Det seneste år har set et hav af forandringer i Kina, hvor en hård kurs har ramt alle lige fra IT-industrien til berømtheder og skolebørn. Det er ikke en ny kulturrevolution, men der er et mønster i indgrebene – Xi Jinpings ønske om at styre udviklingen.
Det begyndte med hårde reguleringer af de kinesiske tech-giganter, der var blevet for magtfulde og for rige, så fulgte et forbud mod for feminine mænd, talentprogrammer og kinesiske kendisser, men privat- og onlineundervisning blev også ramt, og samtidig blev der sat en klar grænse for, hvor meget tid kinesiske unge må bruge på at spille computerspil.
I Kina har 2021 – året, hvor Kinas Kommunistiske Parti (KKP) selvsikkert fejrede sit 100-års jubilæum – været præget af en lang række vidtgående reguleringer og indgreb mod forskellige sektorer i det private erhvervsliv og dele af civilsamfundet. Samtidig har præsident Xi Jinping erklæret kamp mod den stigende ulighed i Kina, hvor man ønsker mere ”fælles velstand” og mindre rigdomsdyrkelse.
Hvordan skal man forstå de mangeartede reguleringer og øget kontrol fra partiet og de kinesiske myndigheder? Er der en sammenhæng mellem dem, eller sker de uafhængigt af hinanden? Er der gang i en form for ny kulturrevolution i Kina, eller ønsker Xi Jinping og KKP blot at vende tilbage til gamle og mere klassiske kommunistiske dyder?
Kontrol over tech-giganterne og undervisningssektoren
Det sidste års mange indgreb fra parti og myndigheder begyndte for alvor med et vink med en vognstang til en af Kinas største og mest celebre tech-magnater, Jack Ma, grundlæggeren af IT-imperiet Alibaba, der også rummer fin-tech-selskabet Ant Group (’fintech’ er en sammentrækning af ’finansiel’ og ’teknologi’). Ved en tale til investorer i oktober 2020 udtalte Ma sig særdeles kritisk overfor myndighedernes indblanding i IT-industrien, samt Kinas bank- og finansverden, som han anklagede for at være styret af gamle mænd med ”pantelåner mentalitet”.
Jack Ma var et globalt iværksætterforbillede og ét af Kinas mest kendte ansigter, der med sit Alibaba-brand også var et af de stærke kort udadtil, når det gjaldt om at vise, hvor langt landets teknologiske formåen var nået. Men der er en klar linje for, hvor langt man kan gå i sin kritik af de kinesiske myndigheder. Derfor lod Xi Jinping også prompte hammeren falde efter Jack Mas tale, og stoppede øjeblikkeligtAnt Groups forestående børsnotering, der ville have indbragt 37 mia. dollars og betydet, at virksomheden ville have opnå en værdiansættelse på over 300 mia. dollars. Jack Ma endte efterfølgende med at helt fjerne sig fra offentligheden, holdt sig fuldstændig skjult i de følgende mange måneder, og holder stadigvæk meget lav profil.
Det hårde indgreb mod Jack Ma og Alibaba og udviklede sig gennem 2021 til en stor og omfattende regulering af Kinas voksende, stadig vigtigere og mere magtfulde IT-industri. Også Didi Chuxing, det kinesiske svar på USA’s Uber, kom i myndighedernes søgelys. Didi var ellers også blevet hyldet som et eksempel på, hvor overlegen den kinesiske IT-industri var blevet, da man netop fik presset Uber ud af det kinesiske marked. Virksomheden blev i juli børsnoteret på børsen i New York på trods af advarsler fra Den Kinesiske Cyberspace Administration (CAC) om at vente, da man frygtede, at en international børsnotering, især på det amerikanske marked, kunne føre til datalæk og i sidste ende underminere national sikkerhed. Men Didi var således endnu et eksempel på, at tech-giganterne var blevet for store, og måske for skødesløse, i jagten mod profit, hvor især Didi havde arbejdet i gråzonerne af lovens rammer. Didi blev børsnoteret på trods af advarslerne, hvilket blev set som en provokation af myndighederne, som næsten omgående igangsatte en grundig undersøgelse af Didis datasikkerhed, hvori man samtidig forbød virksomheden mod at optage nye kunder, mens undersøgelsen stod på. Samtidig befalede myndighederne, at alle Didis apps skulle fjernes fra kinesiske app stores. Dette havde, ikke overraskende, enorme konsekvenser for virksomheden, hvis aktier faldt med hele 40 pct., og hvis konkurrenter begyndte at lugte blod i jagten på Didis kunder.
