Mads Vesterager Nielsen

Partner & medstifter, Sinolytica

Casper Wichmann

Partner & medstifter, Sinolytica

Johan Anton Knudsen

Research assistent, Sinolytica

Forord

Kinas 15. femårsplan (2026-2030) (15FYP) markerer begyndelsen på næste fase af Kinas vej op i de globale værdikæder. Planen, der blev godkendt i marts 2026, har fokus på avanceret produktion, grøn teknologi, kunstig intelligens (AI), biotech og styrkede forsyningskæder, og opstiller samtidigt langsigtede strategiske mål frem mod 2035. Parallelt med det ventes kinesisk vækst i stigende grad at bero på eksport og industriel kapacitetsudbygning, mens man fra Beijing forsøger at accelerere forbruget i Kina. Det medfører en øget konkurrence på globale markeder i netop de sektorer, Danmark og Europa ser som fremtidens vækstmotorer.

Mens det første “Kina-chok” primært ramte tekstil-, møbel- og basisindustrien, hvor store dele af produktionen blev flyttet til Asien i 1990’erne og 2000’erne, vil et Kina-chok 2.0 – den nye fase med hastig ekspansion af kinesisk eksport – i højere grad rette sig mod højteknologiske industrier, herunder grøn industri, life science og fremstillingsindustrien. EU-Kommissionen har skarpt fokus på konsekvenserne af denne udvikling for virksomheder, arbejdspladser og konkurrenceevne. Den 18. juni samledes EU’s stats- og regeringschefer til et topmøde med EU-Kommissionsformanden, som blev beskikket et mandat til at forhandle med Beijing og desuden afsøge muligheden for at opbygge stærkere industri- og handelspolitiske værn mod øget statsstøttet konkurrence, industriel overkapacitet og dumping. Særligt Tyskland vurderes at være blandt de mest eksponerede økonomier, hvor stigende kinesisk konkurrence allerede påvirker centrale industrier som bilproduktion, fremstillingsindustrien, grøn teknologi og avanceret produktion. Ifølge analyser fra Centre for European Reform (CER) har Tyskland siden eksportboomet mod Kina toppede i 2021, potentielt mistet over 400.000 arbejdspladser relateret til faldende kinesisk efterspørgsel og stigende konkurrence samtidig med, at udviklingen lægger pres på tysk industriproduktion og BNP-vækst. 

For Danmark er udviklingen slet ikke irrelevant. Dansk økonomi er lille, åben og stærkt eksportdrevet. I 2025 udgjorde dansk eksport 70 pct. af BNP, og omkring én million danske arbejdspladser er knyttet til eksport. Dansk erhvervsliv er imidlertid også koncentreret omkring få globale styrkepositioner inden for grøn industri, life science, industriel teknologi og global handel — netop områder, hvor Kina nu accelererer det industripolitiske fokus. 

I 2016 kategoriserede den tyske tænketank MERICS, Danmark som middel-eksponeret over for prioriteringsområderne i Made in China 2025 (MIC2025) – en central handlingsplan i Kinas industripolitik. Danmark har hidtil ikke været eksponeret i samme grad som Tyskland, grundet få, stærke eksportdrevne og højproduktive områder, hvor Kina endnu ikke har indhentet Europa. Disse risikerer dog nu at blive udfordret både på pris og kvalitet af kinesiske alternativer, som følge af landets fortsatte industripolitiske fokus og strategier for at komme højere op i de globale værdikæder inden for en række sektorer og produkter. 

På 10 år har verden ændret sig betydeligt, og Kina har accelereret sin teknologiske og industrielle opbygning markant. Flere analyser vurderer, at størstedelen af målsætningerne i første fase af MIC2025 i dag er helt eller delvist opnået inden for centrale sektorer som elbiler, batterier, life science og grøn energi. Tænketanken Australian Strategic Policy Institute (ASPI) vurderer i 2026, at Kina er globalt førende inden for 69 ud af 74 kritiske teknologier målt på forskningsgennemslagskraft. Kinas fremgang på disse områder ses i dag gennem stigende konkurrence fra kinesiske virksomheder – både i og uden for det kinesiske marked –, øget afhængighed af kinesiske leverandører på udvalgte områder og en voksende kinesisk tilstedeværelse i globale værdikæder. 

Kina er samtidig i stigende grad centrum for global industriel produktion. I 2023 stod landet for omkring 35 pct. af verdens samlede industriproduktion, mens fremskrivninger fra UNIDO peger på, at andelen kan stige til 45 pct. frem mod 2030. Det vil markant forskyde globale konkurrenceforhold inden for flere af de sektorer, hvor danske industrier står stærkt i dag. 

Denne analyse undersøger derfor, i hvilket omfang Danmarks største internationale virksomheders erhvervsområder overlapper med de sektorer, hvor Kina ventes at accelerere investeringer, eksport, teknologisk opgradering og global kapacitetsopbygning frem mod 2030 og 2035.

Fremgangsmåde og analyse

Analysen bygger på en kvalitativ screening af de 30 største danske multinationale selskaber på Børsens Top 1000 liste (se tabel 1), hvor virksomhedernes forretningsområder er sammenholdt med eksponeringsgrad i forhold til de strategiske fokusområder i 15FYP. For hvert selskab er der foretaget en kvalitativ vurdering af, i hvilket omfang kerneforretningen er eksponeret over for kinesiske prioriteringer. Det vil sige, i hvilken grad, at virksomhedens produkter, aktiviteter, værdi- og forsyningskæder forventes at blive påvirket på den ene eller anden måde af det kinesiske lederskabs satsningsområder. 

På den baggrund er selskaberne kategoriseret efter høj, mellem eller lav grad af strategisk eksponering. Høj eksponering betyder, at virksomheden vurderes at have en betydelig risiko for at kunne blive negativt påvirket af stigende kinesisk konkurrenceevne og ændringer i de globale værdikæder inden for sektoren over de næste 5-10 år. I et worst-case scenarie, uden politisk fokus og aktiv strategisk støtte, investeringer eller industripolitiske tiltag fra Danmark og EU, kan det føre til tab af konkurrenceevne, markedsandele og arbejdspladser.

Vurderingen tager samtidig højde for, at fokus for kinesisk vækst, som tidligere nævnt, i stigende grad forventes at basere sig på særligt øget eksport og yderligere industriel kapacitet. Svag indenlandsk efterspørgsel, en høj opsparingsrate samt betydelig overkapacitet i dele af industrien betyder, at Kina i stigende grad er afhængig af at afsætte sine produkter på globale markeder (se faktaboks 1 og 2) for at holde gang i den økonomiske vækst. Dette øger kinesiske virksomheders globale tilstedeværelse og skærper konkurrencen for danske virksomheder.

Hvilke industrier er mest udsatte?

Som nævnt indledningsvis er life science, grøn teknologi og industriel teknologi de mest eksponerede danske styrkepositioner over for et muligt Kina-chok 2.0. Fælles for sektorerne er, at de udgør centrale vækst- og eksportmotorer for Danmark. De er samtidig blandt de højest prioriterede områder i 15FYP. Bliver danske virksomheder inden for disse sektorer ramt negativt af den øgede konkurrence fra Kina, vil det selvsagt få konsekvenser for dansk vækst og arbejdspladser.

Life science
Life science, der stod for omkring 50 pct. af dansk økonomisk vækst i 2025, vurderes som et af de mest strategisk udsatte områder. Sektoren bidrog alene med omkring 1,2 procentpoint til dansk BNP-vækst i 2025, mens lægemidler udgjorde 19,5 pct. af den samlede danske vareeksport svarende til 191 mia. kr. Næsten hver femte danske eksportkrone kommer således i dag fra lægemidler. 

