Jagten på stabilitet – tendenser blandt unge på et konkurrencepræget kinesisk arbejdsmarked

Kina kæmper med høje arbejdsløshedsrater blandt unge, der er vej ind på arbejdsmarkedet. Den hårde konkurrence fører til, at de unge vælger enten at holde en 996-arbejdsstil ud, eller de forsøger at bevæge sig hen mod jobs, der sikrer dem mere stabilitet i en usikker fremtid.

15. oktober 2025 kl. 08.50

Naja Morell Hjortshøj, gæsteskribent

PhD i Sinologi, Globale Studier, Aarhus Universitet

I den kinesiske uddannelsestradition er der en udbredt tankegang om, at hårdt arbejde og flid fører til succes. Hvis blot man får et godt resultat i den nationale optagelsesprøve (Gaokao), kommer ind på et udmærket universitet og klarer sig nogenlunde fornuftigt gennem unitiden, så venter der en fremtid med bedre muligheder end ens forældres. Dette narrativ er imidlertid blevet udfordret i Kina de seneste par år efter covid, hvor økonomien har svært ved at komme op i gear igen. Det manifesterer sig nu i høje arbejdsløshedsrater særligt blandt 16-24-årige i de større kinesiske byer, hvor unge har fået sværere ved at finde jobs. I august 2025 lå arbejdsløshedsraten således på 18,9 pct blandt de unge i denne gruppe (eksklusiv studerende). Det er højere end samme periode sidste år og blandt andet forårsaget af, at 12.2 mio. kinesiske studerende netop har færdiggjort deres videregående uddannelse og er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Skuffede forventninger

Til trods for at den kinesiske økonomi stadig vokser med ca. 5 pct. årligt, er den hårdt presset af en ejendomssektor i krise, lavt forbrug, skærpede geopolitiske omstændigheder og lavere produktivitetsvækst. Grundet faldende omsætning må kinesiske virksomheder lukke afdelinger og afskedige flere medarbejder. Resultatet er, at konkurrencen om stillinger er blevet markant forøget. Ifølge en artikel fra South China Morning Post i juli 2025, er det på tværs af alle indkomstgrupper i samfundet, at vilkårene bliver ringere – både hvad angår løn og arbejdsforhold. I nogle tilfælde må de unge kinesere, der kommer ud på arbejdsmarkedet, tage til takke med jobs, der ikke matcher de forventninger, de havde til fremtiden. Der er ganske enkelt ikke nok arbejdspladser til det antal studerende, der bliver færdige med en universitetsgrad.

996 arbejdsstilen som nødvendighed

Den intense konkurrence så jeg afspejlet i situationen blandt mine tidligere kinesiske medstuderende, da jeg for nyligt havde et glædeligt gensyn med dem i Shanghai. En af dem, 28-årige Li Ying, har nu været på arbejdsmarkedet i 3 år og blev færdig med sin kandidatgrad på et kinesisk topuniversitet i 2022. Hun valgte at blive i Shanghai efter endt uddannelse og arbejder ved en stor kinesisk virksomhed i byen. Hendes arbejdsuge lyder på arbejdsdage på over 12 timer fra 10:00 til 22:30 om aftenen fra mandag til lørdag med søndag som eneste fridag. Til trods for at hun beskriver sin løn som ”okay god”, erkender hun tøvende, at det var det eneste job, det lykkedes hende at finde. Den samme udfordring opleves af hendes medstuderende, Wang Rui, som dog er mindre villig til at dele ud af sine erfaringer. Jeg forstår, det er blevet et tabu at spørge ind til jobsituationen blandt ens klassekammerater, da resultatet af flere års hårde studier ikke er blevet helt, som det var forventet.

Li Yings arbejdsuge er i folkemunde kendt som 996 – man arbejder 6 dage om ugen, 12 timer om dagen. Arbejdsstilen har mødt stor kritik på sociale medier i Kina, hvor den har været tæt forbundet til begrebet neijuan (内卷, involution). Basalt set betyder neijuan, at man arbejder og arbejder, uden det fører én noget bedre sted hen, eksempelvis til et liv med bedre muligheder. Alligevel viser Li Yings historie, at 996-arbejdsstilen lige nu er et resultat af, at der ikke umiddelbart er nogen alternativer. Med ringe chancer for at finde et nyt job har man ikke andet valg end at acceptere vilkårene for overarbejde.