Sidenhen har der været endnu flere reguleringer af IT-industrien. Myndighederne i Kina har blandt andet indført the Personal Information Protection Law, en kinesisk pendant til GDPR. Loven begrænser stærkt, hvor mange og hvilke former for data om deres brugere, som de store tech-giganter kan få lov til at indsamle, lagre og bruge i forretningen. Dette skal både sikre, at de kinesiske forbrugeres data ikke misbruges samt retten til privatliv, men samtidig betyder det, at KKP nu også får kontrol over, at vigtige data fra Kina ikke havner i de forkerte hænder.
Senest har CAC offentliggjort et udkast til et sæt nye guidelines, der skal regulere brugen af de algoritmer, der laver anbefalinger til brugerne af de forskellige platforme. Således har myndighederne altså ramt tech-giganter på de to vigtigste steder i forretningen, da virksomhederne er dybt afhængige af at blive fodret med store mængder data fra algoritmerne. De nye regulativer vil derfor få markant indflydelse på, hvordan de mange kinesiske IT-virksomheder, bl.a. sociale medie-virksomheder, e-handelsplatforme, nyhedssider, m.fl., styrer deres anbefalingssystemer.
Indgrebene over for Kinas IT-industri synes at være et meget klart signal fra Kommunistpartiet om, at tech-giganterne ikke skal have lov til at blive alt for magtfulde og have alt for stor indflydelse på det kinesiske samfund. På samme tid viser partiet og myndighederne også, at de har i sinde at beskytte de kinesiske forbrugere. De nye regulativer kan samtidig også bruges til at give partiet øget kontrol over, hvordan virksomhederne bruger algoritmerne således, at de hjælper til at promovere, hvad partiet definerer som sunde samfundsnormer og værdier.
Indgreb mod private skoler og onlineundervisning
Men IT-industrien var ikke en enlig svale. I sommer fik Kinas privatundervisningssektor besked fra myndighederne om, at de ikke længere måtte tjene penge, men skulle være ren non-profit. De nye regler sagde endvidere, at private undervisere ikke længere måtte udbyde onlineundervisning til kinesere, hvilket mange af virksomhederne i industrien havde bygget deres forretning op omkring. Det hårde indgreb og de nye regler fra myndighederne medvirkede ikke overraskende til, at værdien af disse virksomheder raslede ned på børserne.
Der er benhård konkurrence blandt de kinesiske skolebørn for at klare sig godt allerede fra de mindste klassetrin og op til gymnasiet, da den store adgangseksamen til kinesiske universiteter, gaokao, er altafgørende for, hvor gode muligheder man har for at klare sig godt resten af livet. Her konkurrerer omkring 11 millioner kinesere hvert år om pladserne på de absolut bedste universiteter i Kina, hvis uddannelser også giver adgang til de bedste jobs og dermed forudsætningen for at kunne skabe sig det bedst mulige liv for sig selv, sin partner og familie. På grund af den benhårde pres og den store konkurrence sørger mange kinesiske forældre således også for at give deres børn de absolut bedste forudsætninger og kort på hånden for at kunne klare sig i den benhårde konkurrence om de bedste karakterer. Forældrenes indkomst er selvsagt afgørende for, hvorvidt deres børn kan få denne fordel fremfor andre. Men pludselig havde myndighederne altså fjernet denne mulighed for de kinesiske forældre, der fortvivlede måtte se sig om efter andre løsninger for at kunne give deres børn ekstra undervisning uden om det kinesiske skolevæsen.