Samtidig gennemgår Kina i disse år et markant skifte fra at være verdens produktionshub for generiske lægemidler og aktive farmaceutiske ingredienser til i stigende grad at blive en global innovationskraft inden for life science. Kina står i dag for omkring 16 pct. af verdens high-impact life science-publikationer, 29 pct. af globale kliniske forsøg og omkring 30 pct. af verdens førende life science-talenter. Analyser vurderer samtidig, at kinesiske virksomheder nu står bag næsten 30 pct. af den globale pipeline for innovative lægemidler, mens mere end 30 pct. af verdens biotech-patenter i dag har kinesisk ophav. Værdien af lægemidler licenseret fra kinesiske virksomheder til vestlige medicinalselskaber vurderes allerede at nærme sig 50 mia. USD. Kina prioriterer allerede nu et ryk væk fra licensmodellen, hvor fokus nu bliver på at kommercialisere inden for det kinesiske marked først. Det vil igen sætte yderligere pres på udenlandske life science-virksomheder.

Udviklingen er resultatet af mere end et årtis målrettede investeringer i biotech, forskning, kliniske forsøg og talentudvikling gennem initiativer som MIC 2025, Healthy China 2030 (健康中国2030) og femårsplanerne. I 15FYP prioriteres blandt andet genredigering, præcisionsmedicin, celleprogrammering, avancerede biologiske lægemidler, organoider, organ-on-a-chip-teknologier, biofabrikation og bioingeniørsoftware – teknologier, der forventes at spille en central rolle i fremtidens sundheds- og life science-industri.

Virksomheder som Novo Nordisk, Coloplast, Lundbeck, Novonesis og Demant opererer alle i områder, hvor Kina investerer massivt i forskning, produktion, kliniske kapaciteter og international skalering. Samtidig bevæger kinesiske virksomheder sig hurtigt op i værdikæden inden for blandt andet onkologi, immunologi, celleterapi og avancerede biologiske lægemidler. I 2023 vakte det international opsigt, at det kinesiske biotech-selskab Akeso (康方生物) i udvalgte kliniske forsøg leverede resultater, der overgik Mercks kræftmedicin Keytruda, verdens bedst sælgende lægemiddel og et symbol på den vestlige medicinalindustris globale styrke. Analytikere har siden beskrevet begivenheden som et Sputnik- eller “DeepSeek-øjeblik“– for kinesisk biotech. 

Udviklingen sker samtidig med, at lægemidler med en samlet global omsætning på omkring 300 mia. dollar forventes at miste patentbeskyttelse frem mod 2030. Kombinationen af massive kinesiske investeringer, voksende forskningskapacitet og omfattende patentudløb betyder, at et stigende antal kinesiske virksomheder forventes at kunne konkurrere med vestlige virksomheder på teknologi, kvalitet, udviklingshastighed og pris. 

Af disse grunde vurderes life science-sektoren samlet set som en af de mest strategisk eksponerede danske styrkepositioner over for et muligt Kina-chok 2.0, hvor kinesiske virksomheder vil udfordre vestlige life science-virksomheder på sigt. 

Grøn teknologi
Grøn teknologi og energiinfrastruktur udgør ligeledes en af Danmarks vigtigste eksportstyrkepositioner, men er også et område, hvor Kina allerede har opnået en betydelig global markedsposition. Vestens sanktioner på russisk olie og gas, som følge af krigen i Ukraine, har gjort importen af selvsamme råvarer billigere for Kina, men uforudsigeligheden på de globale energimarkeder har samtidigt gjort ledelsen i Beijing endnu mere stålsatte på at mindske afhængigheder af udenlandske energileverandører. Opskriften på uafhængighed er vedvarende energikilder og grønne teknologiløsninger, som Beijing ønsker skal udvikles, produceres og kontrolleres af kinesiske virksomheder. I 2025 eksporterede Kina for 165 mia. USD i grøn energiteknologi svarende til 50 pct. af global handel (ekskl. intra-EU handel). Situationen i Hormuzstrædet har kun forstærket behovet, ikke kun i Kina, men også i tredjelande, der ønsker at opnå en højere grad af energiuafhængighed, hvilket har øget efterspørgslen på bl.a. kinesiske solpaneler, vindmøller, batterier og elbiler. 

I forbindelse med ovenstående havde Kina i 2025 en installeret vindkapacitet på 640,5 gigawatt (GW) mod 161,2 GW i USA og 77,7 GW i Tyskland. Solenergikapaciteten var næsten dobbelt så stor med 1201,7 GW. Samlet set investerede Kina for intet mindre end 627 mia. USD i vedvarende energi i 2025 og grønne teknologier udgør desuden nu mere end 10 pct. af Kinas BNP. De store satsninger inden for vedvarende energi kommer desuden til udtryk ved, at flere kinesiske vindmølleproducenter i de seneste år er stormet frem og allerede nu producerer betydeligt mere kapacitet end industriledere som Vestas. Samtidigt dominerer kinesiske virksomheder store dele af den globale værdikæde inden for batterier, solenergi, energiinfrastruktur og kritiske råmaterialer.

På det kinesiske marked er de vestlige sol- og vindproducenter blevet udkonkurreret af deres kinesiske konkurrenter med staten i ryggen. I takt med, at kinesiske producenter og energiselskaber bliver prioriteret og rykker op ad værdikæderne, betyder det også, at de i stigende grad vil være en global faktor. Et selskab som Ørsted vil skulle forholde sig til både kinesisk producerede energikilder, men også konkurrence på verdensmarkedet fra selskaber som CHN Energy Investment Group. 

Samtidigt er både europæiske forbrugere af og producenter inden for grøn teknologi dybt afhængige af kinesiske leverandører – et andet vigtigt aspekt af Kina-chok 2.0. I et policy brief fra European University Institute påpeges, hvordan Kina står for at levere 98 pct. af solpaneler, 88 pct. af lithium-ion-batterier, 90 pct. af invertere og 93 pct. af neodym-magneter (som bl.a. indgår i vindturbiner) som importeres til EU. Trods straftold på flere forskellige kinesiske elbilsproducenter er eksporten fra Kina til EU steget med 82 pct. i første kvartal af 2026, mens plug-in hybrider, der ikke blev underlagt samme foranstaltninger, har oplevet en vækst på 1.443 pct. siden første kvartal af 2024. Kinas villighed til at bruge kritiske råstoffer, herunder sjældne jordartsmetaller, som forhandlingskort har betydet, at europæiske producenter af bl.a. elbiler og vindturbiner har måttet nedskalere produktionen, fordi eksportkontrol og -licenser har gjort dem mindre konkurrencedygtige på omkostningerne. 

Virksomheder som Vestas, Ørsted, NKT, Danfoss og Grundfos er derfor eksponeret mod stigende kinesisk konkurrence, særligt på markedet i Kina men i stigende grad også på tredjemarkeder i det globale syd. Det skal naturligvis ses i sammenhæng med Kinas greb om udvindingen og bearbejdningen af et stort antal kritiske råstoffer, som er essentielle for produktionen af flere grønne løsninger, og derfor anser vi danske aktører, der opererer inden for grøn teknologi og i cleantech-sektoren, som højt eksponerede over for Kina-chok 2.0

Industriproduktion
Industriel teknologi og avanceret produktion er et tredje nøgleområde, der er højt eksponeret. Kina stod i 2023 for 28 pct. af den globale værditilvækst i fremstillingsindustrien — svarende til 4,66 billioner USD. Dermed oversteg Kinas industrisektor de tre næststørste industrinationer – USA, Japan og Tyskland – tilsammen. Målt på den samlede industriproduktion er andelen endnu højere, omkring 35 pct., som tidligere nævnt. Kina forventes at øge sin andel yderligere frem mod 2030. Samtidig svarer 75 pct. af adspurgte europæiske virksomheder i Kina i EU-handelskammerets seneste business confidence survey, at kinesisk produktion i dag er mere effektiv end andre steder i verden.

