære tiltag med jævne mellemrum været normen i Kinas Kommunistiske Parti, hvilket understreger, at sådanne dynamikker er dybt indlejret i systemets mekanismer.

Denne oversigt er udarbejdet af Sinolytica i februar 2026 og fungerer som et analytisk værktøj til at give kontekst og perspektiv på de kontemporære processer i kinesisk elitepolitik. Den giver et overblik over anti-korruption og magtkampe i Kinas nyere historie.

1.1 Historiske udrensninger og anti-korruptionskampagner i Kina

Udrensninger / anti-korruptionskampagner i Kina. Udarbejdet af Sinolytica.

Kinas politiske historie har siden 1940’erne været præget af gentagne magtkampe og udrensninger, ofte i tæt forbindelse med anti-korruptions- og disciplinerings-kampagner. Yan’an-rektificerings kampagnen (1942–44) er her et foregangseksempel for senere kampagner, der havde til formål at etablere partidisciplin og udrense interne kritikere, og refereres stadig i dag ifm. partiopbygningsarbejde. 

Efter 1949 fulgte flere bølger af udrensninger; blandt andet under Mao Zedongs Anti-højre-kampagnen (1957–59) og Kulturrevolutionen (1966–76), der både var rettet mod samfundet, men også mod politiske rivaler, der blev marginaliseret, fyret, fængslet eller forfulgt. 

Under Deng Xiaoping og senere Jiang Zemin fortsatte udrensninger af embedsmænd og politiske rivaler, men karakteren og rationalet ændrede sig markant sammenlignet med Mao-perioden. Hvor udrensningerne under Mao i høj grad var drevet af ideologisk mobilisering, massebevægelser og personlig magtkamp (ofte uden faste institutionelle rammer), blev de under Deng og Jiang i højere grad institutionaliserede og begrundet i normer, regler og partiets organisatoriske disciplin (eks. rettergangen mod Firebanden 四人帮). Sidenhen er anti-korruption også blevet anvendt som legitimerende parameter overfor befolkningen.

Siden 2012 har Xi Jinping kombineret disciplinærsager, retslige efterforskninger og krav om politisk loyalitet under anti-korruptionskampagner rettet både mod lavere embedsmænd  fluer 苍 (cang) og højtstående embedsmænd tigere 虎 (hu), herunder også militæret og ledere i statsejede virksomheder. 

Kampagnen har disciplineret millioner og ramt tusindvis med retsforfølgelse, hvilket viser, at historien med udrensninger og magtkampe fortsætter i moderne form, men nu med systematiske og massive anti-korruptionsinstrumenter som et centralt redskab til rådighed i både magtkonsolidering og antikorruptionsindsatser.

1.2 Tidslinje: Korruptionsbølger under Xi Jinping (2012–2026) 

Korruptionsbølger under Xi Jinpings regeringstid. Udarbejdet af Sinolytica

På baggrund af ovenstående ses det, hvordan kampagnen har haft periodevis fokus på forskellige dele af det kinesiske embedsværk, hvilket skyldes den destabiliserende og paralyserende effekt som efterforskningerne har på statsorganer. 

Indsatsen har ramt partiapparatet, bureaukrati, statsejede virksomheder, militæret og lokale regeringer, og har kombineret partidisciplin, politisk loyalitet og juridiske efterforskninger. Millionvis af embedsmænd er blevet disciplineret og retsforfulgt. 

Størstedelen af Kinas anti-korruptionssager siden 2012 har ramt lavere og mellemniveau-embedsmænd, mens højtstående embedsmænd udgør de højest profilerede sager, men en lille andel i det store hele. 

Straffene afspejler niveauet; lavere embedsmænd møder typisk fjernelse fra embede, advarsler eller kortere fængselsstraffe, mens højtstående embedsmænd får lange fængselsstraffe, konfiskation af aktiver eller tab af alle politiske privilegier, mens der også har været eksempler på dødsstraf. 

Mønstret indikerer, at anti-korruptionskampagnen på lavere niveauer ses som en legitimitets- og governance-nødvendighed, mens det på højere niveauer har haft karakter af magtkampe og magtcementering, mens højprofil-cases bruges som politisk signal-indikering ned gennem systemet. Det er også værd at bemærke, at det samlede antal af korruptions- og disciplinærsager udgør under 10% af det samlede antal af partimedlemmer (96 millioner).

1.4 oversigt over CMC

Overblik over efterforskninger i CMC fra 2023 til i dag. Udarbejdet af Sinolytica

En analyse af de historiske risici forbundet med kinesisk toppolitik

Den aktuelle sag i CMC understreger, hvor risikabelt det kan være at befinde sig på magtens absolutte tinde i Kina. 

For at illustrere disse dynamikker yderligere har vi foretaget en historisk analyse og sammenligning af udfaldene for henholdsvis CMC’s viceformænd og partiets generalsekretærer / paramount-ledere (forklaring følger) siden grundlæggelsen af Folkerepublikken. 

Sammenligningen viser, at en markant andel på begge niveauer har oplevet et negativt politisk udfald i form af udrensning, afsættelse eller død forbundet med politisk virke, med særlig høj risiko knyttet til perioder med magtkonsolidering og politiske opgør.

2.1 Viceformænd i CMC 1954-2026

Note: Observationerne er udelukkende baseret på viceformænd i CMC – et statsorgan, der blev oprettet i 1954 og som stadig er en vigtig del af magtstrukturen i Folkerepublikken. Personer, der har bestridt stillinger i tidligere eller samtidige organer med samme funktion og formål, såsom den Nationale Forsvarskommission (1954-1975), er derfor ikke medtaget i analysen.