Oveni i indgrebet mod private skoler og onlineundervisning indførte myndighederne også nye regler for, at kinesiske unge under 18 ikke skulle bruge for meget af deres tid på at spille computerspil. Man indførte en grænse på maksimalt 1 time om dagen (dvs. fra 20.00 til 21.00 om aftenen fredag til søndag samt helligdage), hvilket udbyderne, især tech-giganten, Tencent, var hurtige til at imødekomme og implementere, især for at gøre myndighederne og partiet tilfredse oven på de hårde indgreb, der havde ramt IT-industrien tidligere. Det er dog ikke noget nyt, at myndighederne har forsøgt at begrænse, hvor meget tid unge kinesere bruger på at spille computerspil – det er blot det seneste i en lang række forsøg på at få kinesiske børn og unge til at fokusere på vigtigere ting, som blandt andet lektielæsning.
Regulering af ’kaotisk kendiskultur’ og ’feminine mænd’
Sideløbende med den vidtgående regulering af IT-industrien blev der i september i år blæst til kamp mod mange af berømthederne på forskellige platforme i Kina og den tilhørende fankultur. Her var blandt andet det kinesiske statsmedie, Folkets Dagblad, ude at kritisere de kinesiske platforme, som de mente var med til at gøre ”uværdige individer” til stjerner, der viser deres rigdom frem og deler andet overfladisk indhold, der ikke stemmer overens med eller tjente partiets værdier. Derfor blev det sociale medie Sina Weibo beordret til at fjerne alle rangeringer af kendisser. Skuespiller Zhao Wei, en af Kinas store filmstjerner, var en blandt de berømtheder, som blev hårdt ramt: I en cancel-kultur på steroider blev hun helt fjernet fra alle streaming platforme, og hendes fanside på Sina Weibo blev kraftigt censureret.
Et af de mere specifikke tiltag, der fik meget mediebevågenhed i Vesten, var, at Kinas Nationale Radio- og TV-Administration fremsatte otte påbud til den kinesiske underholdningsindustri, der alle har til formål at sat skik på en underholdningsbranche, som dyrker og promoverer, hvad der i myndighedernes øjne er vulgært indhold i jagten på at få og fastholde flere seere. Et af påbuddene opfordrede medierne til at undgå at promoveringen af for feminine mænd i Kinas populærkultur. De kinesiske myndigheder vil i stedet have medierne til at promovere traditionel kinesisk kultur og et ”korrekt skønhedsideal”, fremfor de mere androgyne træk hos mange af kendisserne. Her brugte man begrebet niangpao, direkte oversat kvindepistoler, et nedsættende slangudtryk for feminine mænd. Gængse kønsstereotyper bliver gerne udfordret på nettet, hvor det ikke er unormalt, at blandt andet mandlige streamere bruger makeup, er mere feminint klædt eller har mere androgyne ansigtstræk. En del af paratheden til at flere kinesiske mænd dyrker mere feminine træk kommer fra Sydkoreas popmusikgenre K-pop. Men denne tendens bliver altså af partiet og myndighederne anset for værende for vulgær.
Spredte indgreb eller en større kampagne?
Når vi på denne måde oplever, at de centrale myndigheder i Kina slår så hårdt ned på store private virksomheder i IT-industrien og privatundervisningssektoren, der med ét strøg fjerner aktionærværdi og samlet set har betydet et tab på over 1,2 billioner dollar, er det så fordi, at man nu er på vej til helt af afvikle den private sektor i Kina og tilbagerulle økonomiske liberalisering?