15FYP udpeger eksplicit industrielle værktøjsmaskiner som et område, hvor Kina vil opnå selvforsyning og teknologisk gennembrud. Det er et område, kineserne hidtil har været udfordret på, men hvor satsningen nu er erklæret strategisk. Maskinværktøj indgår blandt de sektorer, hvor 15FYP indsætter flere politiske og strategiske tiltag for at lukke det teknologiske efterslæb. 

Der sker nu en massiv kinesisk investering i automation, robotteknologi, CNC-maskiner og avanceret fremstilling for at bevæge sig op i værdikæden. I 2024 var Kina med længder det største marked for industrirobotter med 54 pct. af globale installationer. De seneste tal viser endvidere, at der blev installeret 295.000 robotter i Kina det år, hvilket er det højeste antal nogensinde registreret. Samtidig var det første gang, at kinesiske leverandører solgte flere robotter på hjemmemarkedet end de udenlandske, hvor markedsandelen steg til 57 pct. sidste år.

Det rammer direkte ind i områder, hvor danske virksomheder som Danfoss, Grundfos, Schouw & Co. og en lang række specialiserede underleverandører historisk har haft stærke globale førerpositioner. 

Kinesisk eksport af centrale maskiner og industrielle komponenter er vokset hastigt siden 2020 og er i mange tilfælde fordoblet eller tredoblet sammenlignet med tysk eksport inden for de samme produktkategorier målt på eksportvolumen. Dette gør sig især gældende inden for kritiske maskinprodukter, der udgør fundamentet for industriel produktion verden over.

Vi vurderer derfor også disse virksomheder som højt eksponerede over for Kinas satsninger frem mod 2030 og 2035 både over for direkte kinesisk konkurrence, men også i kraft af eksportmarkeder i EU og globalt. 

Kina satser desuden også på opgradering af fødevare- og landbrugsteknologi, der også må forventes at ramme europæiske producenter og distributører. Selvom det ikke for indeværende direkte rammer danske producenter, er det alligevel et område, som man fra dansk side også skal holde et vågent øje med. Vi har derfor vurderet, at virksomheder som DLG, Danish Crown og Danish Agro er mellem-eksponeret grundet stigende global afhængighed af kinesiske forsynings- og værdikæder både inden for et stadig større antal produkter, heriblandt sjældne jordarter, men også som følge af stigende grad af kinesisk selvforsyning.

Shipping- og detailsektoren
Shipping og globale forsyningskæder er mindre udsat for direkte industriel konkurrence med Kina, men i høj grad eksponeret over for landets voksende kontrol over den maritime økonomi. I første kvartal 2026 stod Kina for 57,3 pct. af globale skibsleverancer, 84,9 pct. af alle nye skibsordrer og 69,8 pct. af den globale ordrebeholdning. Samtidig håndterer kinesiske aktører omkring en fjerdedel af verdens containerhandel. Virksomheder som Maersk, DFDS, Norden, Monjasa og USTC eksponeres derfor primært gennem ændrede handelsstrømme, geopolitik og Kinas voksende rolle i globale logistikkæder. 

Fødevare-, detail- og designvirksomheder vurderes generelt mindre direkte eksponerede, men påvirkes gennem øget kinesisk selvforsyning, ændrede forbrugsmønstre og globale forsyningskæder. For eksempel har Kinas faldende import af svinekød allerede bidraget til pres på europæiske producenter som Danish Crown, mens virksomheder som LEGO, Bestseller, Pandora og Jysk primært er eksponeret gennem sourcing, e-handel og udviklingen i kinesisk efterspørgsel.

Hvad betyder Kina-chok 2.0 for Danmark?

Kina-chok 2.0 rejser ikke alene spørgsmål om handel og konkurrencekraft, men om Europas og Danmarks fremtidige industrielle positionering i globale værdikæder og den globale økonomi. Det centrale risikoscenarie er, at dele af dansk og europæisk industri både på kort og længere sigt kan opleve en udvikling tilsvarende den, der i disse år præger den tyske bilindustri. Det kan sågar føre til decideret deindustrialisering. Her udfordres europæiske kerneindustrier af kinesiske virksomheder med adgang til massiv skala, statsstøtte, hurtig innovation og voksende kontrol over værdi- og forsyningskæder. Samtidigt har både politikere og industrien i Tyskland ignoreret faresignaler og derfor ikke formået at omstille sig i tide. I år vurderes det, at Tyskland taber omkring 10.000 arbejdspladser om måneden samt har et handelsunderskud med Kina, der har nået 90 milliarder euro. Flere analyser peger samtidig på, at udviklingen allerede lægger pres på tysk beskæftigelse og BNP-vækst. Goldman Sachs vurderer eksempelvis, at stigende kinesisk eksportkonkurrence kan påvirke andre højteknologiske producenter, heriblandt i mange europæiske lande, negativt med 0,1-0,3 procentpoint på væksten i de kommende år, og isoleret kan reducere tysk vækst med omkring 0,2-0,3 procentpoint årligt frem mod 2029.

Det er ikke udelukkende eksponering på det kinesiske marked, men i stigende grad også globalt. Udviklingen fra den tyske bilindustri har vist, at konkurrencen først opstod i Kina, dernæst på verdensmarkedet, her hovedsageligt på det europæiske marked. Bilindustrien har ikke formået at omstille sig til de nye realiteter, hvormed hverken Tyskland eller EU har kunnet yde meningsfuld støtte. Danske virksomheder kan dermed blive påvirket parallelt gennem øget konkurrence fra Kina. Det gælder ikke kun på det kinesiske marked, men i lige så høj grad på fremtidens vækstmarkeder i Det Globale Syd og på det europæiske marked. Det gælder også det øgede kinesiske konkurrencepress på Tyskland — ét af Danmarks vigtigste eksportmarkeder og industrielle partner, der årligt aftager danske varer og tjenester for over 260 milliarder kroner, og i 2023 stod for omkring 13 pct. af dansk eksport. Omkring 10.000 danske virksomheder sælger til Tyskland, og det estimeres, at op mod 100.000 danske job er direkte berørt af Tyskland og landets økonomi. På den måde rammes danske virksomheder også af konsekvenserne på det tyske marked af Kina-chok 2.0.

For Danmark er udfordringen særlig, fordi dansk økonomi i høj grad er bygget op omkring et relativt lille antal globale styrkepositioner. Hvor større økonomier som USA og Kina er mere diversificerede, er dansk vækst, eksport og produktivitet i stigende grad koncentreret omkring få sektorer og virksomheder. Hvis konkurrencepresset fra Kina for alvor rammer områder som life science, grøn teknologi og industriel teknologi i takt med at økonomien bliver mere kompleks, vil konsekvenserne derfor kunne mærkes bredt i dansk økonomi.

Samtidig risikerer effekterne at række langt ud over de største virksomheder. Mange danske SMV’er fungerer som underleverandører til større danske og europæiske industrivirksomheder og er dybt integreret i internationale værdikæder. De kan derfor blive påvirket både direkte af stigende kinesisk konkurrence – især gennem little giants-programmet – og indirekte gennem svækket tysk industri, lavere europæisk efterspørgsel og ændrede globale handelsmønstre. Konsekvenserne vil i så fald ikke alene ramme eksporten, men også lokale arbejdsmarkeder, erhvervsklynger og kommunale skatteindtægter.

Udviklingen rejser samtidig en række strategiske spørgsmål for Danmark. Hvor ønsker vi at være konkurrencedygtige om 10, 20 eller 30 år? Hvilke teknologier og industrier skal betragtes som strategiske? Og hvor er Danmark villig til at investere langsigtet for at opbygge nye styrkepositioner? Hvis Kina fortsætter sin fremgang inden for områder som grøn teknologi, life science, kunstig intelligens, robotteknologi, kvanteteknologi og avanceret produktion, bliver det stadig vigtigere at prioritere, hvor danske ressourcer koncentreres. Endvidere bliver det endnu vigtigere at forstå Kinas strategiske satsninger, styrkepositioner, men også svagheder, så man kan forholde sig strategisk klogt til dem fra dansk side. 