Kigger man på det samlede negative udfald, dvs. unaturlig død i forbindelse med politisk virke eller afsættelse på grund af interne politiske kampe, er der 12 sådanne tilfælde ud af i alt 24 observationer – 50 pct. 

Det er vigtigt at have in mente, at der er fire observationer, hvor udfaldet af deres embede endnu ikke er afklaret, hvoraf én observation muligvis aldrig vil kunne klassificeres inden for de opsatte rammer. Xi Jinping og Zhang Shengmin sidder fortsat i Central Military Commission, mens Xu Qiliang døde af en uspecificeret sygdom i 2025 – uden at der, modsat omstændighederne omkring både Lin Biao og He Long, er belæg for, at politisk motiveret vold eller interne magtkampe lå til grund for dødsfaldet. 

Den forholdsvis høje procentsats for negative udfald (politisk betinget død eller udrensning) på 49,5 pct. for næstformænd i CMC kan muligvis forklares med, at næsten alle paramount leaders, grundet rotationsprincippet, har besat CMC-viceformandsposten, inden de selv nåede topposten. Deraf følger det naturligvis, at enhver siddende generalsekretær for KKP’s Centralkomité vil kigge først på sine kolleger i CMC, når han skal spore en potentiel usurpator.

2.2. Generalsekretærer for KKP’s Centralkomité / paramount leader 1949-2026

Kigger man i stedet på de de facto leder af Folkerepublikken, er tallet lavere på en nogenlunde sammenlignelig tidsskala.

Trods den nominelle adskillelse af parti og stat i Kina har magten effektivt ligget hos generalsekretæren af Kommunistpartiet siden Jiang Zemin overtog embedet i 1989. Der er dog udviklet en tradition for, at den absolutte magt ligger hos den tidligere nævnte paramount leader (øverste leder 最高领导人 eller lederskabskernen 领导核心, ingen af disse er formelle titler), som i nyere tid uofficielt tildeles dén, der bestrider stillingerne som hhv. generalsekretær for partiet, præsident af Folkerepublikken og formand for CMC. Med andre ord: parti, stat og militær. 

Tidligere er paramount leader-monikøren tilfaldet Mao Zedong, Hua Guofeng og Deng Xiaoping, der dog også besad andre stillinger og porteføljer. Modsat vestlige politiske systemer, hvor magten ofte er tilknyttet en bestemt stilling og embede, har den ofte været bundet op og fulgt enkelte personer i Kina – tit også efter deres officielle fratrædelse fra embedet. 

Derfor var det opsigtsvækkende, da Hu Jintao blev offentligt eskorteret ud af Folkets Store Hal i 2022. En ydmygelse, der på sin vis kan tolkes som en art offentlig udrensning, selvom der ikke er kommet et formelt efterspil. Et andet forbehold for analysen er, at flere politiske figurer i Kina har oplevet at blive ekskluderet eller udrenset fra partiet i en periode for så atter at blive taget til nåde eller rehabiliteret. Deng selv er et eksempel på dette, men flere andre har måttet sande at det er en del af det politiske spil i kinesisk elitepolitik. Som figuren ovenfor illustrerer, ligger tallene fra 1949 og frem på tre ud af otte topledere, der har haft et negativt politisk udfald – svarende til 37,5 pct. 

Justeres perioden til 1921, hvor den første generalsekretær for partiet blev sat ind, ser man også, hvor veletableret en norm regelmæssige udrensninger af politiske modstandere var, men også at topledere gik bort grundet andre forhold, som de kaotiske tider medførte. 

13 ud af 18 topledere over 105 år – omkring 72 pct. – har oplevet politiske udrensninger. Set i det lys er Xis udrensninger ikke et nybrud, men en fortsættelse af en historisk praksis, hvor udrensninger har været en del af den politiske værktøjskasse. 

2.3 Direkte sammenligning

2.4 Konklusion

Grundet politisk rivalisering og magtkampe, som på flere tidspunkter under Folkerepublikken Kinas levetid har været en indbygget del af den politiske mekanik, har mønsteret været konsistent fra Yan’an-perioden og frem til i dag: Jo tættere man befinder sig på den ultimative politiske magt, desto større er den politiske risiko. CMC’s viceformænd har historisk været udsat for betydelig risiko, til dels på grund af stillingens funktion som trædesten til den absolutte magt som generalsekretær, især i perioder med magtskifter og magtkonsolidering, såsom under Kulturrevolutionen og i Xi Jinpings æra.

Sammenlignet med viceformandsposten i CMC har posten som generalsekretær eller de facto topleder været relativt mindre risikofyldt. Risikoen for at blive afsat, forfulgt eller lide et politisk betinget fald har været markant højere blandt viceformændene.* Samtidig må man sondre mellem formel og reel magt. Når den øverste leder også har været formand for CMC, reduceres den institutionelle afstand mellem politisk og militær autoritet, hvilket koncentrerer risikoen omkring personer med en selvstændig militær magtbase. 

Under Kulturrevolutionen illustrerede sagen om Lin Biao, hvordan nærhed til den absolutte magt både muliggjorde politisk opstigning og indebar eksistentiel risiko. Tilsvarende har magtkonsolideringen under Xi Jinping medført omfattende anti-korruptionskampagner rettet mod højtstående militære ledere, hvorfor det er plausibelt at lignende mønstre kan forefindes. 

Det overordnede mønster peger på et paradoks i det kinesiske politiske system: Jo tættere en aktør befinder sig på centrum af den politiske legitimitet og kontrollen over de væbnede styrker, desto større er både indflydelsen, men også sårbarheden. Hvor den øverste leder typisk konsoliderer sin position eller fjernes i forbindelse med systemiske brud, har viceformænd i CMC ofte fungeret som bufferfigurer – magtfulde nok til at udgøre en trussel, men institutionelt udsatte i perioder med politisk omstrukturering. 