Selvom partiet har vist sig villige til at løbe en stor risiko ved at påvirke både markedsværdi og IT-sektorens muligheder for at drive forretning efter forgodtbefindende, så vil det være en fejlfortolkning at tro, at Kommunistpartiet nu i gang med helt fuldkommen at afmontere den private sektor og i stedet lade alt være statsstyret. De private virksomheder er stadig en afgørende del af Kinas økonomi, der bidrager med 50 pct. af skatteindtægter og 60 pct. af BNP. Det er samtidig vigtigt at påpege, at især Kinas IT-industri er afgørende for landets fortsatte økonomiske udvikling, og dermed i sidste ende også partiets legitimitet. For det kinesiske samfund står over for en række problemer, som blandt andet en faldende arbejdsstyrke, som teknologien skal være med at løse. Det er således heller ikke uden grund, at den kinesiske vice-premierminister, Liu He, i september udtalte, at man fortsat vil støtte og udvikle private virksomheder i Kina. Dette var uden tvivl også en udmelding, der skulle berolige aktiemarkederne og resten af den private sektor.
På samme måde har det for mange iagttagere været et nærliggende spørgsmål, hvorvidt indgrebet overfor tøj og makeup er et tegn på, at Kommunistpartiet nu har indledt en ny kulturrevolution, hvor der ikke er plads til noget, der falder udenfor partiets kerneværdier?
Dette vil nok være at tage mund for fuld, da man slet ikke kan sammenligne indgrebet med de bagvedliggende årsager for Kulturrevolutionen i 1968 og de mange forfærdelige ting, som fandt sted under den. Led an af horder af unge kinesere med røde armbånd førte det blandt andet til, at embedsmænd, undervisere og intellektuelle i Kinas gader blev offentligt ydmyget, tæsket og i værste fald myrdet eller drevet til selvmord Det har altid været den øverste myndighed i Kina – først kejserdynastiet og siden Kommunistpartiet – der har ageret den store forælder overfor de kinesiske borgere og styrer deres liv med mere eller mindre hård hånd for at opnå det mest harmoniske samfund, også selvom borgerne måtte være uenige. Det er ikke helt uden grund, at Xi Jinping spøgende er blevet kaldt for det kinesiske samfunds største ”Tigermom” – en asiatisk mor, der opdrager sine børn meget strengt.
Indgrebene synes derfor ikke at være en ny kulturrevolution, der først og fremmest var en klassekamp, og Mao Zedongs forsøg på at genvinde kontrol med KKP, men snarere et ønske fra Xi Jinping om øget konformitet i det kinesiske samfund, hvor der ikke er plads til folk, der falder uden for normen. Og normerne? De sættes af det nye kejserdynasti, kommunistpartiet.
Et af svarene på, hvorfor myndighederne og partier skulle have trang til at regulere underholdningsbranchen og de feminine mænd, kan muligvis også findes i det faktum, at K-popfankulturen stod bag en aktion under den amerikanske valgkamp, der sørgede for, at der kun kom få deltagere til tidligere præsident Trumps store valgmøder i Tulsa, Oklahoma. Her havde K-pop-fans organiseret sig igennem den kinesisk ejede sociale medieplatform Tik Tok – de købte billetter til valgmødet og udeblev, så salen var gabende tom, da Trump holdt sin tale. Dette ville ikke kunne ske i Kina, men styret er ikke kendt for at overlade noget som helst til tilfældighederne, hvis der er bare den mindste risiko for, at noget kan blive brugt negativt mod myndighederne.
Det kan derfor med rimelighed fastlås, at der hverken er tale om en fuldkommen afvikling af den private sektor, eller en ny kulturrevolution. Men hvordan skal vi så forstå, hvad det er der foregår i Kina? Er der tale om en række ad-hoc tiltag, der alle skal adressere forskellige udfordringer, eller har vi at gøre med noget større?