Det rejser også spørgsmålet om statens rolle. I disse år anvender både Kina, USA, og i stigende grad Canada, omfattende industripolitiske virkemidler for at understøtte strategiske sektorer. Danmark har traditionelt haft en mere markedsbaseret tilgang. Fremadrettet kan det blive nødvendigt at diskutere, om staten skal spille en mere aktiv rolle gennem strategiske investeringer, offentlig medfinansiering eller endda etableringen af en egentlig dansk konkurrencekraftsfond med fokus på fremtidens teknologier og industrielle styrkepositioner.

Samtidig bliver Danmark nødt til at afklare, hvordan relationen til Kina skal udvikle sig. På hvilke områder ønsker Danmark fortsat at samarbejde tæt med Kina? Hvor skal markeder, investeringer og forskningssamarbejder styrkes? Og hvor vurderes strategiske afhængigheder at være så kritiske, at større robusthed eller europæiske alternativer bør opbygges? Kina er fortsat en afgørende handelspartner og innovationsaktør, men udviklingen gør det nødvendigt med en mere bevidst og strategisk tilgang til samarbejdet.

Endelig peger udviklingen på et behov for en markant styrkelse af Kina-kompetencerne i Danmark. Virksomheder, myndigheder, investorer og uddannelsesinstitutioner får i stigende grad behov for at forstå kinesisk teknologiudvikling, industripolitik og markedsdynamikker. Samtidig vil investeringer i forskning, uddannelse, innovation og talentudvikling være afgørende, hvis Danmark fortsat skal kunne konkurrere på viden, teknologi og høj produktivitet frem for størrelse og skala.

Udviklingen peger samtidig på et voksende behov for europæisk industripolitik og strategisk prioritering, jf. Draghi-rapporten. Flere lande diskuterer allerede nødvendigheden af at styrke industrielle kapaciteter inden for blandt andet batterier, grøn teknologi, AI, life science og kritisk infrastruktur. Det indebærer vanskelige politiske prioriteringer om, hvilke sektorer Europa og Danmark strategisk ønsker at opbygge eller beskytte. Måske skal man endda udpege konkrete virksomheder som ‘European Champions’, i tråd med hvad man har set i Kina. Under alle omstændigheder kan det blive nødvendigt med en mere bevidst europæisk arbejdsdeling, hvor ressourcerne koncentreres omkring strategiske værdikæder, og hvor enkelte medlemslande kan specialisere sig i forskellige led af produktionen og sammen opnå global skalering (Tænk eksempelvis på Airbus, som i dag er den eneste reelle konkurrent til Boeing i luftfartsindustrien, efter at Frankrig, Vesttyskland, UK og Spanien i 1960’erne og 1970’erne besluttede at samle ressourcer i et tværeuropæisk konsortium). 

Samtidig vil fremtidens konkurrencebillede i stigende grad handle om geografi og økonomiske blokke, teknologiske alliancer samt robuste værdikæder. EU får behov for et styrket samarbejde med andre liberale demokratier som Storbritannien, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand, mens relationer til USA, Afrika, Indien og Kina fortsat vil være afgørende for global samhandel, teknologiudvikling og økonomisk vækst. 

Udviklingen bør derfor ikke forstås som et spørgsmål om afkobling, men nærmere som en gradvis kalibrering af relationen mellem Europa, Danmark og Kina i en stigende geopolitisk og konkurrencepræget global økonomi. Udfordringen bliver at slå den rette balance an mellem åbenhed, samarbejde, konkurrenceevne og strategisk robusthed, samtidig med et styrket sammenhold mellem medlemslandene i EU. Hvis denne balance ikke findes, risikerer udviklingen ikke alene at føre til stigende protektionisme i Europa og USA, men også til et mere fragmenteret og mindre stabilt globalt handelssystem. Det kan på længere sigt også få negative konsekvenser for Kina selv, da man med den franske præsidents ord “slår sine egne kunder ihjel”, hvilket vil medføre yderligere global ustabilitet.

Policy-anbefalinger: Hvordan bør Danmark reagere?

Dansk og europæisk konkurrencekraft skal tilbage på dagsordenen
Kina-chok 2.0 er først og fremmest en udfordring på konkurrenceevnen. Virksomheder bør gennemføre strategiske analyser af deres eksponering mod de sektorer og teknologier, som Kina prioriterer gennem den 15. femårsplan. Både her og nu og frem mod 2030 og 2035. For Danmark og Europa som helhed er udfordringen bredere: Hvis ikke produktivitet, innovation og industriel konkurrencekraft styrkes markant i de kommende år, risikerer flere af Europas nuværende styrkepositioner gradvist at blive udfordret af kinesiske virksomheder. Erfaringerne fra den tyske bilindustri viser, at tidlige faresignaler bliver dyre at ignorere.

Udarbejd en langsigtet strategi for Kina
Kina vil fortsat være et af verdens vigtigste markeder, produktionsøkonomier og innovationscentre. Målet bør derfor ikke være afkobling, men en mere strategisk relation. Danmark bør reducere kritiske afhængigheder og beskytte særligt følsomme teknologier, samtidig med at samarbejdet styrkes inden for områder som klima, sundhed, forskning og handel. Udfordringen bliver at definere, hvor Danmark ønsker større robusthed, og hvor øget samarbejde fortsat skaber værdi. Dette vil også kræve, at vi investerer i at hæve vidensniveauet om Kina i Danmark, så vi konstant kan være på forkant med, hvad der prioriteres i Beijing, og hvordan (industri)politik implementeres for blot at nævne et par vigtige emne.

Prioritér fremtidens strategiske teknologier
Europa vil ikke kunne være globalt førende inden for alle teknologier. Derfor bliver det nødvendigt at foretage hårde prioriteringer. Danmark og Europa bør koncentrere investeringer, forskning og kapital omkring områder med størst strategisk betydning, herunder kunstig intelligens, kvanteteknologi, robotteknologi og automation, biotech og biosolutions, avancerede materialer, energilagring, Power-to-X samt næste generations energiinfrastruktur. Diskussionen om industrielle vindere og tabere bliver vanskelig, men nødvendig.

Mobilisér kapital og industripolitik i større skala
Kina, USA og i stigende grad Canada anvender aktiv industripolitik og betydelig offentlig kapital til at understøtte strategiske industrier. Danmark og Europa bør være åbne over for lignende virkemidler. Det kan omfatte stærkere kapitalmarkeder, bedre adgang til vækstkapital, offentlige investeringsfonde og mere målrettede investeringer i forskning, opskalering og industriel produktion. Muligheden for at etablere en dansk eller nordisk konkurrencekraftsfond med fokus på fremtidens teknologier bør undersøges nærmere.

Styrk Europas indre marked og samarbejdet med strategiske partnere
Mange af udfordringerne kan ikke alene løses nationalt. Derfor bør Danmark arbejde for dybere europæisk integration inden for energi, kapitalmarkeder, teknologi og industripolitik. Samtidig bør samarbejdet styrkes med ligesindede økonomier som Storbritannien, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand. Fremtidens konkurrence vil i stigende grad stå mellem økonomiske blokke og teknologiske økosystemer snarere end mellem enkeltlande. For et lille og eksportafhængigt land som Danmark bliver stærke partnerskaber derfor en central del af svaret på Kina-chok 2.0.

Konklusion

Denne analyse viser, at omkring 30 pct. af Danmarks 30 største virksomheder vurderes at være højt eksponerede over for et muligt Kina-chok 2.0 og Kinas langsigtede industrielle satsninger under den 15. femårsplan. Den næste globale konkurrencebølge retter sig ikke mod traditionelle lavprissektorer, men mod life science, grøn teknologi, industriel teknologi, automation og avanceret produktion, præcis de sektorer, der driver dansk eksport, produktivitet og fremtidig vækst. 