*Note omkring sample: Forskellen i sample-størrelser, er også en faktor, der kan attribueres til historiske outliers og metodisk usikkerhed: Antallet af generalsekretærer siden 1949 har været begrænset, mens CMC-viceformandsposten har været besat af et større antal personer. Det større datasæt med generalsekretærer tilbage til 1921 (N=18) kunne derfor angiveligt have givet et sample size med et nominelt mere sammenligningsgrundlag, men til gengæld udgør perioden før 1949 med hhv. kinesisk borgerkrig og japansk invasion, heller ikke et godt referencepunkt for en reel sammenstilling, hvorfor dette endte som blot en anmærkning til analysen.  

Denne oversigt er udfærdiget af Sinolytica, København 2026 og kan downloads som PDF.

Kilder: 

​​Chen, S. (2022, 13. juni). Core. The CMP Dictionary, China Media Project. https://chinamediaproject.org/the_ccp_dictionary/the-core/

Cook, A. C. (2017). China’s Gang of Four trial: The law v. the laws of history. I J. Meierhenrich & D. O. Pendas (Red.), Political trials in theory and history (kap. 10). Cambridge University Press. https://doi.org/10.1017/9781139941631.010 

Erickson, A. S. (2026, 12. februar). Targeting Taiwan under Xi: China’s military forest flourishing despite toppling trees. Harvard Fairbank Center for Chinese Studies. https://fairbank.fas.harvard.edu/research/blog/targeting-taiwan-under-xi-chinas-military-forest-flourishing-despite-toppling-trees/

Grünberg, N. (2022, 12. oktober). Who is the CCP? China’s Communist Party in infographics. Mercator Institute for China Studies (MERICS). https://merics.org/en/comment/who-ccp-chinas-communist-party-infographics

Huhe, N., Chen, J., & Chen, Y. (2022). Flies, tigers, and the Leviathan: Anti-corruption campaigns and popular political support in China. Japanese Journal of Political Science, 23(3), 193–208. https://doi.org/10.1017/S146810992200010X

Li, C. (2016). Governance: Collective leadership revisited (kap. 1). I Chinese politics in the Xi Jinping era: Reassessing collective leadership (Brookings Institution Press). https://www.brookings.edu/wp-content/uploads/2016/06/bip_2016_chinese_politics_in_the_xi_jinping_era_chapter_one.pdf

Yang, L., Milanovic, B., & Lin, Y. (2024). Anti-corruption campaign in China: An empirical investigation. European Journal of Political Economy, 85, 102559. https://doi.org/10.1016/j.ejpoleco.2024.102559

Læs mere om Sinolytica her

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.

The post Pekingologi Monitor: Magtkampe og Anti-korruption i Kina first appeared on Sinolytica.

Xis ønske om at mindske grøften mellem de rige byer og det fattige landområder er ambitiøs, og usikkerheden om, hvordan politikken reelt skal udforme sig har resulteret i spekulation og spørgsmål uden konkrete svar. To artikler fra det intellektuelle lag, der begge blev udgivet kort efter starten på de to møder, prøver at foreslå former, som tiltaget kan tage, samt fjerne noget af usikkerheden omkring, hvad Xi mener

13. marts 2023 kl. 21.55

Sinolytica

Artiklerne “迈向共同富裕——农业农村现代化实践行动和路径的社会学思考 I retning af fælles velstand – Sociologiske overvejelser af de praktiske ruter og handlinger mod modernisering af landbruget og landområder” og ”金融发展与共同富裕：一个研究框架 Financielle udviklinger og fælles velstand: et research framework” er skrevet af henholdsvis Wang Chunguang 王春光, kinesisk sociolog ved Det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskab og Zhang Xiaojing 张晓晶, ledende kinesisk økonom. Som man kan gætte ud fra titlerne, er fokus her meget mindre på at gøre toppen af samfundet fattigere, men nærmere at udvikle områderne uden for byerne. Som Wang Chunguang pointerer, er indkomstuligheden mellem by og land i dag 1:2.64, oppe fra det laveste i 1978, 1:1.86. For at løse dette problem foreslår Wang at udvikle landområders økonomi ved at samle primære, sekundære og tertiære sektorer på landet, promovere turisme, samt små familieejede virksomheder: 

Men at fokusere på dybe processer omkring landbrugsprodukter samt udviklingen af turistprodukter af høj kvalitet kan udvide og vise den nye slags model for industrialiseringen af landområder samt sammensmeltningen af de primære, sekundære og tertiære industrier […] Den såkaldte sjette industri er en metode til at kombinere den primære industri med den sekundære og tertiære (e.g. 1x2x3) frem for kun at lægge den primære og sekundære over den primære.  (e.g. 1+2+3) (Fufu Sakai et al., 2019). Som resultat vil der komme en klar forandring i metoden og formen for produktion, med unikke madproduktor (som snacks), catering, samt lokale, specielle og selv unikke produkter som de dominerende varer. Dette vil lede til en livlig udviklingen af små, familieejede produktioner […], og gøre dem til den ledende kraft i udviklingen af landområdernes primære, sekundære, og tertiære industri.  