Det faktum, at de mange forskellige indgreb sker næsten sideløbende med hinanden og i så forholdsvis voldsom grad, er næppe en tilfældighed. Selvom der måske ikke er tale om en decideret samlet politisk kampagne, så virker det unægtelig som om, at Xi Jinping og toppen af Kommunistpartiet har et klart mål, og måske en overordnet filosofi ligefrem, som det hele skal bidrage til. Fællesnævneren er, at partiet går ind og tager en markant øget kontrol, hvori man sikrer sig, at det er partiets linje og ideologiske værdier, som bliver prioriteret og bakket op omkring, og i denne prioritering er der ikke plads til slinger i valsen.
Li Guangman, en pensioneret avisredaktør og nu online blogger, skrev i et online essay, som gik viralt, at man nu var på vej tilbage mod ”røde rødder” hongse huigui, og at KKP nu endelig var på vej tilbage imod dets oprindelige hensigt. Essayet blev endda delt af mange kinesiske statsmedier, før de fleste af dem dog endte med at fjerne det igen. Dog forblev det oppe på et meget seriøst og statskontrolleret medie, hvilket kan ses som en mulig indikation på, at det ikke er det pure opspind. Så der er er ingen tvivl om, at de nye røde vinde, der blæser fra Beijing og ud i Kina er et udtryk for en større filosofi snarere end tilfældige nedslag.
Xi’s nye vision: ”Fælles velstand”
En yderligere forklaring på de nye vinde, der blæser fra toppen af Kinas lederskab, kom muligvis i august i år. I kølvandet på de mange nye retningslinjer og regulativer introducerede Xi Jinping nemlig et nyt begreb, der skal blive afgørende for fremtiden: ’Fælles velstand’. I en tale i august – på et møde om finans og økonomi – understregede han nødvendigheden af, at Kina får skabt sig en økonomisk model, der kan garantere moderat velstand til hele landets befolkning – modsat scenariet, hvor kun få bliver meget rige.
Timingen af talen og mødet er næppe tilfældig, da toppen af Kinas politiske ledere traditionelt mødes i august i Beidahe ved kysten øst for Beijing, hvor man diskuterer den politiske dagsorden. Man kan med god grund formode, at det kinesiske kommunistiske styre bag de lukkede døre har diskuteret de mange indgreb, reguleringer, samt hvordan de skal bidrage til en overordnet filosofi og plan for Kinas fremtidige udvikling.
Kinas tidligere leder, Deng Xiaoping, havde en pragmatisk tilgang til landets økonomiske udvikling, hvor det ikke var noget større problem, at nogle bliver rige før andre. Dette må man sige er sket i Kina, der i dag er hjem for størstedelen af verdens milliardærer. Afstanden mellem rig og fattig er vokset markant, hvorfor Xi nu vil have, at de rigeste, her i blandt tech-giganterne, skal bidrage endnu mere til fællesskabet og ikke bare rage til sig af penge.
Det er dog ikke et helt nyt fænomen, at partiet taler om ’fælles velstand’, og Xi selv har også tidligere nævnt det i taler (og selve begrebet blev først nævnt i kinesiske dagblade tilbage i 1953). Men Xis fortolkning af Fælles Velstand skal forstås i en ny kontekst, og det er endnu for tidligt at sige, hvad begrebet reelt set vil betyde for Kinas ubestridte leder. Men meget tyder på, at man er i gang med at re-kalibrere Kinas vækstmodel, således at kapitalismen ikke slippes fuldkommen fri.
Måske vil man bruge den nye omfordeling af velfærden i den stigende rivalisering imod USA. På Twitter påpeger kinesiske diplomater jævnligt alle de områder, hvor uligheden gør sig gældende i det amerikanske samfund.
Det er også en del af forklaringen på, hvorfor man lavet en regulering af den private uddannelsessektor og onlineundervisning, da man vil sikre sig, at de kinesiske borgere, der kan betale sig fra det, ikke opnår for markante fordel i forhold til de kinesiske børn, hvis forældre kun må slå sig til tåls med det offentlige skolesystem. Det er dog også meget klart, at partiet dermed igen opnår fuld kontrol over, hvad det er for et pensum, som kinesiske børn undervises i. Det er næppe nogen tilfældighed, at ”Xi Jinpings Tankegang” for første gang var en del af pensum, da de kinesiske skolebørn vendte tilbage til skolen efter sommerferien i august.