Danmark er samtidig mere eksponeret, end mange tror. Dansk økonomi er koncentreret omkring få globale eksportvirksomheder og industriklynger, mens virksomheder som Novo Nordisk, Vestas, Danfoss, Ørsted, Grundfos, NKT, Novonesis, Coloplast og Siemens Gamesa alle opererer i sektorer, hvor Kina investerer massivt og strategisk for at opnå førende globale markedspositioner. Flere af de mekanismer, der i disse år udfordrer den tyske bilindustri, begynder allerede at kunne spores inden for dele af grøn teknologi og avanceret industri. 

Eksponeringen handler samtidig ikke alene om udfordringerne på det kinesiske marked. Danske virksomheder kan blive presset parallelt på verdensmarkedet og i Europa, hvor man direkte og indirekte kan blive påvirket gennem svækket tysk industri og europæiske værdikæder. Kombinationen af kinesisk overkapacitet, statsstøtte, hurtigere opskalering og stigende eksportpres kan dermed udfordre danske styrkepositioner på flere markeder samtidigt.

I et scenarie, hvor kinesiske virksomheder opnår markante globale markedsandele inden for grøn teknologi, life science, industriel teknologi og avanceret produktion, kan konsekvenserne for dansk økonomi blive mærkbare. De virksomheder og sektorer, der i denne analyse vurderes som højt- eller mellem-eksponerede, udgør tilsammen en væsentlig del af dansk eksport, produktivitet og privat beskæftigelse. I et worst-case scenarie kan udviklingen potentielt føre til tab af arbejdspladser inden for industrier, der i dag beskæftiger hundredtusindvis af arbejdspladser, særligt hvis både danske virksomheder og centrale europæiske markeder som Tyskland rammes samtidigt. Hertil kommer, at Danmark kan opleve lavere produktivitetsvækst, faldende eksportindtægter og konsekvenser for BNP-væksten. 

Konsekvenserne vil samtidig ikke alene ramme de største virksomheder direkte, men også brede sig gennem underleverandører, SMV’erne, logistik, serviceerhverv og lokale økonomier, der i stigende grad er afhængige af få globale eksportmotorer. 

Denne rapports hovedkonklusion er dog ikke, at Danmark bør afkobles fra Kina, der fortsat vil være en central handelspartner, produktionsøkonomi og teknologisk stormagt. Udfordringen bliver i stedet, hvordan Danmark og Europa styrker konkurrenceevne, produktivitet og strategisk robusthed i en verden præget af geopolitik og skærpet global konkurrence. Dansk tilstedeværelse i Kina bliver også afgørende for, at vi kan følge med i implementeringen af landets industripolitik og udviklingen i kinesiske virksomheders innovations- og konkurrenceevne.

Rapportens måske vigtigste konklusion er derfor, at Kinas udvikling ikke længere kan betragtes som et eksternt forhold for dansk erhvervsliv. Kinas teknologiske, industrielle og geopolitiske udvikling vil i stigende grad være med til at forme konkurrencevilkårene for nogle af Danmarks vigtigste virksomheder og industrier frem mod 2030 og 2035. Samtidig understreger analysen behovet for, at både virksomheder, myndigheder og beslutningstagere bliver bedre til systematisk at følge, forstå og tage Kinas langsigtede ambitioner alvorligt. Udviklingen inden for blandt andet grøn teknologi, life science, avanceret produktion og kunstig intelligens viser, at kinesiske målsætninger ikke længere kan afskrives som politiske hensigtserklæringer, men i stigende grad omsættes til konkrete markedspositioner og teknologiske gennembrud.

Det vil kræve en mere strategisk europæisk industripolitik, investeringer i fremtidens teknologier og svære prioriteringer om, hvilke industrier og teknologier Danmark og Europa ønsker at være førende inden for frem mod 2030 og 2035. Spørgsmålet er derfor ikke alene, hvordan Danmark reagerer på Kinas fremgang, men om Danmark formår at tilpasse sin vækstmodel, styrke sine konkurrencemæssige fortrin og investere i de teknologier og industrier, der skal sikre velstand og arbejdspladser i de kommende årtier.

Læs andre udgivelser fra Sinolytica

The post Kina-Chok 2.0 first appeared on Sinolytica.

Shahamak Rezaei

Lektor, Roskilde Universitet

Stine Haakonson

Lektor, Copenhagen Business School

Udarbejdet i samarbejde med:

Den originale videnskabelige artikel kan læses her

Dette Sinolytica Forskningsbrief tager udgangspunkt i den videnskabelige artikel Catalysing the green transition through collaborative innovation. Artiklen undersøger, hvordan det dansk-kinesiske samarbejde om grøn omstilling har udviklet sig, og hvilken rolle diplomati spiller i at forbinde forskning, politik og erhverv.

Forfatterne analyserer samarbejdet under det omfattende strategiske partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina som et casestudie, der følger udviklingen over tid fra 2007 til 2024.

Casen bliver undersøgt på to forskellige niveauer: Det første niveau er makroniveauet, som er det bilaterale forhold mellem Kina og Danmark, og omfatter formelle partnerskaber, fælles arbejdsprogrammer og pres på landskabsniveau. Formålet er at vurdere, i hvilket omfang samarbejdet er lykkedes med at opskalere løsninger indenfor vedvarende energi.

Det dansk-kinesiske partnerskab startede i 2008 med det brede Comprehensive Strategic Partnership og blev videreudviklet i arbejdsprogrammet Joint Work Programme fra 2017 til 2020, som primært lagde grundlaget for strategisk sektorsamarbejde med fokus på pilotprojekter og kapacitetsopbygning i lokale sammenhænge. Fra 2023-2026 har man samarbejdet om et nyt grønt arbejdsprogram, Green Joint Work Program, Det Grønne Arbejdsprogram (DGA). Tabel 2 viser en oversigt over tidslinjen i det dansk-kinesiske samarbejder i den grønne omstilling

Faktorer der former det dansk-kinesiske samarbejde

I undersøgelsen af samarbejdet mellem Danmark og Kina har det også været væsentligt at se nærmere på de faktorer – interne som eksterne – der former partnerskabet mellem de to lande.
Det omfatter især de øgede geopolitiske spændinger i slutningen af 2010’erne, rationalet for samarbejdet samt de strategiske interesser for begge parter i at indgå i partnerskabet.

Parternes motivation for samarbejde
Rationalet bag indgåelsen af partnerskabet er selvsagt, at begge lande kan se, at de kan få et udbytte ud af det, som er større end det, som man ville kunne have opnået hver for sig.

Fra kinesisk side skal man balancere landets grønne ambitioner med behovet for fortsat økonomisk vækst. I den 14. femårsplan – der i 2026 er blevet afløst af den– var der stort fokus på at ville styrke internationalt samarbejde samt at positionere Kina som en global leder i promoveringen af bæredygtig udvikling og som et foregangsland for implementering af Paris-aftalen. Kina har en særinteresse i partnerskabet med Danmark, da samarbejdet muliggør praktiske løsninger og vidensoverførsel samtidig med, at det styrker kinesisk grøn soft power som en ansvarlig aktør i det globale klimadiplomati.

Set fra Danmarks side er den største drivkraft bag samarbejdet ønsket om både at fremme globale klimamål og styrke danske økonomiske interesser. Danmark har opbygget en stærk international position inden for vindenergi og grøn omstilling og havde i 2023 en vedvarende energianel på 45 pct. Samtidig stod Danmark for under 0,08 pct. af verdens drivhusgasudledninger, hvilket understreger, at nationale reduktioner alene kun har begrænset global effekt. Danmark har derfor en klar interesse i at samarbejde med store udledere som Kina, hvor danske løsninger kan få større international gennemslagskraft.

Danmark har desuden en særinteresse i partnerskabet med Kina, grundet at samarbejdet giver adgang til et af verdens største markeder for grøn teknologi og kinesiske forsyningskæder inden for sjældne jordarter, batterier og permanente magneter til brug i vindturbiner. For Danmark kombinerer samarbejdet dermed klimadiplomati, eksportfremme og strategisk positionering.