但围绕农产品的深加工制作和高质量旅游产品的开发可以拓展出新型的农业工业化发展模式，将一二三产业融合在一起。[…] 所谓第六产业，就是将第一产业与第二产业和第三产业融合在一起的产业（即“1×2×3”），而不是简单地将第一、第二和第三产业叠加（即“1+2+3”)（酒井富夫等，2019）。由此而来的是生产方式和形态的明显变化，精致化食品（如点心）、餐饮以及在地性、独特性乃至唯一性的产品将成为主打商品，以此推动农村小型家庭工艺制作坊的蓬勃兴起 […]

Specifikt bliver det foreslået at lade e-handel spille en stor rolle i udviklingen af disse mindre, familieejede firmaer – igen noget der understreger vigtigheden af teknologi i Kinas fremtid. Der bliver dog også eksplit sagt, at det ikke bliver en tilbagevending af den decentraliserede produktion, der blev prøvet i 80erne:  

Denne slags familieejede produktioner vil ikke være de samme som dem, der kom ud af industrialiseringsprogrammet fra 80erne, hvor man kunne finde små ildsteder overalt på landet fra familieproduktioner, men i stedet et andet koncept, med en kombination af teknologi, håndværk, kultur, og lokale materialer

这样的家庭作坊与20世纪80年代在许多农村工业化过程中出现的处处点火、村村冒烟的家庭作坊不是同一性质的概念，而是科技、工艺、文化艺术以及本土材料相结合

Zhang Xiaojings artikel angriber spørgsmålet fra en anden vinkel – hvordan man kan sørge for, at kapitalen er tilgængelig for landområdernes udvikling, uanset hvordan den end kommer til at se ud?

Til dette lyder svaret: 

1.  Udvikling af finans skal vende tilbage til at tjene den reelle økonomi, frem for at gå for langt (red. spekulation)
2.  Promovere sund udvikling af boligmarkedet, og promovere gode boligmuligheder
3.  Implementere landmænds ejendomsretter og mindske uligheden mellem landområder og byer
4.  Udvikle inklusiv finans, så lavindkomstgrupper også kan få del i vækst
5.  Være opmærksom på det  tveægget sværd-effekt af fintech og sikre, at fintech har en god effekt

（一）金融发展要回归服务实体经济本源，避免过犹不及

（二）促进房地产业健康发展，努力实现住有所居

（三）落实农民土地财产权利，缩小城乡差距

（四）发展普惠金融，使低收入群体也能分享增长红利

（五）重视金融科技的双刃剑效应，推进金融科技向善

Specielt interessant her er den rolle financiering spiller i disse anbefalinger som et værktøj for vækst, frem for en industri at spekulere i. Dette kommer også frem i boligmarkedet, hvor Zhang noterer, at markedet skal: 

Insistere på “huse at leve i, ikke spekulere i”

坚持“房住不炒”

Og dermed ikke gentage de fejl, der er blevet begået i nyere tid i det kinesiske boligmarked.

Zhang anerkender selv, at disse anbefalinger ikke kommer til at være lukrative for bankerne – specielt bliver der noteret ved inklusiv finance:

Grundet de høje omkostninger for inklusiv finans, lav effektivitetsrate, og små overskud er der en indre kontrovers mellem, hvor passende det (red. inklusiv finans) er for virksomheder, og hvor godt det ville være for almindelige borgere […]. Fordele er ikke universelle, men der er et behov for en kombination af “inklusiv”, “fordele” og hvor passende det vil være for virksomheder.

由于普惠金融业务成本高、效率低、盈利小，导致商业可持续性与大众可获得性存在一定的内在矛盾，[…] 普惠金融不能只是普而不惠或惠而不普，而是要“普”、“惠”、商业可持续性三者兼顾。

Dette ville givetvis kræve, at statsejede banker kommer til at lede kampen på dette område, eller en dybere reform af kinesiske banker for at gøre brug af deres midler til at opnå fælles velstand mantraet. Zhang noterer dog også, at der er en fare ved at gøre finansiering for tilgængelig: 

Det er ingen tvivl om den positive effekt ved inklusiv finans, men der er også en mørk side. Først og fremmest skaber inklusiv finans en stor gruppe af lavindkomst debitorer, som ofte bliver til ofre for finansiel ustabilitet (kriser).

金融包容性具有积极作用毋庸置疑，但也要关注其阴暗面。第一，金融包容性将大量低收入群体变成债务人，他们往往沦为金融波动（危机）的牺牲品。

Efter en tid hvor diskussionen om Fælles Velstand har været sat på pause, markerer Folkekongressen en tilbagevenden og fokus på dette politiske kernekoncept i Xis regering af Kina. Det er tydeligt, at Xis drøm fortsat kræver udarbejdelse for at kunne begynde at blive realiseret. Det er dog også for tidligt at konkludere, at den private sektors tid er ovre i Kina, som det blev hentydet til på Twitter, grundet prioriteringen af tidligere SOE administratorer i det nye statsråd. Som også pointeret på Twitter, gør propagandaapparatet meget ud af at understrege vigtigheden af den private sektor i Kina.

The post Intelligentsia tracker: Debatten om hvordan Xi Jinpings ‘fælles velstand’ 共同富裕 skal implementeres first appeared on Sinolytica.

Det seneste år har set et hav af forandringer i Kina, hvor en hård kurs har ramt alle lige fra IT-industrien til berømtheder og skolebørn. Det er ikke en ny kulturrevolution, men der er et mønster i indgrebene – Xi Jinpings ønske om at styre udviklingen.

8. maj 2022 kl. 21.44

Casper Wichmann

Medstifter & medredaktør, Sinolytica

Det begyndte med hårde reguleringer af de kinesiske tech-giganter, der var blevet for magtfulde og for rige, så fulgte et forbud mod for feminine mænd, talentprogrammer og kinesiske kendisser, men privat- og onlineundervisning blev også ramt, og samtidig blev der sat en klar grænse for, hvor meget tid kinesiske unge må bruge på at spille computerspil.