Entreprenørskab som mindre attraktiv levevej

I forsøget på at komme arbejdsløshed blandt unge til livs, har den kinesiske regering over en årrække promoveret entreprenørskab som en mulig levevej. Set fra regeringens side er det en ideel måde at få folk i arbejde på, samtidig med der skabes velstand for nationen. Det har de gjort ved at udbrede en kampagne for ”masseentreprenørskab” (大众创业, dazhong chuangye) i samfundet. Da jeg lavede feltarbejde i Shanghai for 6 år siden, ønskede jeg at finde ud af, hvorfor unge kinesiske universitetsstuderende gerne ville være entreprenører. Gennem dybdegående interviews fandt jeg bl.a. ud af, at det oftest handlede om frihed – et ønske om netop ikke at blive underlagt en 996 arbejdstid og en chef, der bestemmer over ens liv og tid. Her på den anden side af covid ses entreprenørskab dog som en knap så attraktiv levevej. Således udgav konsulentfirmaet Forvis Mazars for nyligt en undersøgelse blandt 4171 unge kinesere født mellem 1995 og 2009, hvor de spurgte ind til, hvilket type karriere de bedst kunne se for sig. Her svarede kun 31 pct., at de kunne forestille sig at blive entreprenører, hvilket er lavere end unge i andre lande. Ifølge min gode ven, 32-årige Jiang Tong, som selv er entreprenør og har en softwarevirksomhed i Shanghai, er dette resultat ikke overraskende. Under de geopolitiske stridigheder mellem USA og Kina er det i stigende grad blevet sværere for kinesiske start-ups at tiltrække venture capital, som indtil for nyligt primært var koblet op på kapital fra firmaer i USA. I takt med at flere sektorer i samfundet rammes af økonomiske udfordringer, er chancerne for at overleve som mindre forretningsdrivende ganske enkelt blevet ringere.

Sikkerhed frem for risici

Til gengæld viser Forvis Mazars undersøgelse, at unge kinesere nu særligt foretrækker to andre karriereveje: livet som freelancer (49 pct) eller medarbejder i den offentlige sektor (47 pct.). Der er altså stor interesse for at vælge en vej, der er væsentlig mindre risikofyldt end entreprenørskab. Ønsket om mere stabilitet ses også af, at det blandt de kinesiske unge, der nu skal til at vælge en universitetsgrad, er blevet mere populært at vælge et hovedfag, der har større sandsynlighed for at føre til et job, end det er at komme ind på et af eliteuniversiteterne. Sidstnævnte er muligvis mere prestigefyldt, men garanterer ikke nødvendigvis arbejde. Mine medstuderendes situation, som beskrevet ovenfor, kan siges at være et bevis herpå. En anden kinesisk medstuderende fra Shanghai, som jeg interviewede i forbindelse med mit feltarbejde i 2019, havde oprindelig stærke intentioner om, at hun efter endt studie ville åbne sin egen virksomhed, hvor hun ville hjælpe folk fra den minoritetsgruppe, hun kommer fra, med at udbrede deres kultur. Nu er hun imidlertid rejst tilbage til sin hjemby i Sydkina og har fundet job i en statslig bank i stedet – med andre ord, et stabilt arbejde, der sikrer en indkomst, selvom hun fortæller mig, at det absolut ikke er hendes drømmejob.

Noget tyder på, at mange unge i Kina i øjeblikket ser tiden an, og der er en tendens til at blive i stillinger, der ikke matcher ens forventninger. Håbet er, at bedre tider vil åbne op for bedre muligheder, selvom fremtiden lige nu er meget usikker.

Om gæsteskribenten: Naja Morell Hjortshøj har en Ph.d.-grad i Sinologi fra Globale Studier på Aarhus Universitet. Hendes Ph.d.-afhandling omhandler innovation og entreprenørskab på kinesiske universiteter. Hun har boet, rejst, studeret og arbejdet i Kina i mere end 3 år.

Læs mere om Sinolytica her

Du kan også lytte til vores faste podcast, KinaNørderne, hvor vi hver uge går i dybden med aktuelle, Kina-emner, enten alene eller med gæster.

Vi har også et ugentligt nyhedsbrev, som vi udgiver på Substack. Det er gratis at tilmelde sig, og så får man Kina-nyt leveret direkte i indbakken.