Tabel 2

Tidslinje over dansk-kinesiske samarbejder i den grønne omstilling

Kilde: Rezaei, Haakonsson & Ehlers Mikkelsen (2025), Asian Business & Management.

Geopolitiske spændinger
Selvom det bilaterale forhold mellem Kina og Danmark har været præget af større samarbejde og engagement i tiden efter Kinas WTO-medlemskab og OL-værtskab, har det de sidste 5-10 år været præget af stadig større spændinger.

Det er især perioden mellem 2018-2022, at forholdet blev ramt af større pres som følge af Kinas præsident og generalsekretær for kommunistpartiet, Xi Jinpings, konsolidering af magten samt den accelererende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina, der har ført til, at EU har ændret syn og tilgang til Kina.

Siden 2022 har man fra dansk side derfor bestræbt sig på at fastholde en pragmatisk og konstruktiv tilgang til engagementet med Kina. Strategien går ud på, at vedligeholde et positivt samarbejde med Kina, mens man adresserer potentielle sikkerhedsrisici rejst af danske kritikere sammen med EU og USA. DGA er netop en del af denne strategi, hvor man søger at styrke samarbejdet med klimapolitik som hovedfokus for den fælles interesse.

Resultater af undersøgelse

Forskernes undersøgelse af samarbejdet fra 2007 til 2024 viser tre overordnede tendenser i partnerskabet omkring den grønne omstilling:

1) Samarbejdet har bevæget sig fra forskningsdrevne nicheprojekter mod mere omfattende projekter, der har politisk og regulatorisk forankring. Tidlige initiativer som Innovation Centre Denmark og Sino-Danish Center for Education and Research fokuserede primært på vidensdeling og innovation (se figur 3). Senere samarbejder, såsom varme- og elinfrastrukturprojekter, viser derimod større fokus på implementering og opskalering.

Figur 3

Sampublikationer Kina-Danmark, Energi & Bæredygtighed 1992-2024

Kilde: Rezaei, Haakonsson & Ehlers Mikkelsen (2025), Asian Business & Management.

2) Samarbejdet er blevet sektormæssigt udvidet. Hvor fokus tidligere hovedsageligt lå på vedvarende energi, omfatter partnerskabet nu også maritime løsninger, vandforvaltning samt fødevarer og landbrug.
Samtidig ses en tydeligere orientering mod markedet og kommercielle interesser, hvor danske virksomheder som Maersk og Danfoss anvender samarbejdet til at udbrede grøn teknologi på det kinesiske marked.

3) Der er kommet øget fokus på systemiske løsninger i stor skala. Nyere projekter retter sig mod
integration af store mængder vedvarende energi, fjernvarmesystemer og reduktion af udledninger i transportsektoren. Det indikerer et mere modent samarbejde, hvor enkeltstående pilotprojekter erstattes af helhedsorienterede omstillingsinitiativer. Samlet indikerer resultaterne, at det sino-danske grønne partnerskab har udviklet sig fra forskningssamarbejde til strategisk grøn diplomati med større økonomisk og klimamæssig betydning.

Konklusion og diskussion

Samlet set viser analysen, at det sino-danske grønne partnerskab kan ses som en case for, hvordan internationalt samarbejde kan understøtte den grønne omstilling, samtidig med at begge parter fremmer egne økonomiske og strategiske interesser. Samarbejdet illustrerer, at klimadiplomati i praksis sjældent alene drives af idealisme, men snarere af sammenfaldende interesser, hvor bæredygtighed, handel, innovation og geopolitik kobles tæt sammen. Danmark bidrager især med teknologi, regulatorisk erfaring og grøn policy-ekspertise, mens Kina bidrager med markedsstørrelse, industriel kapacitet og evnen til hurtig implementering i stor skala. Kombinationen af disse faktorer og komparative styrker har gjort partnerskabet gensidigt attraktivt.

Samtidig viser casen, at grønne samarbejder kan bestå trods stigende geopolitiske spændinger. I en periode præget af europæisk de-risking, teknologisk rivalisering og større fokus på forsyningssikkerhed er klimaområdet fortsat et af de få felter, hvor samarbejde mellem vestlige lande og Kina fortsat fremstår muligt og rationelt. Det peger på, at grøn omstilling kan fungere som et pragmatisk rum for samarbejde, hvor fælles interesser midlertidigt kan overstige bredere sikkerhedspolitiske uenigheder. Dog indebærer denne model også begrænsninger, da øget rivalisering, handelskonflikter eller afhængighed af kinesiske værdikæder kan udfordre samarbejdets robusthed på længere sigt.

For Danmark har partnerskabet givet adgang til verdens største marked for grøn teknologi og styrket landets position som international grøn frontløber. For Kina har samarbejdet bidraget med knowhow, teknologioverførsel og legitimitet i det globale klimadiplomati. Resultatet er derfor ikke et asymmetrisk forhold med én klar vinder, men snarere et funktionelt interessefællesskab, hvor gevinsterne er forskellige, men komplementære.

Overordnet demonstrerer casen, at små, men teknologisk avancerede stater kan opnå betydelig international indflydelse gennem strategiske nichekompetencer, når disse kobles med større staters kapacitet for at implementere i stor skala. Det sino-danske samarbejde fremstår dermed som en relevant model for fremtidige grønne partnerskaber mellem teknologisk stærke småstater og store vækstøkonomier. Hvis sådanne partnerskaber udbygges og institutionaliseres, kan de spille en væsentlig rolle i den globale energiomstilling. Samtidig understreger casen, at fremtidens klimapolitik i stigende grad vil blive formet i krydsfeltet mellem bæredygtighed, industripolitik og geopolitisk konkurrence.

Sinolytica Tebladslæsning: Implikationer for Danmark fremadrettet

_{NB. Sinolyticas tebladslæsning er udelukkende udtryk for Sinolyticas perspektiver og ikke nødvendigvis dem af forfatternes.}

Klimasamarbejdet skal genforhandles i en ny kinesisk virkelighed
DGA udløber i 2026 og skal genforhandles, hvis samarbejdet skal fortsætte. Denne proces finder sted i en ny kinesisk kontekst, hvor den 15. femårsplan i højere grad forventes at koble klimapolitik sammen med industripolitik, teknologisk selvforsyning og strategisk værdikædekontrol. Hvor tidligere samarbejder i højere grad handlede om fælles grøn omstilling, vil fremtidige partnerskaber sandsynligvis i stigende grad blive vurderet ud fra, hvordan de understøtter Kinas industrielle konkurrenceevne. Danske beslutningstagere og virksomheder bør derfor gå ind i en ny forhandlingsrunde med en nøgtern forståelse af, at klimaområdet også er et konkurrencepolitisk område, hvor markedsadgang, teknologi og standarder er centrale interesser.

Kan Kina snart undvære Danmark — og ikke omvendt?
Analysen rejser spørgsmålet om, hvorvidt den danske model for klimadiplomati fortsat giver samme strategiske fordel som tidligere. Kina har i dag langt større kapacitet inden for grøn teknologi og kan i stigende grad selv eksportere energiløsninger til markeder i det globale syd. Dermed risikerer Danmark på sigt at blive udfordret af kinesiske alternativer, som kombinerer lavere priser med stor implementeringskapacitet. Danmark bør derfor fokusere på områder, hvor landet fortsat har et kvalitativt forspring, herunder systemintegration, energieffektivitet, regulering og specialiserede
teknologiske nicheløsninger.

Gode intentioner kræver troværdig opfølgning
Endelig bør fremtidige samarbejdsaftaler ledsages af stærkere governance-mekanismer. Formuleringer om, at samarbejdet udelukkende skal have civil anvendelse, er politiske hensigtserklæringer, men kræver troværdig opfølgning gennem due diligence, eksportkontrol og løbende myndighedstilsyn, hvis de skal have reel substans.