I Kina har 2021 – året, hvor Kinas Kommunistiske Parti (KKP) selvsikkert fejrede sit 100-års jubilæum – været præget af en lang række vidtgående reguleringer og indgreb mod forskellige sektorer i det private erhvervsliv og dele af civilsamfundet. Samtidig har præsident Xi Jinping erklæret kamp mod den stigende ulighed i Kina, hvor man ønsker mere ”fælles velstand” og mindre rigdomsdyrkelse.

Hvordan skal man forstå de mangeartede reguleringer og øget kontrol fra partiet og de kinesiske myndigheder? Er der en sammenhæng mellem dem, eller sker de uafhængigt af hinanden? Er der gang i en form for ny kulturrevolution i Kina, eller ønsker Xi Jinping og KKP blot at vende tilbage til gamle og mere klassiske kommunistiske dyder?

Kontrol over tech-giganterne og undervisningssektoren

Det sidste års mange indgreb fra parti og myndigheder begyndte for alvor med et vink med en vognstang til en af Kinas største og mest celebre tech-magnater, Jack Ma, grundlæggeren af IT-imperiet Alibaba, der også rummer fin-tech-selskabet Ant Group (’fintech’ er en sammentrækning af ’finansiel’ og ’teknologi’). Ved en tale til investorer i oktober 2020 udtalte Ma sig særdeles kritisk overfor myndighedernes indblanding i IT-industrien, samt Kinas bank- og finansverden, som han anklagede for at være styret af gamle mænd med ”pantelåner mentalitet”.

Jack Ma var et globalt iværksætterforbillede og ét af Kinas mest kendte ansigter, der med sit Alibaba-brand også var et af de stærke kort udadtil, når det gjaldt om at vise, hvor langt landets teknologiske formåen var nået. Men der er en klar linje for, hvor langt man kan gå i sin kritik af de kinesiske myndigheder. Derfor lod Xi Jinping også prompte hammeren falde efter Jack Mas tale, og stoppede øjeblikkeligtAnt Groups forestående børsnotering, der ville have indbragt 37 mia. dollars og betydet, at virksomheden ville have opnå en værdiansættelse på over 300 mia. dollars. Jack Ma endte efterfølgende med at helt fjerne sig fra offentligheden, holdt sig fuldstændig skjult i de følgende mange måneder, og holder stadigvæk meget lav profil.

Det hårde indgreb mod Jack Ma og Alibaba og udviklede sig gennem 2021 til en stor og omfattende regulering af Kinas voksende, stadig vigtigere og mere magtfulde IT-industri. Også Didi Chuxing, det kinesiske svar på USA’s Uber, kom i myndighedernes søgelys. Didi var ellers også blevet hyldet som et eksempel på, hvor overlegen den kinesiske IT-industri var blevet, da man netop fik presset Uber ud af det kinesiske marked. Virksomheden blev i juli børsnoteret på børsen i New York på trods af advarsler fra Den Kinesiske Cyberspace Administration (CAC) om at vente, da man frygtede, at en international børsnotering, især på det amerikanske marked, kunne føre til datalæk og i sidste ende underminere national sikkerhed. Men Didi var således endnu et eksempel på, at tech-giganterne var blevet for store, og måske for skødesløse, i jagten mod profit, hvor især Didi havde arbejdet i gråzonerne af lovens rammer. Didi blev børsnoteret på trods af advarslerne, hvilket blev set som en provokation af myndighederne, som næsten omgående igangsatte en grundig undersøgelse af Didis datasikkerhed, hvori man samtidig forbød virksomheden mod at optage nye kunder, mens undersøgelsen stod på. Samtidig befalede myndighederne, at alle Didis apps skulle fjernes fra kinesiske app stores. Dette havde, ikke overraskende, enorme konsekvenser for virksomheden, hvis aktier faldt med hele 40 pct., og hvis konkurrenter begyndte at lugte blod i jagten på Didis kunder.

Sidenhen har der været endnu flere reguleringer af IT-industrien. Myndighederne i Kina har blandt andet indført the Personal Information Protection Law, en kinesisk pendant til GDPR. Loven begrænser stærkt, hvor mange og hvilke former for data om deres brugere, som de store tech-giganter kan få lov til at indsamle, lagre og bruge i forretningen. Dette skal både sikre, at de kinesiske forbrugeres data ikke misbruges samt retten til privatliv, men samtidig betyder det, at KKP nu også får kontrol over, at vigtige data fra Kina ikke havner i de forkerte hænder.

Senest har CAC offentliggjort et udkast til et sæt nye guidelines, der skal regulere brugen af de algoritmer, der laver anbefalinger til brugerne af de forskellige platforme. Således har myndighederne altså ramt tech-giganter på de to vigtigste steder i forretningen, da virksomhederne er dybt afhængige af at blive fodret med store mængder data fra algoritmerne. De nye regulativer vil derfor få markant indflydelse på, hvordan de mange kinesiske IT-virksomheder, bl.a. sociale medie-virksomheder, e-handelsplatforme, nyhedssider, m.fl., styrer deres anbefalingssystemer.

Indgrebene over for Kinas IT-industri synes at være et meget klart signal fra Kommunistpartiet om, at tech-giganterne ikke skal have lov til at blive alt for magtfulde og have alt for stor indflydelse på det kinesiske samfund. På samme tid viser partiet og myndighederne også, at de har i sinde at beskytte de kinesiske forbrugere. De nye regulativer kan samtidig også bruges til at give partiet øget kontrol over, hvordan virksomhederne bruger algoritmerne således, at de hjælper til at promovere, hvad partiet definerer som sunde samfundsnormer og værdier.

