Mads Vestager Nielsen er ankommet til Taiwan, og vil de næste to måneder være Sinolyticas Taiwankorrespondent. Her i bloggen kan du læse om Mads’ oplevelser
Første og anden del kan læses her og her
Bussen tog mig fra Taoyuan mod øst til Taipei. Da jeg stod af, befandt jeg mig med ét i millionbyens centrum, hvor vild trafik hastede afsted fra alle sider. Taipei er en by af scootere. I storbyer på det kinesiske fastland, som Beijing og Shanghai, har elektriske scootere (电动车) taget over for længst, og det er mestendels kun madudbringerne, der stadig kører på benzindrevne motorcykler.
Scooterne synes allestedsnærværende mellem personbiler og de enkelte delecykler, kaldet Youbike. Jeg overnattede på et kapselhotel, en oplevelse jeg har haft på min bucketliste i mange år.
Hver af kapslerne gav klare anerkendende nik mod Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001, hvilket præcis var den æstetik jeg søgte. Alene målt på rum-æstetikken synes det at være præcis, hvad det var: Et hotel. Jeg har besøgt “rumbaser” i både Gobiørkenen og Qinghais Qaidam Bassinet, der gav større space-vibes.
Den næste morgen vandrede jeg gennem halvdelen af Taipei til Chiang Kai-Shek 蔣介石 memorial hall, der ligger på Liberty Square 自由廣場, og er en af de vigtigste pladser i Taipei. Chiang var kinesisk militærleder, nationalistpolitiker og leder af de kinesiske nationalister. Chiang flygtede med sin regering og hær til Taiwan efter flere nederlag til Mao Zedong og kommunisterne i 1949.
Efter Chiang døde i 1975, blev pladsen navngivet efter ham og har lige siden været en af de vigtigste samlingspunkter for massesamlinger og demonstrationer. Specielt demokratidemonstrationer i 1980erne og 1990erne brugte pladsen, der i kraft af sammenhængen med Chiang Kai-Shek, stod som en central arena for ikonoklasmen mod det autoritære regime, der havde styret Taiwan i årtier.
Af de mange pro-demokrati demonstrationer, der fandt sted på pladsen, var den mest indflydelsesrige den såkaldte Vilde Lilje Studenterbevægelse 野百合學運 i 1990. Bevægelsen påvirkede den daværende præsident Lee Teng-hui 李登輝 til at implementere vidtrækkende politiske reformer, der kulminerede med det første folkevalg af nationale ledere i 1996.
I 2007 blev pladsen omdøbt til Liberty Square. Forholdet til Chiang og fortiden under Kuomintang (KMT) 國民黨 diktaturet er fortsat en balancegang i Taiwans nationale fortælling, fordi Chiang stadig indtager en prominent plads i den moderne fortælling om tilblivelsen af republikken. Mere om det i en senere blogpost!
Ved æresmonumentet for Chiang står en æresgarde, med blanke sølvhjelme. Under monumentet er en udstilling om Chiang Kai-Shek, og undertrykkelsen af politiske fanger under KMT-regimet. Der er også en The World of Tim Burton udstilling, da jeg kommer forbi. Både med mandshøje aliens fra Mars Attacks og en skulptur af The Girl With Many Eyes.
Jeg gik forbi Taiwans præsidentpalads, der i dag er beboet af den nuværende præsident Tsai Ying-wen 蔡英文, mens jeg bevægede mig mod Taipeis Lungshan Tempel 龍山寺, der ligger et par hundrede meter fra Tamsui Floden.
Middagsmessen var i gang, og lyden af trommen og fremsigelser af de buddhistiske suttraer kunne høres ud på gaden, hvor tiggere og et par munke sad ved indgangen til tempelkomplekset. Templet blev bygget under Qing-dynastiet i 1738 til ære for den buddhistiske Bodhisattva, Guanyin 觀音菩薩, og fungerer i dag som en af de største buddhistiske helligdomme i Taipei. Ved indgangen attesterede templets helligdom, der har overlevet naturkatastrofer og bombardementer:
“Under perioden fra 1796 til 1874 førte adskillige kraftige jordskælv, storme og termiterosioner til mange restaurationer af templet.
I 1945 bombede vores amerikanske allierede, under Anden Verdenskrig, templet ved en fejltagelse.
Hovedsalen blev fuldstændigt ødelagt, men alligevel efterladtes Buddhaen på mirakuløs vis uskadt.
Efter en grundig genopbygning vendte templet tilbage til sin oprindelige tilstand.”
Jiaobei 筊杯,også kaldet måneblokke, udskåret i træ, klikkede mod stengulvet i forenden af templet, hvor tilbedere spurgte guderne til råds. En taiwansk bekendt, der arbejder i et stort europæisk firma, forklarede mig, hvordan han bruger måneblokkene:
“Hvis en vender opad og en anden nedad, svarer guderne “ja”. Hvis begge lander med den flade side op, betyder det, at guderne griner ad dig. Hvis begge lander med den runde side op, betyder det “nej”. Jeg tager til templet omkring 1-2 gange hver måned, og jeg stiller ofte spørgsmål til guderne omkring mit kærlighedsliv eller relateret til min familie. Et “ja” er ikke godt nok for mig. Jeg skal have mindst tre “ja” i træk, før jeg er tilfreds.”
Igennem lyden af træklodserne, der ramte jorden, messede hundredevis af stemmer de buddhistiske tekster.
“Jeg får altid et stik af ærgrelse, når guderne griner ad mig.” Fortsatte min bekendte. “Men jeg bliver ved, indtil de svarer “ja”.”