Læs andre udgivelser fra Sinolytica

The post Samarbejdende innovation som motor for den grønne omstilling first appeared on Sinolytica.

Hvad kendetegner innovation i Kina, og hvad betyder egentlig ”innovation” på kinesisk? I denne artikel giver vi et kortfattet indblik i, hvordan innovation traditionelt er blevet opfattet i det kinesiske samfund, ligesom vi zoomer ind på den politiske status, som innovation og kreativitet har fået i samtidens Kina. Til sidst kommer vi ind på eksempler på, hvordan virksomheder og forskningsinstitutioner i Kina konkret praktiserer innovation.

13. februar 2026 kl. 09.41

Naja Morell Hjortshøj, gæsteskribent

PhD i Sinologi, Globale Studier, Aarhus Universitet

Den traditionelle kinesiske forståelse af innovation og kreativitet

På kinesiske oversættes ”innovation” med ordet 创新 (chuàng xīn), som betyder at skabe nyt. ”Kreativitet” oversættes med 创造性 (chuàngzàoxìng), som betyder at producere eller fremkalde. Begge ord bærer dermed den samme betydning som den oprindelige latinske oversættelse af innovation – innovatio – der betyder ”fornyelse”, samt kreativitet, der oprindeligt kommer af det latinske verbum ”creare”, der betyder at skabe/producere. Dog har kreativitet og innovation opnået en særlig institutionalisering i den kinesiske dannelsestradition.

I den kinesiske dannelsestradition spiller imitation og repetition en central rolle. Således skriver den norske sociolog, Børge Bakken, at imitation i Kina handler om efterligning af ”modeller”, som udviser eksemplarisk opførsel. Repetition handler samtidigt om gentagelse af disse idealer for opførsel. Målet er at opretholde orden og sikre stabilitet. Ifølge denne opfattelse er kreativitet og imitation ikke modsatrettede praksisser, men snarere to ender på et kontinuum: Ved gentagne gange at efterligne ”det eksemplariske” kan man til sidst ende ud i skabelsen af et kreativt produkt.

Denne proces er i Kina traditionelt også kendt under 师承 (shīchéng) princippet, hvilket direkte oversat betyder læremesteren, der overleverer viden til sine elever. Heri ligger den antagelse, at for at kunne skabe deres egne værker skal eleverne først kopiere det værk, som mesteren, der anses for at være en kreativ rollemodel, har produceret. Kreativitet bliver dermed skabt i en social relation snarere end i et individuelt geni.

Et konkret eksempel herpå ses i kalligrafiens verden; bl.a. gennem en praksis, der blev udbredt i Mingdynastiet (1368-1644) i Kina, som går under betegnelsen 临摹 (línmó). Linmo henviser til en særlig måde at indstudere kalligrafi på, hvor man ved gentagne gange at kopiere læremesterens værk bliver bevidstgjort om den ånd, hvormed værket blev udført. Følger man denne praksis er der ikke bare tale om tilfældig kopiering af nogle tegn, men derimod en kreativ proces, der bygger på repetition og imitation.

Nedenfor undersøger vi, hvilket betydning innovation og kreativitet har fået i nyere kinesisk historie, hvor styret bruger dem som fundament til skabelse af økonomisk vækst.

Innovation og kreativitet som fundament for vækst

Da Deng Xiaoping kom til magten i Kina i 1978 efter Mao Zedong, var det forbudt at drive privat virksomhed i landet. Det ændrede sig markant op gennem 1980’erne, hvor den moderne kinesiske entreprenør – på kinesisk kaldet Getihu 个体户 – fik lov til at etablere forretning. Særligt i 1990’erne tog privatiseringsbølgen i Kina fart, og i 2001 inviterede det kinesiske kommunistparti for første gang entreprenører til at blive medlemmer af partiet. Sideløbende havde man fra statens side lavet uddannelsesreformer, hvor det direkte blev understreget, at studerende skulle trænes til at tænke kreativt og innovativt – og ikke blot være gode til at gå til eksamen. Formålet var at forberede de unge til at blive del af et arbejdsmarked i en global vidensøkonomi, hvor disse kompetencer var efterspurgte. Det hang bl.a. tæt sammen med Kinas optagelse i verdenshandels-organisationen, WTO, i 2001.

Til trods for disse tidligere tiltag for at udbrede innovation og kreativitet, var det først i 2014, at det kinesiske kommunistparti for alvor rykkede ved innovationsdagsordenen. Det skete i forbindelse med den daværende kinesiske premierminister Li Keqiangs tale på World Economic Forum i Tianjin, hvor han igangsatte en kampagne for at udbrede masse entreprenørskab og masse innovation 大众创业，万众创新 (Dàzhòng Chuàngyè, Wànzhòng Chuàngxīn)i det kinesiske samfund. Ved ”masse” forstås, at innovation og entreprenørskab skulle udbredes på tværs af alle sektorer og institutioner i Kina – lige fra private virksomheder til uddannelsesinstitutioner. I sin talte udtalte premierministeren, at netop innovation og entreprenørskab er en kilde til rigdom og velstand i landet.

Det var ikke et tilfælde, at Li Keqiang på det tidspunkt igangsatte kampagnen. Efter et årti med tocifrede vækstrater i det kinesiske samfund (primært drevet af infrastrukturinvesteringer, billig arbejdskraft og eksport) var luften efterhånden gået lidt ud af ballonen, og præsident Xi Jinping gjorde det klart, at Kinas vækst var på vej ind i en ”ny normal” 新常态 (Xīn Chángtài). Forventningen til denne vækst var, som han sagde, at den ville være middelhøj – og innovation blev anset som en central komponent i at omstille kinesisk industri. I denne forbindelse udgav den kinesiske regering industristrategien ”Made in China 2025” med ti nøgleteknologier, Kina ville specialisere sig i. Vi ser nærmere på strategien i en kommende artikel i denne serie.

Hvordan ”performer” Kina globalt indenfor innovation?

Kina har i løbet af de seneste 10 år markant forbedret sin rangering i Globale Innovations Index. Fra at være nr. 34 i 2012, er Kina for første gang i 2025 kommet op blandt top-10, og er nu rangeret som land nr. 10 ud af 139 lande.

Kina har særligt forbedret sin rangering grundet stigning i antal patentansøgninger, ligesom antallet af videnskabelige forskningsartikler, der udgives af kinesere, er steget markant (Kina står nu samlet for 26 pct. af videnskabelige artikler globalt set). Derudover er Kina det land i verden, der bruger næstflest midler på forskning og udvikling (R&D) – efter USA.

Global Innovation Index viser også, at der er områder, hvor Kina gør det knap så godt for at fremme innovation. Det handler især om etablering af institutionelle rammer, der kan skabe stabile forhold for at bedrive forretning, samt regulatoriske forhold der kan understøtte udvikling af den private sektor. Desuden halter Kina bagefter på det område, der vedrører ”human capital”. Det gælder bl.a. på parametre som landets samlede forbrug af midler på uddannelse (i pct. af BNP), antallet af elever pr. lærer samt antallet af udenlandske studerende på videregående uddannelsesinstitutioner i landet. Ifølge en rapport udgivet af det australske ASPI (Australian Strategic Policy Institute) i 2024, er Kina førende i verden på 57 ud af 64 kritiske teknologier, herunder kvantesensorer, avanceret chips, droner og kunstig intelligens. I begyndelsen af 00’erne var landet førende på blot 3 ud af disse 64 kritiske teknologier. Fremskridtet hænger især sammen med Kinas massive forskningsinvesteringer på de pågældende teknologiområder. 

Hvad karakteriserer innovation i Kina?

Kina er opdelt i forskellige innovationsøkosystemer med hver sin tilgang til innovation. Nedenfor introducerer vi kort nogle af disse centrale økosystemer og hvad der karakteriserer dem, herunder eksempler på hvordan innovation manifesterer sig i kinesiske virksomheder.