Indgreb mod private skoler og onlineundervisning

Men IT-industrien var ikke en enlig svale. I sommer fik Kinas privatundervisningssektor besked fra myndighederne om, at de ikke længere måtte tjene penge, men skulle være ren non-profit. De nye regler sagde endvidere, at private undervisere ikke længere måtte udbyde onlineundervisning til kinesere, hvilket mange af virksomhederne i industrien havde bygget deres forretning op omkring. Det hårde indgreb og de nye regler fra myndighederne medvirkede ikke overraskende til, at værdien af disse virksomheder raslede ned på børserne.

Der er benhård konkurrence blandt de kinesiske skolebørn for at klare sig godt allerede fra de mindste klassetrin og op til gymnasiet, da den store adgangseksamen til kinesiske universiteter, gaokao, er altafgørende for, hvor gode muligheder man har for at klare sig godt resten af livet. Her konkurrerer omkring 11 millioner kinesere hvert år om pladserne på de absolut bedste universiteter i Kina, hvis uddannelser også giver adgang til de bedste jobs og dermed forudsætningen for at kunne skabe sig det bedst mulige liv for sig selv, sin partner og familie. På grund af den benhårde pres og den store konkurrence sørger mange kinesiske forældre således også for at give deres børn de absolut bedste forudsætninger og kort på hånden for at kunne klare sig i den benhårde konkurrence om de bedste karakterer. Forældrenes indkomst er selvsagt afgørende for, hvorvidt deres børn kan få denne fordel fremfor andre. Men pludselig havde myndighederne altså fjernet denne mulighed for de kinesiske forældre, der fortvivlede måtte se sig om efter andre løsninger for at kunne give deres børn ekstra undervisning uden om det kinesiske skolevæsen.

Oveni i indgrebet mod private skoler og onlineundervisning indførte myndighederne også nye regler for, at kinesiske unge under 18 ikke skulle bruge for meget af deres tid på at spille computerspil. Man indførte en grænse på maksimalt 1 time om dagen (dvs. fra 20.00 til 21.00 om aftenen fredag til søndag samt helligdage), hvilket udbyderne, især tech-giganten, Tencent, var hurtige til at imødekomme og implementere, især for at gøre myndighederne og partiet tilfredse oven på de hårde indgreb, der havde ramt IT-industrien tidligere. Det er dog ikke noget nyt, at myndighederne har forsøgt at begrænse, hvor meget tid unge kinesere bruger på at spille computerspil – det er blot det seneste i en lang række forsøg på at få kinesiske børn og unge til at fokusere på vigtigere ting, som blandt andet lektielæsning.

Regulering af ’kaotisk kendiskultur’ og ’feminine mænd’

Sideløbende med den vidtgående regulering af IT-industrien blev der i september i år blæst til kamp mod mange af berømthederne på forskellige platforme i Kina og den tilhørende fankultur. Her var blandt andet det kinesiske statsmedie, Folkets Dagblad, ude at kritisere de kinesiske platforme, som de mente var med til at gøre ”uværdige individer” til stjerner, der viser deres rigdom frem og deler andet overfladisk indhold, der ikke stemmer overens med eller tjente partiets værdier. Derfor blev det sociale medie Sina Weibo beordret til at fjerne alle rangeringer af kendisser. Skuespiller Zhao Wei, en af Kinas store filmstjerner, var en blandt de berømtheder, som blev hårdt ramt:  I en cancel-kultur på steroider blev hun helt fjernet fra alle streaming platforme, og hendes fanside på Sina Weibo blev kraftigt censureret.

Et af de mere specifikke tiltag, der fik meget mediebevågenhed i Vesten, var, at Kinas Nationale Radio- og TV-Administration fremsatte otte påbud til den kinesiske underholdningsindustri, der alle har til formål at sat skik på en underholdningsbranche, som dyrker og promoverer, hvad der i myndighedernes øjne er vulgært indhold i jagten på at få og fastholde flere seere. Et af påbuddene opfordrede medierne til at undgå at promoveringen af for feminine mænd i Kinas populærkultur. De kinesiske myndigheder vil i stedet have medierne til at promovere traditionel kinesisk kultur og et ”korrekt skønhedsideal”, fremfor de mere androgyne træk hos mange af kendisserne. Her brugte man begrebet niangpao, direkte oversat kvindepistoler, et nedsættende slangudtryk for feminine mænd. Gængse kønsstereotyper bliver gerne udfordret på nettet, hvor det ikke er unormalt, at blandt andet mandlige streamere bruger makeup, er mere feminint klædt eller har mere androgyne ansigtstræk. En del af paratheden til at flere kinesiske mænd dyrker mere feminine træk kommer fra Sydkoreas popmusikgenre K-pop. Men denne tendens bliver altså af partiet og myndighederne anset for værende for vulgær.

Spredte indgreb eller en større kampagne?

Når vi på denne måde oplever, at de centrale myndigheder i Kina slår så hårdt ned på store private virksomheder i IT-industrien og privatundervisningssektoren, der med ét strøg fjerner aktionærværdi og samlet set har betydet et tab på over 1,2 billioner dollar, er det så fordi, at man nu er på vej til helt af afvikle den private sektor i Kina og tilbagerulle økonomiske liberalisering?

Selvom partiet har vist sig villige til at løbe en stor risiko ved at påvirke både markedsværdi og IT-sektorens muligheder for at drive forretning efter forgodtbefindende, så vil det være en fejlfortolkning at tro, at Kommunistpartiet nu i gang med helt fuldkommen at afmontere den private sektor og i stedet lade alt være statsstyret. De private virksomheder er stadig en afgørende del af Kinas økonomi, der bidrager med 50 pct. af skatteindtægter og 60 pct. af BNP. Det er samtidig vigtigt at påpege, at især Kinas IT-industri er afgørende for landets fortsatte økonomiske udvikling, og dermed i sidste ende også partiets legitimitet. For det kinesiske samfund står over for en række problemer, som blandt andet en faldende arbejdsstyrke, som teknologien skal være med at løse. Det er således heller ikke uden grund, at den kinesiske vice-premierminister, Liu He, i september udtalte, at man fortsat vil støtte og udvikle private virksomheder i Kina. Dette var uden tvivl også en udmelding, der skulle berolige aktiemarkederne og resten af den private sektor.

