Kina og Rusland har de seneste år knyttet tætte bånd til hinanden og skabt et fællesskab, der især skal udfordre USA’s monopol som verdens eneste supermagt. Putins invasion af Ukraine har dog nu sat Kina i et vanskeligt dilemma.
Af Casper Wichmann
Kina og Rusland har de seneste år knyttet tætte bånd til hinanden og har sammen kunnet danne modpol til Vestens dominans, særligt i FN’s Sikkerhedsråd, hvor man har blokeret for sanktioner mod andre lande. Det var også under stor pomp og pragt den 4. februar, at Kinas præsident, Xi Jinping, stod side om side med Vladimir Putin, da Rusland og Kina præsenterede en fælleserklæring over de to landes nye partnerskab uden grænser og »forbudte områder«.
Nu har Putins invasion af Ukraine imidlertid sat Xi og Kina i en meget vanskelig balanceakt. Et af kerneprincipperne i kinesisk udenrigspolitik har i årevis været, at staters suverænitet og territoriale integritet er ukrænkelige og skal respekteres. Det sætter derfor Kina i en utrolig uheldig situation, at den russiske invasion netop krænker Ukraines suverænitet.
Der kan næppe herske nogen tvivl om, at man fra kinesisk side helst så, at Rusland og Ukraine hurtigst muligt var i stand til at finde hinanden ved forhandlingsbordet og få afsluttet krigen gennem diplomatiet og uden indblanding fra andre.
Det er således ikke overraskende, at de kinesiske statsmedier ikke benytter sig af hverken ordene invasion eller krig, men i stedet bruger Putins egne ord om den »særlige militære aktion« eller kalder det for »Ukraine-situationen« og »Ukraine-krisen«.
Alternativet er, at Kina gør sig sårbar i situationer, hvor der kan stilles spørgsmål ved landets egen suverænitet og territoriale integritet.
Kina har brug for Rusland i det geopolitiske opgør mod USA og har med fælleserklæringen talt samarbejdet så meget op, at man ikke bare kan kaste Putin under bussen uden kæmpe tab af ansigt. Så vi ser derfor en form for moralsk støtte til Rusland, hvor talspersoner fra det kinesiske udenrigsministerium, især på Twitter, skyder med skarpt mod USA og Nato, som man beskylder for at have eskaleret konflikten og i sidste ende ikke have givet Putin noget andet valg.
På den anden side vil Kina dog heller ikke fuldt ud støtte Putins handlinger. Man afstod fra at stemme, da FN stemte for en resolution, der skulle fordømme Ruslands invasion, hvor man kunne have stemt nej. Det var ellers forventet, at Kina ville støtte Rusland, og det ville også have stemt overens med kinesiske udmeldinger om, at man er stærkt imod unipolære sanktioner, og Kina har endnu ikke gjort noget direkte for at hjælpe Rusland med at kunne modstå sanktionerne indført af Vesten, hvilket må formodes skyldes, at man vil risikere selv at blive ramt af dem som medsammensvoren.
Den officielle kinesiske linje bliver derfor, at man ikke vil kalde det for en invasion, at man har forståelse for Ruslands sikkerhedsmæssige bekymringer, at landes suverænitet og territoriale integritet skal respekteres, og samtidig kraftigt opfordrer til, at konflikten løses gennem diplomatiet og forhandlinger.
Der har været mange spekulationer om, hvorvidt Kina på forhånd havde kendskab til, at Putin havde tænkt sig at gå ind i Ukraine med militær magt. Kinesiske embedsmænd skulle ifølge New York Times have bedt deres russiske kollegaer om at udskyde invasionen til efter afslutningen på vinter-OL, der som bekendt var en vigtig og prestigefyldt begivenhed for Kina.
Det er svært at sige, hvor stort kendskab Xi Jinping har haft til Putins konkrete planer, og det er usandsynligt, at vi nogensinde får den fulde sandhed at kende, især fordi Kina ikke just er kendt for gennemsigtighed og åbenhed.
Vi ved, at USA i tiden op til invasionen havde forsøgt at lægge pres på, at Kina skulle bidrage til at få Putin til at neddrosle mobiliseringen af tropper ved grænsen, men det siger samtidig også sig selv, at Kina heller ikke vil sætte sig i en position, hvor man følger USA’s geopolitiske linje.