Xi Jinping synes at se en mulighed for at tage et generelt opgør med den stigende ulighed, som manifesterer sig på mange områder – samt det voldsomme pres, som især unge kinesere er udsat for. Som nævnt er kineserne allerede fra barnsben udsat fra en voldsom forventning om at klare sig godt i skolerne. Selv hvis man kommer igennem nåleøjet med et kandidatbevis fra et af Kinas eliteuniversiteter, så står man stadig overfor stigende huspriser i storbyerne og et hektisk arbejdsliv. Indenfor IT-branchen er normalen fx det kritiserede 996-arbejdssystem, hvor man arbejder fra kl. 9 morgen til kl. 9 aften, 6 dage om ugen. Leveomkostninger og inflationen er samtidig steget støt i de store kinesiske byer de sidste mange år, så der skal tjenes mange penge for at få råd til at have bolig, bil og en ordentlig uddannelse til sit barn. Det har ført til en bevægelse blandt unge kinesere kaldet ”ligge strakt”, hvo man melder sig ud af rotteræset, konkurrencen om størst mulige succes på arbejdsmarkedet og tilfredsstillelse gennem forbru,g og i stedet ligger sig på ryggen fri fra byrden af det hårde pres.
Der er altså voksende grobund for potentiel social uro blandt Kinas store middelklasse, hvis udviklingen får lov til at fortsætte som nu, hvilket være en bombe under styrets greb om magten. Fælles velstand handler derfor om, at skellet mellem rig og fattig ikke må blive for stort i Kina, men der skal samtidig være plads til, at man stadig kan tjene penge, og gerne mange af dem. Kort sagt, så skal kagen og kagens stykker gøres større, og alle kinesere skal have en bid af den. Samtidig er opgøret imod potentiel ulighed også en måde, hvorpå Kommunistpartiet kan distancere den kinesiske udviklings- og samfundsmodel fra den amerikanske.
Vejen til 2049
Timingen for de ’røde vinde’ er næppe en tilfældighed, for i anden halvdel af 2022 afholder man partiets 20. partikongres, der betragtes som utrolig vigtig. På vejen har man lige afholdt det sjette ’plenarmøde’ (under den igangværende 19. kongres) som traditionelt har særligt fokus på politik og ideologi (fx var det netop på det sjette plenarmøde i 2016 under den 18. partikongres, at Xi Jinping blev udpeget som en ”kerne” af partiets lederskab). Her har man vedtaget en resolution, der ophøjer Xi Jinping til den vigtigste kinesiske leder til dato og manden, der kan sikre, at partiet bliver ved magten fremover.
På den 20. partikongres vælger man officielt partiets leder for de næste fem år – men der hersker meget lidt tvivl om, at Xi Jinping, der ved partikongressen fem år tidligere fik indført muligheden af at kunne sidde som leder på livstid, har i sinde at fortsætte. Et af Xis vigtigste projekter er at sikre partiets fortsatte legitimitet som landets eneste magthavere og samtidig føre både partiet og Kina hen mod 2049, 100 året for etableringen af Folkerepublikken, hvor Kina skal være en ’fuldt udviklet, rig og magtfuld’ nation. Der er ingen tvivl om, at de nye ’røde vinde’ har fået meget stor betydning for Kinas indenrigspolitik. Tiden vil derfor vise, hvordan de relaterer sig til Xi og partiets langsigtede mål – også når det gælder landets udenrigspolitik. Vi bør gøre os selv den tjeneste at følge nøje med i udviklingen, så vi bedre kan forstå den kinesiske ageren i årene fremover og – så godt som det er muligt – forholde os til den.