På samme måde har det for mange iagttagere været et nærliggende spørgsmål, hvorvidt indgrebet overfor tøj og makeup er et tegn på, at Kommunistpartiet nu har indledt en ny kulturrevolution, hvor der ikke er plads til noget, der falder udenfor partiets kerneværdier?

Dette vil nok være at tage mund for fuld, da man slet ikke kan sammenligne indgrebet med de bagvedliggende årsager for Kulturrevolutionen i 1968 og de mange forfærdelige ting, som fandt sted under den. Led an af horder af unge kinesere med røde armbånd førte det blandt andet til, at embedsmænd, undervisere og intellektuelle i Kinas gader blev offentligt ydmyget, tæsket og i værste fald myrdet eller drevet til selvmord Det har altid været den øverste myndighed i Kina – først kejserdynastiet og siden Kommunistpartiet – der har ageret den store forælder overfor de kinesiske borgere og styrer deres liv med mere eller mindre hård hånd for at opnå det mest harmoniske samfund, også selvom borgerne måtte være uenige. Det er ikke helt uden grund, at Xi Jinping spøgende er blevet kaldt for det kinesiske samfunds største ”Tigermom” – en asiatisk mor, der opdrager sine børn meget strengt.

Indgrebene synes derfor ikke at være en ny kulturrevolution, der først og fremmest var en klassekamp, og Mao Zedongs forsøg på at genvinde kontrol med KKP, men snarere et ønske fra Xi Jinping om øget konformitet i det kinesiske samfund, hvor der ikke er plads til folk, der falder uden for normen. Og normerne?  De sættes af det nye kejserdynasti, kommunistpartiet.

Et af svarene på, hvorfor myndighederne og partier skulle have trang til at regulere underholdningsbranchen og de feminine mænd, kan muligvis også findes i det faktum, at K-popfankulturen stod bag en aktion under den amerikanske valgkamp, der sørgede for, at der kun kom få deltagere til tidligere præsident Trumps store valgmøder i Tulsa, Oklahoma. Her havde K-pop-fans organiseret sig igennem den kinesisk ejede sociale medieplatform Tik Tok – de købte billetter til valgmødet og udeblev, så salen var gabende tom, da Trump holdt sin tale. Dette ville ikke kunne ske i Kina, men styret er ikke kendt for at overlade noget som helst til tilfældighederne, hvis der er bare den mindste risiko for, at noget kan blive brugt negativt mod myndighederne.

Det kan derfor med rimelighed fastlås, at der hverken er tale om en fuldkommen afvikling af den private sektor, eller en ny kulturrevolution. Men hvordan skal vi så forstå, hvad det er der foregår i Kina? Er der tale om en række ad-hoc tiltag, der alle skal adressere forskellige udfordringer, eller har vi at gøre med noget større?

Det faktum, at de mange forskellige indgreb sker næsten sideløbende med hinanden og i så forholdsvis voldsom grad, er næppe en tilfældighed. Selvom der måske ikke er tale om en decideret samlet politisk kampagne, så virker det unægtelig som om, at Xi Jinping og toppen af Kommunistpartiet har et klart mål, og måske en overordnet filosofi ligefrem, som det hele skal bidrage til. Fællesnævneren er, at partiet går ind og tager en markant øget kontrol, hvori man sikrer sig, at det er partiets linje og ideologiske værdier, som bliver prioriteret og bakket op omkring, og i denne prioritering er der ikke plads til slinger i valsen.

Li Guangman, en pensioneret avisredaktør og nu online blogger, skrev i et online essay, som gik viralt, at man nu var på vej tilbage mod ”røde rødder” hongse huigui, og at KKP nu endelig var på vej tilbage imod dets oprindelige hensigt. Essayet blev endda delt af mange kinesiske statsmedier, før de fleste af dem dog endte med at fjerne det igen. Dog forblev det oppe på et meget seriøst og statskontrolleret medie, hvilket kan ses som en mulig indikation på, at det ikke er det pure opspind. Så der er er ingen tvivl om, at de nye røde vinde, der blæser fra Beijing og ud i Kina er et udtryk for en større filosofi snarere end tilfældige nedslag.

Xi’s nye vision: ”Fælles velstand”

En yderligere forklaring på de nye vinde, der blæser fra toppen af Kinas lederskab, kom muligvis i august i år. I kølvandet på de mange nye retningslinjer og regulativer introducerede Xi Jinping nemlig et nyt begreb, der skal blive afgørende for fremtiden: ’Fælles velstand’. I en tale i august – på et møde om finans og økonomi – understregede han nødvendigheden af, at Kina får skabt sig en økonomisk model, der kan garantere moderat velstand til hele landets befolkning – modsat scenariet, hvor kun få bliver meget rige.

Timingen af talen og mødet er næppe tilfældig, da toppen af Kinas politiske ledere traditionelt mødes i august i Beidahe ved kysten øst for Beijing, hvor man diskuterer den politiske dagsorden. Man kan med god grund formode, at det kinesiske kommunistiske styre bag de lukkede døre har diskuteret de mange indgreb, reguleringer, samt hvordan de skal bidrage til en overordnet filosofi og plan for Kinas fremtidige udvikling.

