Taiwankorrespondentens blog: Del 1 – Ankomst til Øen og Coronakarantæne

Mads Vestager Nielsen er ankommet til Taiwan, og vil de næste to måneder være Sinolyticas Taiwankorrespondent. Her i bloggen kan du læse om Mads’ oplevelser

Jeg sagde officielt farvel til coronaforanstaltninger, da forlod Kina og rejste tilbage til Europa i februar sidste år. Fastlandskina var dengang – som i dag – under et strengt nultolerance regime, overfor COVID-19 virussen.

Derfor var jeg en smule nervøs for, hvordan min karantæne i Taiwan og mødet med den selvstyrende ø’s virusforanstaltninger ville være. Inden min ankomst havde taiwanske bekendte hjulpet mig med at blive registreret i Taiwans karantænesystem, og lige så snart jeg ankom til Taoyuan International Airport var alle de (lidt for) velkendte symboler på COVID-19 foranstaltninger med ét overalt: De himmelblå mundbind, håndsprit og ansatte i hvide hazmat-dragter, der hjalp rejsende med at checke ind i karantænesystemet og købe et lokalt taiwanesiske sim-kort. Det er kun muligt at checke ind i systemet med et taiwansk telefonnummer, hvorfor alle indrejsende er påbudt at købe et sim-kort umiddelbart efter ankomst. Ansatte i hvide dragter instruerede passagerer, på både kinesisk og engelsk, i at stille sig i kø for at blive checket ind.

En medarbejder hjalp mig med at checke ind, og jeg fik en pose med virus-hjemmetest-kits, masker og et termometer. Jeg lejer en lejlighed under mit ophold i Taiwan, derfor kan jeg gå i hjemmekarantæne istedet for at skulle gennemføre karantæne på et designeret karantænehotel. Min ankomst til Taiwan sker bogstaveligt talt midt i en brydningstid for øens virusforanstaltninger – for blot et par uger siden meddelte de taiwanske myndigheder, at udlændinge nu kan rejse ind i landet igen visumfrit (dansker kan blive i landet op til 90 dage), og den 13. oktober, altså blot to dage efter min ankomst, bliver karantænekravet ophævet. Med andre ord, ankom jeg i de absolut sidste dage med karantænerestriktioner, og skønt karantænereglerne bliver hævet, mens jeg blev indlogeret i karantænen i min lejlighed, blev jeg informeret om at jeg alligevel skal fuldføre den: tre dage i hjemmekarantæne med yderligere 4 dage, hvor jeg skal holde øje med virussymptomer. I forhold de 9 til 14 dages karantæne, der stadig skal gennnemføres ved indrejse til Fastlandskina, synes tre dage billigt sluppet!

En bekendt kørte mig til lejligheden i Taoyuan, lige vest for Taiwans hovedstad, Taipei, hvor jeg skal indlogeres de næste par måneder frem. Den næste dag fik jeg downloaded madudbringningsappen Foodpanda, så jeg fluks kunne gå ombord i taiwanske og kinesiske retter: ALT I DUMPLING FORM! Om morgenen ringede min telefon. En stemme sagde: “Det er fra den lokale politistation, hvordan har du det i dag? Har du nogle virussymptomer, som hoste eller feber?” Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen symptomer. “Har du nok mad?” Spurgte den kvindelige politibetjent. “Vi sender noget over til dig.” 30 minutter senere ringede det på døren, og jeg modtog et måltid bestående af minutnudler, kalciumholdig mælk og forskellige morgenmadssupper.

Senere modtog jeg en besked fra myndighederne:

“This message is from CECC to learn about your health condition. If you feel normal, please reply 1. If you develop COVID-19 symptoms, please reply 2. After your quarantine period ends, please practice self-initiated epidemic prevention for 4 days and follow related rules.”

Jeg svarede “1”, hvorefter en auto-genereret besked tikkede ind:

“Thank you for your cooperation. The CECC cares about you.”

Karantænetiden er gået med arbejde og indspilning af vores nye KinaNørderne podcast. På tre dage i karantæne kan der nås en del! Jeg har også formået at blive afhængig af 7-Eleven kaffe og grøn te, som jeg drikker af en medbragt tin-kop fra mine rejser på fastlandet.

Det var alt fra karantænebloggen. I næste udgave vil jeg fortælle om mine første indtryk af Taipei, når jeg tager bussen ind til bymidten i weekenden. Hav det godt og 再见!

2 thoughts on “Taiwankorrespondentens blog: Del 1 – Ankomst til Øen og Coronakarantæne”

Leave a Comment