Shenzhen

Shenzhen 深圳 i Sydkina er kendt for en særlig tilgang til kreativitet, der centrerer om hardware innovation. I den forbindelse kommer man ikke udenom fænomenet Shanzhai (山寨) der i sin betydning oprindeligt henviser til en gruppe fredløse, der tager ud i bjergene for at leve efter deres egne regler.

Shanzhai begyndte at opstå i Shenzhen i 1990erne, hvor millioner af migrantarbejdere kom til byen, og havde brug for elektronik, der ikke var for dyrt. Shanzhai handler grundlæggende om at skabe innovative produkter baseret på en open-source hardwareplatforme (på kinesisk kaldet gongban (公办) – skabt af uafhængige designhuse – hvortil en producent kan tilføje sine egne, kreative features (fx en telefon formet som en lommelygte i ét og samme produkt).

Selvom der blandt de tidligere Shanzhai varer fandtes masser af kopigenstande, var der samtidigt tale om opbygning af en særlig ”maker-kultur”, der mundede ud i skabelsen af helt nye produkter.  Det kinesiske brand, Xiaomi, siges at være født ud af Shanzhai-kulturen, da de har udviklet deres telefoner på baggrund af billig hardware. Dertil har de kontinuerligt tilføjet features til telefonerne og gjort dem attraktive overfor deres kunder ud fra deres behov. Shanzhai er netop kendt for en iterativ tilgang til innovation, hvor det handler om at tilpasse sig markedets efterspørgsel hurtigt muligt.

Zhongguancun

Zhongguancun 中关村 i Beijing omtales ofte som Kinas førende innovationszone og beskrives i officielle kilder som landets første nationale high-tech-park og en national demonstrationszone for uafhængig innovation. Området går tilbage til den såkaldte Electronics Avenue 电子一条街; (Diànzǐ Yītiáojiē) i begyndelsen af 1980’erne, og statsrådet godkendte i 1988 etableringen af den første højteknologiske udviklingszone her.

I dag fungerer Zhongguancun som et omfattende innovationsøkosystem bestående af flere industriparker og forskningsmiljøer i Beijing. Zonen rummer titusindvis af teknologivirksomheder og udvikler sektorer som informationsteknologi, biomedicin, nye materialer, avanceret produktion og energiteknologi. Samtidig er området blevet et centralt knudepunkt for entreprenørskab og teknologisk udvikling med stærke finansielle og institutionelle rammer for startups og vækstvirksomheder.

En vigtig forklaring på Zhongguancuns innovationskapacitet er den tætte koncentration af forskningsinstitutioner og eliteuniversiteter. Kernen i området – Zhongguancun Science City – omfatter bl.a. Tsinghua University, Peking University og en række forskningsakademier, hvilket giver adgang til betydelige ressourcer inden for grundforskning og talentudvikling. Her er der opbygget et økosystem af inkubatorer, venturekapital, IP-tjenester og industrinetværk, som understøtter etablering og skalering af teknologivirksomheder.

Flere af Kinas mest kendte teknologivirksomheder er vokset ud af dette miljø. Virksomheder som Lenovo, Baidu og Xiaomi har deres rødder i området, og nyere aktører som ByteDance, Cambricon og Megvii er også vokset frem herfra.

ByteDance, der står bag platforme som Douyin (den kinesiske version af TikTok), har især udmærket sig ved at anvende avancerede anbefalingsalgoritmer baseret på kunstig intelligens til at analysere brugernes adfærd og tilpasse indhold i realtid. I modsætning til traditionelle sociale medier, der bygger på brugerens netværk, er platformens logik i højere grad datadrevet og indholdscentreret.

Samlet set illustrerer Zhongguancun en kinesisk innovationsmodel, hvor statslig industripolitik, universitetsforskning og private virksomheder indgår i et tæt samspil i udviklingen af nye teknologier.

Chinese Academy of Science (CAS)

CAS 中国科学院 ( er verdens største forskningsorganisation, med hovedsæde i Beijing, og har en lang række institutioner, infrastrukturprojekter og underafdelinger tilknyttet. Akademiet kan derfor siges at operere med sit eget økosystem på innovationsområdet. CAS har ca. 69.000 ansatte og et årligt budget på omkring 150 milliarder DKK. Som ASPI fremhæver, er Kinas fremskridt indenfor kritisk teknologi særligt relateret til CAS’ aktiviteter på flere teknologiområder. Akademiet arbejder med anvendt forskning, hvilket bl.a. ses i de virksomheder, der udspringer af forskning fra CAS (bl.a. AI-virksomheden iFlytek og supercomputer producenten Sugon) samt de konsortier, det er med til at nedsætte.

Fx var CAS i 2024 aktiv i at etablere et konsortium rettet mod udvikling af elektriske batterier. Konsortiet har titlen Kinas samarbejdsplatform for innovation mellem industri, universiteter og forskning indenfor solid-state-batterier 中国全固态电池产学研协同创新平台 (Zhōngguó Quán Gùtài Diànchí Chǎn-Xué-Yán Xiétóng Chuàngxīn Píngtái) og består af fremtrædende kinesiske firmaer som CATL, der producerer batterier, og bilproducenten BYD. Derudover sidder det kinesiske topuniversitet Tsinghua med i konsortiet, foruden en række ministerier. Formålet er at fremme den industrielle udvikling af batteriteknologi ved at sætte aktører fra forskellige sektorer sammen.

Innovation som kulturel tradition

Samlet set viser Kinas udvikling, at innovation i dag ikke kan forstås isoleret som et spørgsmål om enkeltstående teknologiske gennembrud. Den udspringer af en lang kulturel tradition, hvor imitation og mestring går forud for nyskabelse, men den er samtidig blevet systematisk forankret i statslige strategier, forskningsinstitutioner og private virksomheder. Innovation i Kina er dermed ikke kun et markedsfænomen, men i høj grad også en integreret del af landets politiske og økonomiske styringsmodel.

For danske beslutningstagere betyder det, at Kina ikke længere blot er et produktionsland eller et stort eksportmarked. Det er i stigende grad et center for teknologisk udvikling og systemisk opbygning af nye værdikæder. Det kræver en mere nuanceret tilgang: Hvor ligger samarbejdsmulighederne? Hvor opstår nye konkurrenter? Og hvordan positionerer man sig i en verden, hvor kinesisk innovation både drives af markedskræfter og statslig koordinering? Er ens setup gearet til at suge information til sig, så man kan udnytte mulighederne og forberede sig på øget konkurrence?

At forstå Kinas innovationsmodel handler ikke kun om at følge med i nye teknologier, men også om at forstå de strukturer, der former dem.

Kilder

Bakken, Børge. 2000. The Exemplary Society: Human Improvement, Social Control, and the Dangers of Modernity in China. New York: Oxford University Press.

Global Innovation Index. 2025. Innovation at a crossroads, 18^th edition. WIPO: World Intellectual Property Organization.

Leung, Jennifer Wong; Robin, Stephan; Cave, Danielle. 2024. ASPI’s two-decade Critical Technology Tracker: The rewards of long-term research. ASPI: Australian Strategic Policy Institute.

Lindtner, Silvia; Greenspan, Anna, Li, David. 2015. Designed in Shenzhen: Shanzhai Manufacturing and Maker Entrepreneurs. Critical2015 alternatives (Conference paper).

Om gæsteskribenten: Naja Morell Hjortshøj har en Ph.d.-grad i Sinologi fra Globale Studier på Aarhus Universitet. Hendes Ph.d.-afhandling omhandler innovation og entreprenørskab på kinesiske universiteter. Hun har boet, rejst, studeret og arbejdet i Kina i mere end 3 år.

Læs mere om Sinolytica her

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.

The post Introduktion til innovation i Kina first appeared on Sinolytica.