Kinas tidligere leder, Deng Xiaoping, havde en pragmatisk tilgang til landets økonomiske udvikling, hvor det ikke var noget større problem, at nogle bliver rige før andre. Dette må man sige er sket i Kina, der i dag er hjem for størstedelen af verdens milliardærer. Afstanden mellem rig og fattig er vokset markant, hvorfor Xi nu vil have, at de rigeste, her i blandt tech-giganterne, skal bidrage endnu mere til fællesskabet og ikke bare rage til sig af penge.

Det er dog ikke et helt nyt fænomen, at partiet taler om ’fælles velstand’, og Xi selv har også tidligere nævnt det i taler (og selve begrebet blev først nævnt i kinesiske dagblade tilbage i 1953). Men Xis fortolkning af Fælles Velstand skal forstås i en ny kontekst, og det er endnu for tidligt at sige, hvad begrebet reelt set vil betyde for Kinas ubestridte leder. Men meget tyder på, at man er i gang med at re-kalibrere Kinas vækstmodel, således at kapitalismen ikke slippes fuldkommen fri.

Måske vil man bruge den nye omfordeling af velfærden i den stigende rivalisering imod USA. På Twitter påpeger kinesiske diplomater jævnligt alle de områder, hvor uligheden gør sig gældende i det amerikanske samfund.

Det er også en del af forklaringen på, hvorfor man lavet en regulering af den private uddannelsessektor og onlineundervisning, da man vil sikre sig, at de kinesiske borgere, der kan betale sig fra det, ikke opnår for markante fordel i forhold til de kinesiske børn, hvis forældre kun må slå sig til tåls med det offentlige skolesystem. Det er dog også meget klart, at partiet dermed igen opnår fuld kontrol over, hvad det er for et pensum, som kinesiske børn undervises i. Det er næppe nogen tilfældighed, at ”Xi Jinpings Tankegang” for første gang var en del af pensum, da de kinesiske skolebørn vendte tilbage til skolen efter sommerferien i august.

Xi Jinping synes at se en mulighed for at tage et generelt opgør med den stigende ulighed, som manifesterer sig på mange områder – samt det voldsomme pres, som især unge kinesere er udsat for. Som nævnt er kineserne allerede fra barnsben udsat fra en voldsom forventning om at klare sig godt i skolerne. Selv hvis man kommer igennem nåleøjet med et kandidatbevis fra et af Kinas eliteuniversiteter, så står man stadig overfor stigende huspriser i storbyerne og et hektisk arbejdsliv. Indenfor IT-branchen er normalen fx det kritiserede 996-arbejdssystem, hvor man arbejder fra kl. 9 morgen til kl. 9 aften, 6 dage om ugen. Leveomkostninger og inflationen er samtidig steget støt i de store kinesiske byer de sidste mange år, så der skal tjenes mange penge for at få råd til at have bolig, bil og en ordentlig uddannelse til sit barn. Det har ført til en bevægelse blandt unge kinesere kaldet ”ligge strakt”, hvo man melder sig ud af rotteræset, konkurrencen om størst mulige succes på arbejdsmarkedet og tilfredsstillelse gennem forbru,g og i stedet ligger sig på ryggen fri fra byrden af det hårde pres.

Der er altså voksende grobund for potentiel social uro blandt Kinas store middelklasse, hvis udviklingen får lov til at fortsætte som nu, hvilket være en bombe under styrets greb om magten. Fælles velstand handler derfor om, at skellet mellem rig og fattig ikke må blive for stort i Kina, men der skal samtidig være plads til, at man stadig kan tjene penge, og gerne mange af dem. Kort sagt, så skal kagen og kagens stykker gøres større, og alle kinesere skal have en bid af den. Samtidig er opgøret imod potentiel ulighed også en måde, hvorpå Kommunistpartiet kan distancere den kinesiske udviklings- og samfundsmodel fra den amerikanske.

Vejen til 2049

Timingen for de ’røde vinde’ er næppe en tilfældighed, for i anden halvdel af 2022 afholder man partiets 20. partikongres, der betragtes som utrolig vigtig. På vejen har man lige afholdt det sjette ’plenarmøde’ (under den igangværende 19. kongres) som traditionelt har særligt fokus på politik og ideologi (fx var det netop på det sjette plenarmøde i 2016 under den 18. partikongres, at Xi Jinping blev udpeget som en ”kerne” af partiets lederskab). Her har man vedtaget en resolution, der ophøjer Xi Jinping til den vigtigste kinesiske leder til dato og manden, der kan sikre, at partiet bliver ved magten fremover.

På den 20. partikongres vælger man officielt partiets leder for de næste fem år – men der hersker meget lidt tvivl om, at Xi Jinping, der ved partikongressen fem år tidligere fik indført muligheden af at kunne sidde som leder på livstid, har i sinde at fortsætte. Et af Xis vigtigste projekter er at sikre partiets fortsatte legitimitet som landets eneste magthavere og samtidig føre både partiet og Kina hen mod 2049, 100 året for etableringen af Folkerepublikken, hvor Kina skal være en ’fuldt udviklet, rig og magtfuld’ nation. Der er ingen tvivl om, at de nye ’røde vinde’ har fået meget stor betydning for Kinas indenrigspolitik. Tiden vil derfor vise, hvordan de relaterer sig til Xi og partiets langsigtede mål – også når det gælder landets udenrigspolitik. Vi bør gøre os selv den tjeneste at følge nøje med i udviklingen, så vi bedre kan forstå den kinesiske ageren i årene fremover og – så godt som det er muligt – forholde os til den.

Artiklen blev først bragt i Ræson og kan læses her.

Hold dig ajour på Kina med Sinolytica Nyhedsbrevet.

The post De nye ’røde vinde’ blæser over Kina first appeared on Sinolytica.