Hvis Kina vidste, at invasionen ville komme, kan man undre sig over, hvorfor der ikke er blev gjort mere for at evakuere kinesiske statsborgere ud af Ukraine og i sikkerhed. Man skal ikke tage fejl af, at selv om Kina er et autoritært styre og fuldt ud kontrollerer alle former for offentlig debat, så kan dette spørgsmål sagtens blive et emne, som har potentiale til at udvikle sig til en betændt sag for kommunistpartiet.
Forudgående kendskab eller ej er det i hvert fald tydeligt, at der trods de tættere bånd og fælleserklæringen ikke har været åben og tæt koordinering mellem de to lande, hvad angår Putins planer for Ukraine og den endelige invasion. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt Rusland og Kina virkelig er i så tæt en alliance, som mange iagttagere ellers har været ivrige til at udråbe forholdet til efter fælleserklæringen den 4. februar.
Invasionen af Ukraine har, ikke overraskende kan man tilføje, fået flere til at spekulere i, hvorvidt Xi Jinping nu vil føle sig ekstra fristet til at tage Taiwan med magt.
Men her bør man dog være meget varsom med at sammenligne situationen i Ukraine med Taiwan en-til-en. For det første vil den militære operation blive en helt anden, da Taiwan er en ø, og man har forberedt sig på væbnet konflikt i over 70 år, og for det andet har USA helt andre forpligtelser over for Taiwan, end man har over for Ukraine.
Timingen af besøget af en amerikansk delegation til Taiwan er næppe tilfældig og sender et klart signal til Kina om, at man ikke skal tro, at USA nu vil låse sig fast i Europa. For amerikanerne er det stadig Kina og Indo-Pacific-strategien, der har absolut højeste prioritet.
Desuden må det uden tvivl også have givet alvorlige panderynker blandt toppen af Kinas Kommunistiske Part (KKP), da EU endelig fik samlet sig og indført så markante sanktioner mod Rusland. Kina er dybt integreret i det globale finansielle system, så hvis lignende sanktioner blev indført over for Kina, ville det have meget hårde og vidtrækkende konsekvenser. Derfor er spørgsmålet nu, hvorvidt Xi Jinping vil være villig til potentielt at satse både partiet og Kinas fremtid i forsøget på at få Taiwan, når nu han har fået et markant fingerpeg om, hvad konsekvenserne kan ende med at blive.
Det interessante bliver at se, hvad Kina vil gøre for at komme ud af kattepinen. Der kan næppe herske nogen tvivl om, at man fra kinesisk side helst så, at Rusland og Ukraine hurtigst muligt var i stand til at finde hinanden ved forhandlingsbordet og få afsluttet krigen gennem diplomatiet og uden indblanding fra andre. Kina har selv ikke været helt afvisende over for at agere fredsmægler mellem Rusland og Ukraine, som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, senest har opfordret til.
Men det vil være et markant skifte i kinesisk udenrigspolitik, og Kina ville bevæge sig ud på ukendt grund, da man ikke har erfaring i rollen som fredsmægler. Samtidig er det langtfra sikkert, at EU og USA vil have tillid til Kina som mægler, da mange til stadighed sætter store spørgsmålstegn ved, hvor neutral Kina reelt er i sagen, når det kommer til stykket.
Situationen vil dog uden tvivl få den konsekvens, at diskussionen i Vesten om afhængighed af Kina vil tage til i styrke. Samtidig vil det unægtelig få en del vestlige investorer til at overveje en ekstra gang, om man skal foretage langsigtede investeringer i Kina, når man med Rusland har set, hvor galt det kan gå.
I Kina vil man højest sandsynligt også bestræbe sig yderligere på at gøre sig uafhængige af Vesten, så eventuelle sanktioner ikke vil ramme lige så hårdt. Begge ting kan betyde en stigende afkobling mellem Vesten og Kina, hvilket Kina lige nu og her har mest at tabe på.
Det er tvivlsomt, hvor længe man kan slippe afsted med balancegangen mellem et nogenlunde forhold til Vesten og moralsk støtte til Rusland under påskud om at være neutral.